Derfor skal 1. klasses-elever i Estland lære at programmere

Skoleelever i Estland skal nu undervises i logik og programmering i hele skoletiden. Forsøg med Lego Mindstorms-robotter har været en stor succes.

Når lille estiske Maarja og Miiko møder op til første skoledag, venter der ikke kun timer i estisk og matematik, men også undervisning i programmering. Gennem hele skoletiden skal eleverne prøve kræfter med selv at kode.

Det er i hvert fald planen med et nyt projekt, som den estiske organisation Progetiiger ('Tigerspring') står bag. I første omgang er programmering ikke indført som en officiel del af skoleskemaet, men kommer som færdige pakker, som lærerne opfordres til at bruge i undervisningen, fortæller lederen af Progetiiger, Ave Lauringson.

»Børn begynder at bruge teknologi i en meget ung alder. En to-årig bruger i dag en smartphone, og der bliver kun brugt mere og mere teknologi. Vi ønsker at give dem meningen bag det at bruge en computer, ved at lære dem at programmere. De skal forstå metodologien bag en computer,« siger hun til Version2.

I første omgang er 30 ud af Estlands i alt 550 skoler med i projektet, hvor Progetiiger-organisationen sørger for kurser til lærerne, stiller software til rådighed og leverer undervisningsmateriale. Til næste år regner Ave Lauringson med, at der vil være 100 skoler med i projektet, som begyndte med dette skoleår.

Progetiiger har 15 år på bagen og har hele tiden arbejdet på at bruge it i undervisningen. Som det første land i verden fik alle skoler i Estland bredbåndsforbindelser, på grund af Progetiiger-projektet, og lærerne er blevet klædt på til at bruge en computer. Nu er alt det grundlæggende på plads, og derfor kan man nu fokusere på it som et fag i sig selv.

»Det er et logisk skridt at tage nu: At gå videre med it og begynde at indføre programmering,« siger projektlederen.

I de små klasser kommer børnene til at arbejde med koncepter som logik og basal programmering gennem værktøjerne Logo, Kudo Game Lab og Scratch. Og det er ikke for tidligt at lære børn om, hvordan en computer faktisk fungerer, mener Ave Lauringson.

»Vi blev faktisk opfordret af lærerne til også at inddrage gruppen af børn i 7-10-års-alderen. Jeg har lige været ude i en 1. klasse, hvor de begyndte for første gang med undervisningen i programmering. Der var et tv-hold også, og alle var overraskede over, hvor hurtigt børnene kom i gang,« siger hun.

I de ældre klasser, fra 5. til 9. klasse, bliver et allerede succesfuldt projekt med Lego Mindstorms-robotter udvidet med mere programmering, og eleverne kommer i gang med HTML, PHP og Java. Målet er, at de skal kunne kode en hjemmeside og egne programmer.

»Her kommer vi tættere på rigtig programmering. Det skal være sjovt, og der skal være hurtige resultater og hurtig feedback,« siger Ave Lauringson.

På disse klassetrin bliver undervisningen i programmering dog ikke lagt ind i de faste timer, men tilbydes som valgfag og som ’hobby clubs’ på skolen. I dag er der primært valgfag inden for musik og dans, så med programmering som valgfag bliver der også noget for de teknologisk interesserede elever.

Før alt dette kan lade sig gøre, skal lærerne klædes godt på. Progetiiger sørger for gratis kurser på enten et universitet eller med hjælp fra private it-virksomheder. Men det er ikke alle tilbud, man siger ja tak til. For eksempel vil Samsung gerne hjælpe med kurser i Android-udvikling, men det har organisationen foreløbigt ikke valgt at gøre brug af.

»Vi har mobiludvikling med i pensum, men ikke målrettet bestemte telefoner,« siger Ave Lauringson.

Læs også: Krabbespil i Java giver kode-jomfruer blod på tanden

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
Torben Mogensen Blogger

Det burde vi også indføre herhjemme. Gennem programmering lærer børnene systematisk problemløsning, som også er guld værd i andre sammenhænge.

Ideen er ikke ny: Logo blev introduceret til undervisning af bør i de små klasser allerede i 1970'erne, men på trods af diverse forsøg herhjemme, døde ideen ud igen. Muligvis fordi programmering ikke passede ind i den traditionelle fagopdeling og muligvis fordi man havde begrænset hardware til undervisning af store klasser.

Det sidste er ikke noget problem nu: Passende hardware til programmering koster ikke alverden. F.eks. kan man købe en Raspberry Pi et nogle få hundrere kroner og sætte tastatur, mus og skærm på for omkring tusind kroner mere.

Men man skal sørge for, at der er lavet gode undervisningsforløb. Det nytter ikke noget bare at sige "Værsgo. Prøv jer frem" til eleverne. De skal dels have specifikke problemer at løse og gives metoder til at gøre det. Ellers bliver det bare noget lal, hvor eleverne tror, at programmering sker ved at prøve sig frem uden et klart mål.

Henrik Kramshøj Blogger

Jeg har kendt til Project Euler i mange år, men er først for nyligt selv kommet igang med at løse opgaver for at lære et nyt sprog bedre at kende. http://projecteuler.net/

Det er en masse matematikopgaver af stigende sværhedsgrad

Eksempelvis Problem 1

If we list all the natural numbers below 10 that are multiples of 3 or 5, we get 3, 5, 6 and 9. The sum of these multiples is 23.

Find the sum of all the multiples of 3 or 5 below 1000.

Den type opgaver demonstrerer lidt matematik og kan løses på mange måder, som man med tiden finder nye faciliteter i sproget - som gør det mere effektivt.

Det skal min søn lave nogle stykker af!

Per Erik Rønne

Jeg ser umiddelbart tre iOS-apps med logo. »Mad Logo«, »Move the Turtle. Programming for kids« og »LOGO«. Alle tre til såvel iPhone som iPad (universelle applikationer), priser 12-24 kroner. Sidstnævnte kun på fransk, de to første på engelsk og ikke dansk, så brugbarheden af dem for små skolebørn vil nok være begrænset.

Mon ikke de også findes til Android?

Og ja, jeg tror næsten at en tablet vil være bedre til formålet end en dekstop eller laptop.

Torben Mogensen Blogger

Jeg ser umiddelbart tre iOS-apps med logo.

Jeg tror ikke, at Logo er det bedst egnede sprog. Ideen med skildpaddegrafik er O.K (selv om brugen af grader til vinkler nok er for avanceret til en førsteklasse), men resten af sproget kunne forbedres. Blandt andet er der nøgleord på engelsk (repeat, right, left, forward, osv), hvor jeg tror, at det er bedre at bruge ikke-verbale ikoner til små børn.

Nicolas Guilbert Blogger

Det er en rigtig god idé. Man kan komme tværfagligt langt omkring, blandt andet ind på de hårdere fag (matematik, naturvidenskab), og den logiske tænkning i programmeringen er guld værd i sig selv. Hurdlen i dag er nok som de skriver, at lærerne skal klædes ordentligt på.

Vi har lige evalueret et Scratch forløb, hvor vi konkluderer lidt det samme. Næste skridt bliver nu at klæde lærerne ordentligt på - spændende.

Palle Simonsen

Rigtig interessant. Udover sprites bruges scratch også til LEGO's robotserier og der findes en udmærket version (nu hos MIT), der kan genererer Android programmer.

Hvad mener I med at der ikke er noget funktionsbegreb? I Appbuilder scratch (Nu MIT) er der et fuldt brugbart funktionsbegreb. Mangler det i 'standard' scratch?

Jacob Nordfalk

Rigtig interessant. Udover sprites bruges scratch også til LEGO's robotserier og der findes en udmærket version (nu hos MIT), der kan genererer Android programmer.

Den hedder AppInventor og er nemt at komme i gang med og der er et dansk hæfte til at lære det med. Se f.eks. http://appinventor.dk

Det er også muligt at styre Mindstorm-robotter fra mobilen med appinventor - og at få genereret Java-kode ud fra de blokke men sætter sammen i AppInventor når man programmerer.

Mads Randstoft

Det er ikke muligt at lære kreativitet når man ikke kender sine muligheder. Vi beder heller ikke børn om at skrive lyriske stile før de har mestret sproget og kan begynde at lege med det (Som regel først oppe i gymnasiet!)

Det virker som en rigtig god ide at børn lærer hvordan en computer og et system virkelig virker i stedet for blot at være forbrugere. Jeg er dog sikker på at en række statslige institutioner med internationale målsætninger ikke ser dette som nogen god ide. Når man ved hvordan en applikation virker kan man jo også arbejde rundt om hensigtsmæssigheder også de indbyggede som fx. aflytninger og censureringer...

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder