Derfor er Skoleintra lukket

Et norsk firma har overtaget skoleintra, hvilket har betydet lukning, mens de flytter tjenesten. Flere læsere har henvendt sig med spørgsmål om, hvad der foregår, og vi har søgt svar om en udvikling, der løber helt ind til 2016.

Version2 har de seneste dage fået en del henvendelser fra forældre til børn i folkeskolen, der undrer sig over, hvorfor skolernes intranet er lukket i denne uge, og hvad i alverden det nye firma, der tilsyneladende er sat på som intra-logo, skal betyde. Ikke mindst når de i næste uge igen åbner Skoleintra?

Det korte svar er: Ingenting. I første omgang.

Intranettet er lukket, fordi driften er overgået til det norske firma Itslearning. Tidligere har Skoleintra været ejet af den lille virksomhed Skolesoft og har været udbudt, drevet og supporteret af Styrelsen for IT og Læring under Undervisningsministeriet, Uni-C

Forvirrende?

»Ja,« tilkendegiver vicedirektør i Uni-C, Jakob Harder. Men det er alt sammen en del af en større plan. Itslearning har købt Skoleintra af Skolesoft, og Uni-C har trukket sig ud af ud af opgaven med at udbyde skoleintra på vegne af en virksomhed. I stedet vil Uni-C koncentrere sig om at være det, det er: En styrelse, der sætter standarder og sætter krav til private udbydere.

Læs også: Uni-C trækker sig fra Skoleintra to år før planlagt

Itslearning overtog Skolesoft i december sidste år og har siden arbejdet med at flytte driften af Skoleintra. Det har vist sig at være umuligt at gøre dette uden at lukke helt ned for systemet, hvilket man har valgt at gøre i den uge, der er mindst aktivitet - uge 28.

»Skoleintra har været en integreret del af Uni-C's øvrige miljø. Det har blandt andet betydet, at vi har været nødt til fysisk at flytte servere fra en lokation til en anden ude på DTU,« siger Andreas larsen, salgschef i Itslearning.

Den fysiske flytning og etablering af et nyt hus til serverne er den overvejende grund til, at itslearning har valgt at lukke ned for Skoleintra i uge 28 og samtidig varsle om nedetid på grund af opdateringer i uge 29 og 30. Men samtidig benytter Itslearning også lukningen til at foretage udtræk og lave opgradering af databaser samt fornye både hardware og software.

»Det sker blandt andet for at gøre klar til de kommende fornyelser af Skoleintra,« siger Andreas Larsen.

Læs også: Skoleintra er slet ikke på vej i graven - men får nyt liv

Hvad der præcis kommer til at ske med Skoleintra, kan Andreas Larsen ikke løfte sløret for, men det kommer til at bestå af brugervenlige opdateringer, blandt andet i form af bedre tilgang fra smartphones, iPads og andre mobile enheder.

»Der er mange tusinde "knapper" i Skoleintra, som kan styre alt fra indkaldelse til mus-samtaler til opvarmning af skolen«, siger Andreas larsen. Det betyder, at der er masser af muligheder i Skoleintra, som ikke bliver udnyttet. I fremtiden skal den enkelte skole have flere muligheder for at designe intranettet, som man har lyst til.

Men på mandag skal forældrene altså ikke frygte mødet med Skoleintra. I første omgang handler det bare om overførsel af driften.

Ny portal i udbud i 2016

Hvad betyder det så, at Itslearning har overtaget driften af Skoleintra. En drift som Uni-C som myndighed tidligere stod for?

Ifølge Jakob Harder betyder det først og fremmest, at Uni-C kan koncentrere sig om at være en styrelse. Og det er vigtigt, for frem mod 2016 skal Uni-C sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og Digitaliseringsstyrelsen udstikke rammerne for en fælles Brugerportal i folkeskolerne. En brugerportal som udover Skoleintra skal rumme standarder for flytning af data og bygge på en fælles offentlig infrastruktur, som bliver obligatorisk for alle folkeskoler.

Det betyder, at alle folkeskolerne i 2016 (senest udgangen af 2017) skal have en digital portal, der understøtter alle processer i forhold til elever, forældre og personale. Dette er en del af beslutnignen om Folkeskolereform.

Brugerportalen er altså mere en blot Skoleintra, som vil blive en integreret del af denne. Det betyder også, at kommunerne selv kan bestemme, hvordan portalen i 2016 skal sammensættes. Her kan det nuværende Skoleintra for eksempel være en del af portalen, eller kommunen kan vælge et intranet fra en anden virksomhed.

I dag er der ifølge Jakob Harder kun en enkelt skole på Langeland, der bruger en anden intranetløsning end Skoleintra fra Itslearning, mens enkelte supplerer med andre leverandører på en del af løsningen.

Betyder det så ikke, at Itslearning har en fordel, når en Brugerportal kommer i udbud, fordi de i dag har adgang til mange data fra skolerne, som andre leverandører ikke har adgang til?

»Jo, til at starte med vil Itslearning have et fortrin, men den vil blive mindsket med tiden. Vi har lavet den her aftale for at gøre det muligt for alle leverandører at komme på banen, og for at få en mere ren konstruktion, hvor vi som styrelse ikke er udbydere. Det kunne vi ikke have gjort, hvis vi ikke havde trukket os, da Itslearning overtog Skolesoft,« siger Jakob Harder.

En del af aftalen med Itslearning har været, at prisen på Skoleintra skal ligge fast indtil 2016, hvor virksomheden de facto har monopol.

Skoleintra forventes i øvrigt at åbne mandag sidst på eftermiddagen - med forbehold.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ole Knudsen

Mine to børn går i hver sin klasse på samme skole. Skoleintra giver et ret forskelligt indtryk i de to klasser.

I den ene klasse står lektierne på klassens forside. I den anden klasse skal man to niveauer ned i menuen, for at finde de samme oplysninger. Til gengæld har den første klasse ikke den mulighed for at finde lektierne to niveauer nede i menuen.

Den anden klasse fik først lektierne på forældreintra efter pres fra forældre med elever i andre klasser, som vidste at det var lærerne i denne klasse, der havde fravalgt at forældrene skulle kunne følge med i det.

Friheden til at vælge funktioner i Skoleintra er fin. Det er nemt at uddelegere ansvaret for funktion og indhold til hver enkelt lærer. Jeg var en gang så naiv at tro at Skoleintra havde en kerne funktionalitet, som ville være til stede i ensartet form for alle klasser. I stedet forventes 98 kommuner / 1200 skoler at have hver sin koordinator, som formentlig langt hen ad vejen træffer nogenlunde samme valg. Hvorfor vælge, hvis de fleste trods alt har samme behov? Start med en "best practice" opsætning og lad de virkeligt interesserede dyrke tilvalg, som kræver større indsats.

Klassen uden lektier på forældreintra var et valg af en klasselærer, som ikke mente det var hans opgave at skrive lektier på nettet. I stedet fik man evige diskussioner om manglende afleveringer, manglende noter. Problemer, som ikke fandtes i klassen hvor eleverne vidste at forældrene kunne følge med på nettet. Her burde skolen / kommunen nok have haft en koordinator, som havde låst visse valgmuligheder i alle klasser så Skoleintra og undervisning fremstår bare lidt mere struktureret for forældre med flere elever på samme skole.

Jeg ser frem til de kommende løsninger, som forhåbentlig fokuserer på reelt indhold og struktur, frem for blot at præsentere det samme gamle roderi i smart moderne indpakning.

  • 1
  • 1
Anders Poulsen

Jeg har tre børn i tre klasser på samme skole, hvor hver klasses klasselærer og matematiklærer gør tingene på deres egen måde. Det er mega forvirrende.
Men samtidig så vil jeg nu forsvare den enkelte lærers ret til selv at indrette sig som de helst vil. Det SIDSTE som må ske er, at lærernes arbejde skal indrettes efter et eller andet it-system. Læreren må have børn og undervisning i fokus og så skal "systemet" give friheden til at udføre arbejdet.

  • 4
  • 1
Adam Tulinius

Ja, selvfølgelig skal lærerne have lov til at have en hvis frihed, men mon ikke det kan tænkes at ganske mange lærere vælger et ganske tilfældigt system til at organisere tingene med?

Modargumentet vil derfor være: Hvorfor skal lærerne rodde med hvor lektierne er gemt henne, i stedet for bare at have det liggende et standardiseret sted?

  • 2
  • 1
Rolf Andersen

En ansvarlig skoleledelse vil vel - i samarbejde med lærere, elevråd og forældrebestyrelse - fastsætte retningslinier for, hvordan Skoleintra anvendes på deres skole?

En skole på indre Nørrebro har måske andre behov end en landsbyskole. Men at lægge ansvaret for rammerne for information helt ned på den enkelte lærer lyder mærkeligt, som forældre med flere børn går opmærksom på.

  • 1
  • 0
John Karlsen

... og måske findes der også lærere, der har tænkt sig om og bevidst har fravalgt brugen af den fælles lektiebog, fordi de ønsker at princippet om undervisningsdifferentiering også skal gælde, når det handler om børnenes hjemmearbejde? Måske vælger disse lærere at aftale forskelligt hjemmearbejde med forskellige elever, således at så mange elever som muligt, får så stort udbytte af deres arbejde som muligt? Hvis alle elever i klassen - via lektiebogen på intranettet - får det samme hjemmearbejde for, vil det givetvis være for svært for den svage elev og for let for den stærke elev.

  • 2
  • 0
Allan Kjærulf

Hvordan kan det være at når vi nu er så paniske omkring at lægge data op i skyen, og at CIA/FBI og gud-ved-hvem snager i vores private data, at vi så vælger at lægge SkoleIntra i Norge og PostDanmarks systemer i sverige? -Kan det ikke betragtes som værende kritiske for infrastrukturen? Postvæsenet må vel være kristisk infrastruktur..

Var der ikke også en nyhed for nylig om at Odense Kommune ikke måtte bruge google docs fordi data'ene skulle være placeret indenfor landets grænser? -og at hvis ikke dette kunne garanteres måtte de ikke benytte tjeneste som google docs.. Er jeg virkelig den eneste der kan se dobbeltmoralen i det? Odense Kommune må ikke lægge deres data i USA. PostDanmark må godt lægge deres data i sverige. elendigt.

  • 4
  • 0
Kim Østergaard Christiansen

At Datatilsynet og Google er kommet frem til en løsning inden 2016. Største delen af hvad Intra gør, kan man med Google Apps for Education, som er gratis.

"En del af aftalen med Itslearning har været, at prisen på Skoleintra skal ligge fast indtil 2016, hvor virksomheden de facto har monopol."

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere