Derfor fejler DSB's billet-app til iPhone og Android

Dokumentation: Tabt forbindelse til netværket og telefonopkald, der pludselig afbryder bestillingen. Det er nogle af årsagerne til, at billetbestilling med DSB's app går galt.

Dårlig dataforbindelse til kundens smartphone og it-nedbrud, der indimellem sender leverandørerne bag til tælling.

Det er nogle af de vigtigste årsager til, at DSB's billet-app til Google Android og Apples iOS i nogle tilfælde efterlader danske rejsende skummende af raseri, fordi den digitale billet ikke når frem.

Læs også: Kunder betaler dobbelt for billetter i fejlramt DSB-app

»Den kostede mig en kontrolbøde i dag. Jeg betalte for billetten, men fik den ikke,« skriver en af DSB-kunderne i sin anmeldelse af app'en.

DSB indrømmer problemet i en ny redegørelse, som nu er under udarbejdelse og snarest skal sendes til Transportministeriet. Version2 har set et foreløbigt udkast af redegørelsen, hvor DSB erkender, at den manglende levering af billetter er 'et reelt problem':

'Den primære årsag er dårlige dataforbindelser ud til kunden, men der har også været flere tilfælde af nedbrud hos DSB IT, KMD (som driver leverandørens betalingssystemer) og NETS/Teller (som står for indløsningen af betalingstransaktioner). Disse nedbrud genererer mange kundehenvendelser, lige når de står på,' hedder det i redegørelsen.

Tabes dataforbindelsen, bliver billetten ganske enkelt ikke downloadet til telefonen, forklarer DSB.

Samtidig kan downloadet blive afbrudt, hvis telefonen ringer, mens man er i gang med bestillingen.

Men DSB understreger, at der ikke trækkes penge fra kundens kort, hvis bestillingen gennem DSB Billet af den ene eller anden grund afbrydes.

»I ingen af disse tilfælde vil der blive udført indløsning (capture) på betalingen, og det autoriserede beløb vil derfor automatisk blive tilbageført til kundens kort efter en periode, som er afhængig af betalingskorttypen,« forklarer DSB.

DSB erkender, at billet-app'en også tidligere har kunnet give kunderne problemer:

»I en tidligere version af applikationen (nr. 2.0 ) har nogle kunder modtaget en kvittering, men ingen billet, og de har derfor troet, at pengene var trukket.«

Problemet er dog ikke så stort, som det er blevet fremstillet i medierne, siger DSB:

»DSB er naturligvis ikke tilfredse, når der kommer negative anmeldelser (af app'en på f.eks. Google Play, red.), men det skal dog nævnes, at de cirka 80 anmeldelser dækker over både den nuværende og tidligere versioner af applikationen.«

Selskabet påpeger samtidig, at op til 5.000 rejsende dagligt bruger app'en, men at det kun er cirka 5-10 kunder, der ringer ind med spørgsmål.

Version2 ville gerne have spurgt DSB, om kunderne får tilstrækkelig information om, hvad de skal gøre, når billetten af den ene eller anden grund ikke kommer frem som lovet.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra chef for salgs- og informationssystemer i DSB, Anne Mette Koch.

DSB Billet er blevet downloadet cirka 390.000 siden lanceringen i juni 2010. Den bliver downloadet omkring 25.000 gange om måneden.

Version2 har efter anmodning fra DSB fjernet redegørelsen fra artiklen. DSB havde tidligere oplyst, at redegørelsen var afsendt til Transportministeriet, men det er ikke tilfældet, da redegørelsen endnu ikke er færdigskrevet. Version2 bringer den endelige version af dokumentet, når den foreligger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Lykke

Jeg har selv flere gange forsøgt at benytte den app og den er mildest talt elendig. Ikke alene er den så langsom hver eneste gang den skal kommunikere med DSB's servere at man får indtrykket at den downloader halvdelen af internettet men den fejler også MEGET ofte i sin kommunikation.

Uden at have gravet ned i app'en eller forsøgt at debugge dens datastrøm så undre det mig at det skal foregå så langsomt(Og det har i øvrigt ikke det fjerneste at gøre med langsomme forbindelser hos kunden). Vi snakker simple mængder data der skal overføres mellem server og app så hvis man har sørget for at benytte en passende måde at overføre data på(Fx. JSON) så burde det ikke give problemer.

Netop pga. typen af mobil forbindelser og deres ustabile natur så er det uhyr vigtigt at man begrænser datatrafikken til et minimum - Hvilket blandt andet betyder at XML ikke er det bedste dataformat. Samtidigt er det også vigtigt at ens app kan håndtere afbrydelser af telefonopkald eller lign. situationer.

  • 5
  • 0
Lars Tørnes Hansen

jeg havde den på min telefon, og har heldigvis ikke nået at bruge den.
Efter de meget dårlige meldinger fra andre brugee har jeg afinstalleret appen.

Det er en designfejl at regne med at der ikke kommer et telefonopkald der vil afbryde appen, og som så efterfølgende laver max knas i det for kunden.

Omdesign appen derfor så den enten:
* Overlever et telefonopkald, eller
* således at appen er tilstandsløs, så sessions data er gemt på en server - mistes forbindelsen er det derfor ikke et problem for appen at finde ud af hvor langt den var nået, da sessiondata nu er på serveren.

Overvej at SMSe en kvittering også - ud over download af billetkvittering.
Lad hver bruger have et unikt ID nummer, som en bruger logger ind med.
Please, ikke CPR nummer, tak! - fordi det kan misbruges til identitetstyveri.

En kontrollør kan så have en terminal, hvor denne kan kontrollere om der er købt billet eller ej.

Så bliver en telefon der er død på grund af strømmangel, eller kører GPRS internet og derfor er laaaangsom ikke længere et problem (tænk: billet kan muligvis ikke være færdig med at downloade - selv efter meget lang ventetid).

Apropos SMS
Bemærk at f.eks. en android App kan "fange" SMS beskeder, før standard SMS appen gør det.
Man kan også lade ens eget program fange SMSen, er det en billet vises den i billet appen, gerne så den ser lidt pænere ud grafisk, end en alm SMS.
I bonus kan man også lade alle SMSer - SMS billetkvittering eller ej - blive fanget af standard SMS appen også.

Overvej at tage en forretningsbeslutning om at Appen kun skal være tilgængelig kun for nyere android versioner:
Årsag: Ældre Android telefoner har ikke særlig meget RAM, og Android dræber programmer og services hvis den begynder at mangle plads i telefonens RAM. Det er nok Linux kernens OOM (Out Of Memory) killer, der gør det. (Android bruger en Linux kerne).
Beslutningen skal se som et nødvendigt onde for at beskytte nogle kunder mod meget dårlige oplevelser, som er "programmet crasher konstant" f.eks. kan godt tyde på OOM killer aktivitet for telefoner med lidt RAM.

  • 4
  • 1
Henrik Runge

Jeg er enig med Michael i at det fungerer for langsomt og ikke fungerer særligt godt i det daglige.
For langsom svigtende forbindelse og den irriterende insisteren på, kun at kunne sælge billeter med GPS og netværkslokation tændt.

Men det mest sørgelige er at de havde en velfungerende sms-løsning, som fungerede fra alle mobiler.
Det eneste den krævede var at man selv vidste hvor man var og hvor mange zoner man skulle bruge. hvilket de fleste med en normal IQ er i stand til.
Den tidligere løsning har hele min familie brugt med stor fornøjelse. Min datter der vil leve uden smartphone(fred være med det), min kones ældre Android og jeg selv fra min Windows phone.
Nu kan vi kun købe billeter på farten ved hjælp af min reserve Android phone.

Et af de store problemer med denne app er, udover de tekniske problemer, der er irriterende nok i forvejen, at hele applikationen virker som om den er lavet til idioter (hvilket måske også forklarer fraværet af diverse rabatter mm.) der ikke ved hvor de.

Endnu et eksempel på at man dropper velfungerende tekniske løsninger til fordel for marketingsgøgl.

  • 4
  • 1
Palle Pallesen

Henrik, det lader til din kommentar knytter sig til applikationen til rejser indenfor et takstområde, i Androids tilfælde: https://play.google.com/store/apps/details?id=dk.unwire.projects.dmm&fea...
Mens artiklen handler om app'en til rejser over flere takstområder, i Androids tilfælde:
https://play.google.com/store/apps/details?id=com.cellpointmobile.dsb.mo...

  • 2
  • 0
Claus Pedersen

Jeg downloadede og brugte den for første gang i forrige uge og der virkede den fint.
Dog synes jeg det er underligt at de lukker ned for bestilling til en afgang ca. 5 minutter før afgangen. Det er ellers i tilfælde hvor man har meget travlt at den kunne være super. Så jeg synes det skulle være muligt at bruge den helt op til afgangstidspunktet. Det er naturligvis klart at de ikke vil tillade køb efter afgang da de så risikerer at man først køber når man se kontrolløren.

  • 2
  • 0
Jens Peder Kristensen

Jeg har bestilt mindst 100 pladsbilletter og kun een eller to gange haft problemer. Det er en fantastisk service og meget bedre end deres internet portal, fordi denne kan huske mine detaljer og samtidigt så har jeg billetten på telefonen. Jeg vil ikke bruge den til billetter normalt, netop pga. at det kan kræve tid og dækning inden du har billetten, men mest fordi det er dyrere end rejsekort og klippekort

  • 2
  • 0
Kasper Baagø

Jeg har nu brugt DSB appen siden at den kom ud(i ca. 2 år), og må sige at jeg aldrig har oplevet ikke få billetter ned på telefonen.
En gang har jeg oplevet at de har trukket pengende to gange, men DSB fandt selv fejlen og sendte pengende retur :)

Det eneste som jeg vil klage over, er at den er bygget for ustabilt. Som andre skriver crasher den ofte, efter åbning og lukning af appen et par gange på Android. Og det er altså træls for både mig og konduktøren at han skal stå og vente på appen kommer i omdrejninger...

Jeg kan tilføje at jeg både har brugt den på en HTC Wildfire(den første version) og min nuværende Samsung Galaxy SII

  • 0
  • 0
Thomas Vestergaard

Dog synes jeg det er underligt at de lukker ned for bestilling til en afgang ca. 5 minutter før afgangen. Det er ellers i tilfælde hvor man har meget travlt at den kunne være super.


@Claus Pedersen - så vidt jeg har observeret, er det kun pladsbilletter, de lukker for. Du har stadig mulighed for at købe selve rejsen.
Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men det er næppe for sjov (i.e. at sælge mindre).

  • 0
  • 0
Jonas Häggqvist

Jeg har brugt appen (på Android) en del gange, og har aldrig oplevet ikke at få min billet. Appen er glad for at crashe hvis man forlader den og kommer tilbage igen, hvilket naturligvis er irriterende, men ikke noget større problem.

Dog synes jeg det er underligt at de lukker ned for bestilling til en afgang ca. 5 minutter før afgangen.

Du kan bare købe en billet til den næste tilsvarende afgang - billetterne er ikke begrænset til en bestemt afgang - på samme måde som en billet købt i billet-automaterne ikke er.

  • 0
  • 0
Lasse Buck

Man har ingen reel backup hvis der pludselig opstår problemer med mobilen. Af samme grund køber jeg altid over nettet og får billetten sendt som mail. (Den er også nem at printe ud).

Jeg har ingen interesse i at bruge app'en før billet som email bliver en mulighed.

  • 0
  • 0
Jonatan Riber Andersen

Jeg synes det er en meget praktisk app som jeg tit bruger til køb af pladsbilletter. Jeg irriterer mig dog meget over ikke at kunne vælge hvor jeg vil sidde ligesom på hjemmesiden eller i det mindste kunne vælge om den skal tage vindues-/gangplads.
Jeg har også oplevet billetter der ikke kom frem eller billetter med forkert dato på (den fejl er vist blevet rettet efter jeg påpegede den) - men overordnet set er jeg ret glad for den app. Generelt synes jeg heldigvis DSB er gode til at sørge for at tilbagebetale penge hvis der af en eller anden grund er gået ged i det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere