Det laver Statens It også: Dødsstråler og intranet-apps

Hvorfor have telefonlisten på intranettet, når den kan ligge på telefonen som en app? Statens It arbejder på mange nye tiltag, blandt andet en Dropbox-kopi kun for statens ansatte.

Statens It - det fælles driftsselskab for 80 statslige myndigheder - handler ikke kun om drift og konsolidering af servere.

For efterhånden som arbejdet med at få samlet alle de forskellige it-installationer, Statens It overtog i 2010, nærmer sig en afslutning, bliver der kræfter til også at arbejde på andet end det, som bare skal virke. Den tid er kommet nu, forklarer Statens It.

»Vi skal give vores kunder en mulighed for at distribuere apps på en sikker måde. Så kan man lave en app til telefonen med telefonlister, i stedet for at man skal ind på intranettet for at finde et telefonnummer. Apps kan faktisk blive det nye intranet. Det er også et godt eksempel på, at vi kan udvikle noget for én kunde, som kan komme alle de andre til gode,« siger Michael Ørnø, direktør for Statens It, til Version2.

Andre oplagte apps for Statens It er en driftsstatus-melder, så alle brugerne hele tiden kan se, om der er problemer centralt, eller om det er helt lokalt.

»Det giver transparens, og det kan vi godt lide. Der er også mange muligheder for indberetning via apps, i stedet for via intranettet,« forklarer Michael Ørnø.

Mange i staten er gået iPhone-vejen, og iPads er også populært derude. Men Windows 8 er også et bud på fremtidens tablet-platform i staten, som i øjeblikket tester iPads, Microsofts Surface og HP Elitepad, der også kører Windows 8.

Den stigende brug af mobile enheder betyder også, at Statens It har, hvad de selv kalder en ’dødsstråle-tjeneste’.

»Når en iPhone eller iPad bliver glemt i en taxa, sender vi en dødsstråle af sted og wiper den for data. Så bliver det compliant at bruge de mobile enheder - det er det ikke uden dødsstråletjenesten,« siger Michael Ørnø.

På et andet område, hvor statens ansatte skal holdes i stramme tøjler sikkerhedsmæssigt, arbejder Statens It på at komme med et brugbart og sikkert alternativ, nemlig et alternativ til Dropbox.

»Databeskyttelsesregler gør det helt verboten at bruge Dropbox og lignende tjenester i staten. Så løsningen er at lancere et sikkert og godkendt alternativ. Vi arbejder på det, i samarbejde med Miljøministeriet, under arbejdstitlen G-boks, for Government-boks,« forklarer direktøren.

Hvor Statens It generelt er omgærdet af en tankegang om harmonisering, effektivisering og på den baggrund besparelser på it-budgetterne, er eksemplerne på nye tiltag et bud på, hvad Statens It også skal kunne.

Man får nemlig ikke nok ud af it, hvis man kun tænker på at spare, lyder det fra Michael Ørnø.

»Vi skal være en partner for vores kunder og hjælpe dem med at få effektive arbejdsgange. Det handler ikke bare om at have lave it-omkostninger. De må gerne være høje, hvis det så giver en tilsvarende højere produktivitet,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Mads Buch

Hvorfor lave endnu en udgave af de her filsystem-synkroniserings-værktøjer?

Hvis de gerne vil hoste data selv, kan de bruge ownCloud, de har endda allerede lavet apps til smartphones og virker på mange platforme.

Det er endda opensource, så de kan få lov at læse hele koden igennem og lave deres egne builds ;)

  • 3
  • 0
#3 Mads Bendixen

Hvorfor lave endnu en udgave af de her filsystem-synkroniserings-værktøjer?

Hvis de gerne vil hoste data selv, kan de bruge ownCloud, de har endda allerede lavet apps til smartphones og virker på mange platforme.

Det er endda opensource, så de kan få lov at læse hele koden igennem og lave deres egne builds ;)

Jeg synes ikke det fremgår af artiklen at de vil udvikle det selv? - Blot at det, citeret fra artiklen:

»Databeskyttelsesregler gør det helt verboten at bruge Dropbox og lignende tjenester i staten. Så løsningen er at lancere et sikkert og godkendt alternativ. Vi arbejder på det, i samarbejde med Miljøministeriet, under arbejdstitlen G-boks, for Government-boks,« forklarer direktøren.

Alternativet kunne godt være ownCloud baseret eller tilsvarende.

  • 0
  • 0
#4 Finn Christensen

Jamen er det ikke meningen at staten skal lave dårlige, besværlige og dyre IT-løsninger?

Jo det er det daglige arbejde. Men det her er et special-skrædder-produkt, da en ordinær offentlig dropbox jo vil have problemet med sikkerhed samt ifm. følsomme oplysninger etc.

Den her hjemmelavede intra-dropbox skal jo også udformes, så det offentlige kan 'smutte' oplysninger rundt til hinanden: - usynligt og helt uset af folket + kontrolinstanser - lavt lavt under medieradaren - retssikkerhed, forvaltningsregler, fortrolighed mm. kortsluttets efter ønske - enhver aktindsigt kortsluttets efter ønske

Vores justitsminister, Morten Bødskov, ser ud til at sikre sig hele to muligheder for at pusle fredeligt bag jerntæppet. Hvis § 24 og § 27 smutter i nuværende lovforslag, ministerbetjeningsproblematikken: http://da.wikipedia.org/wiki/Offentlighedsloven, så kan man da i stedet bruge den nye intra-dropbox.

Nogen mennesker er dog noget så forudsigelige :)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere