Det kommer Windows Azure til at koste

Microsoft har sat priser på tjenesterne i firmaets cloud-system Windows Azure. De kan købes efter forbrug, som abonnement, eller som del af en virksomhedsaftale. Danske priser må vente lidt endnu.

Microsoft har løftet sløret for en række detaljer om firmaets cloud computing-platform, der går under navnet Windows Azure.

Prismodellen består af tre dele: en forbrugsmodel, en abonnementsmodel, hvor der betales et fast beløb, og en model, hvor prisen indgår som en del af, hvad Microsoft kalder en Enterprise Agreement, en større aftale mellem Microsoft og kunden. Det fremgår af et blogindlæg skrevet af Henrik Westergaard Hansen fra Microsoft Danmark.

Forbrugsmodellen har fået konkrete beløb. CPU-kraft ("compute") afregnes ikke efter reel forbrug på CPU'en, men derimod for hver time, applikationen kører. Prisen er 0,12 dollar pr. time, eller 0,620 kroner efter dagens kurs. Lagerplads koster 0,15 dollar eller 0,78 kroner pr. gigabyte.

Der betales først, når applikationen går i produktion. I udviklingsfasen er CPU-kraften gratis.

Lagringstransaktioner koster 0,01 dollar eller 0,052 kroner pr. 10.000 transaktioner, og båndbredde takseres til 0,1 dollar pr. gigabyte, svarende til 0,52 kroner, ind i Azure-applikationerne, og 0,15 dollar eller 0,78 kroner ud fra applikationen.

For .Net Services er priserne 0,15 dollar eller 0,78 kroner for 100.000 beskeder i Azures kø-tjeneste.

Der er endnu ingen priser på abonnementsmodellen, men det skulle være på plads inden konferencen PDC, som afholdes i efteråret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere