Når Kim Normann Andersen, professor på CBS, skal sætte rejsekortets aktuelle problemer i perspektiv, husker han tilbage på et møde i 2012 hos Rejsekort A/S i det centrale København.
Professoren var sammen med en anden iagttager af projektet, it-lektoren Erik Frøkjær, indbudt af rejsekort-direktør Bjørn Wahlsten, efter at de havde udtalt sig om kortet i nogle af Ingeniørens mange kritiske artikler om projekter. De to havde insisteret på, at også Ingeniøren skulle være til stede ved mødet.
Kim Normann Andersen havde ét hovedbudskab med til rejsekort- ledelsen: Mobiltelefonerne er kommet for at blive – rejsekortet bliver nødt til at komme med på vognen.
»Ellers ville kortet blive løbet over ende af de mobilbilletter, vi dengang kunne se var på vej,« husker han.
Men der var ifølge professoren ikke noget klogt svar på mødet om, hvilken værdi rejsekortet skal give kernekunderne i den offentlige transport, pendlerne, som har taget mobilbilletter og -periodekort til sig. Det er der stadig ikke.
»Rejsekort A/S’ egne undersøgelser viser, at mange er superglade for deres rejsekort. Men det mobile, digitale interface stormer her ind på markedet og udfordrer forretningsmodellen i rejsekortet,« fastslår Kim Normann Andersen.
Han trækker dernæst et par roser op af professor-hatten med henvisning til den indviklede takststruktur. Den kommer af, at hvert trafikselskab har haft sine egne zoner og priser.
»Der har været omkostninger til at bygge virtuel infrastruktur oven på de regionale kongedømmer. Det fik Rejsekort A/S løst, ikke på den mest elegante måde i starten, men så det fungerer – men det har selvfølgelig været forbundet med massive omkostninger.«
»Mange havde forsvoret, at konstruktionen med de mange ejere ville holde, men de skal have ros for, at de også har holdt til den massive mediekritik,« fortsætter han.
Et fladt kort
»Men det ændrer ikke på, at rejsekortet er et fladt kort, der ikke integrerer til andre enheder, og at man ikke direkte og dynamisk kan se hverken optankning eller forbrug. Derfor sagde vi på mødet i 2012, at det var ekstremt vigtigt, at der blev sat fuld speed på udviklingen af generation 2,« siger han.
Selv om rejsekort stadig ikke fungerer på eller direkte sammen med en mobiltelefon, får det ikke professoren til at opfordre til at skrotte kortet. Dertil er der bundet for store investeringer i standerne og it- systemerne bag.
»Men det er offentlige systemer, når de er værst. Ingen kigger på de marginale omkostninger og indtægter, men systemet blev reddet, fordi det skulle reddes. Der mangler fokus på teknisk innovation og på, hvilken værdi rejsekort giver kunderne,« siger Kim Normann Andersen.
Selv fra de politikere, som nu tørrer regningen for kortet af på samtlige passagerer i den offentlige transport, lyder der kun halvopgivende toner. Lad os starte hos transportministeren, Magnus Heunicke (S), som skriver til Ingeniøren, at ’meget kunne have været gjort anderledes’.
»Men det ændrer ikke ved, at vi har brug for et moderne, elektronisk baseret billetsystem. Men vi skal samtidig sikre, at innovation i forhold til nye billetmedier ikke pr. automatik blokeres af rejsekortet,« siger han.
Det mener ministeren at opnå ved at dele regningen ud til alle passagerer i den offentlige transport og give Rejsekort A/S mulighed for selv at udvikle mobilsystemer.
‘Helvede’, ‘pest’ og ‘kolera’
Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, bruger mere bramfrit sprog fra sin fortid som havnearbejder:
»Alle de mange problemer har gjort, at rejsekorts økonomiske udgangspunkt er ad helvede til. Det er ved at blive overhalet af andre, mere moderne og smarte billettyper,« siger han.
Venstres Kristian Pihl Lorentzen lægger heller ikke fingrene imellem.
»Det er pest eller kolera. Vi kan ikke bare sige, at nu udskifter vi rejsekort. Jeg ser selv, at mange passagerer bruger andre systemer, først og fremmest deres smartphones. Dem skal vi ikke tvinge ind i rejsekort.«
»Den virkelighed, der lurer lige om hjørnet, er, at rejsekort aldrig bliver så udbredt, som vi havde troet,« siger han.
