Efter 35 rapporterede tilfælde om overophedede telefoner tilbagekaldte Samsung i starten af måneden alle Samsung Galaxy Note 7-modeller og udskød nye sendinger.
Nu har Samsung fundet årsagen til deres pinsler, der ifølge Bloomberg har kostet virksomheden et tab i markedsværdi på 22 milliarder dollars på blot to dage, hvor aktiekurserne er faldet med 11 procent siden fredag.
Årsagen ligger i en produktionsfejl i batteriet, som har skabt for meget tryk på den tynde plasticplade, der adskiller positive poler med negative, skriver CNET. Når de positive og negative poler kommer i kontakt med hinanden, sker der en varmeudvikling. Da der er tale om lithium-ion-batterier, hvori der flyder notorisk brandfarlig væske, kan denne pludselige varmeudvikling føre til, at batteriet eksploderer.
Det er derfor heller ikke første gang, man hører om eksplosioner i forbindelse med lithium-ion-batterier, hvor blandt andre Nokia tilbage i 2009 blev tvunget til at tilbagekalde 46 millioner telefoner i fare for kortslutning.
Inden tilbagekaldelsen af Samsung Galaxy Note 7 nåede 2,5 millioner af slagsen med batterifejl at ramme markedet, hvoraf kun 1 million indtil videre er kommet tilbage i stalden. Samsung Galaxy Note 7 med nye batterier er ifølge Samsung på markedet 19. september.