Det offentlige blæser på udbudsindberetninger

Lige ved hver tredje offentlige institution blæser på kravet om at indrapportere vinderne af et offentligt udbud til Konkurrencestyrelsen.

Når et udbud er vundet, skal de offentlige institutioner oplyse om, hvem der vandt, men lige ved hver tredje offentlige institution blæser på kravet om indberetning.

Det viser en ny undersøgelse, som forskningsinstituttet Center for Digital Forvaltning (CEDI) netop har udarbejdet. Undersøgelsen hedder Offentlige IT- og Teleudbud 2007 og viser, at der de seneste år er sket en betydelig stigning i antallet af udbud, hvor vinderen ikke indrapporteres til Konkurrencestyrelsen.

Næsten en fordobling

I 2005 var det kun i 16 procent af tilfældene, at vinderen ikke blev indrapporteret, mens tallet i 2007 er oppe på 31 procent.

»Det er en forpligtigelse, som de offentlige myndigheder har, og vi har tidligere været ude at rykke dem, der ikke har indberettet,« siger kontorchef i Konkurrencestyrelsen Pia Ziegler til Version2.dk.

It-løsning på vej

Problemerne med de manglende indberetninger har tidligere været genstand for kritik i Folketingets Erhvervsudvalg, og styrelsen er da også på trapperne med et it-system, der skal lette kontrollen med indberetningerne.

»Vi er ved at lægge sidste hånd på en database, så det bliver nemmere for os at holde øje med, hvem der indberetter, og hvem vi skal rykke,« siger kontorchefen.

Glemsomhed

Det er efter Pia Zieglers opfattelse først og fremmest glemsomhed, der får de offentlige myndigheder til at svigte kravet om indberetning.

»En udbudsproces er en lang og kompliceret proces, og når man så endelig kommer i mål, så glemmer man den sidste indberetningspligt, der er. Det er ikke vores indtryk, at det er forsætligt eller ondsindet, men en ren forglemmelse, for der er alene tale om statistik og ikke noget, der hverken forværrer eller forbedrer konkurrencen,« siger hun.

Ifølge CEDI's undersøgelse er det først og fremmest de statslige institutioner, der ikke overholder deres forpligtigelser til at indrapportere vinderen af et udbud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Gram

Jeg oplever ofte en usikkerhed hos kommunerne omkring udbudsregler ved IT-indløb - især når vi befinder os i området under EUs udbudsregler, men over DKs tærskelværdi på ½ mio. Professionalismen er oftest lokaliseret i indkøbsafdelingen, men det er ikke altid, at den inddrages.

Problemet for leverandørerne er bare, at der sjældent er det store at stille op hvis kommunen klovner. Jo, man kan da klage til Konkurrencestyrelse og Klagenævn for Udbud, og hvad så? Kommunen får et rap over fingrene og det er så det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere