Det offentlige skal have printere til 800 millioner kroner
På trods af digitaliserede borgere og sagsgange, er der stadig behov for gode gamle printere hos stat og kommuner.
Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har i hvert fald udbudt en rammeaftale til den nette sum af 800 millioner kroner. Det fremgår af et opslag på EU's udbudsportal.
Udbuddet vedrører printere og multifunktionsmaskiner samt dertil knyttede produkter og serviceydelser. Den består af to delaftaler.
Den første delaftale er rettet mod de tilbudsgivere, der primært står stærkt på printermarkedet, og den indeholder de mindre skrivebordsmodeller og et begrænset katalog af tilvalgsydelser.
Disse mindre maskiner er kendetegnet ved at være forholdsvis simple og billige at indkøbe og servicere af kunderne selv. Rammeaftalens sortiment består af fem slags printere og tre slags multifunktionsmaskiner. Der skal tilbydes en sort-hvid multifunktionsmaskine og en tilsvarende printer. Herudover skal der tilbydes fire farveprintere og to farve-multifunktionsmaskiner.
Delaftale to indeholder de større printere og multifunktionsmaskiner med et udførligt katalog af tilvalgsfunktioner, serviceaftaler, software og mulighed for tilkøb af 'Follow Me'-løsninger. Follow Me-printing er en udskrivningsmetode, der sikrer, at dokumenterne kommer i de rette hænder. Til hver model skal der tilbydes toner, tromler med videre.
Aftalen omfatter ikke serviceaftaler, men mulighed for at tilkøbe teknikerassistance til en tilbudt timepris og mulighed for tilkøb af administrationssoftware.
Den første delaftale tildeles en enkelt leverandør, hvorimod delaftale to forventes at blive tildelt tre leverandører.
