Derfor blev Henrik Høyer frifundet
Henrik 'Børnehavehackeren' Høyer blev frifundet i forrige uge i Østre Landsret på grund af manglende beviser på, at han skulle have skaffet sig uretmæssig adgang til sin søns børnehaves intranet, leveret af Infoba. Det viser et meget beskedent udskrift fra retssagen, som Version2 har fået adgang til.
Dommerne lagde primært til grund, at et vidne fra Rigspolitiet har berettet, at Henrik Høyer ikke fik adgang til serveren 'i den forstand, at han havde adgang til oplysninger eller ændrede noget på denne'.
Denne konklusion har retten altså lagt sig op ad. I domsudskriften fremgår det, at Henrik Høyer efter rettens opfattelse 'ikke har skaffet sig adgang til oplysninger fra Infoba ApS’ informationssystem eller adgang til programmer, han ikke var berettiget til at tilgå, eller i øvrigt har foretaget ændringer i de oplysninger og/eller programmer, han var berettiget til at tilgå'.
Torben Væring fra Infoba ApS hævdede dog at kunne se, at Henrik Høyer forsøgte at få adgang til oplysninger om andres børn, men det har retten altså ikke medgivet. Der var ikke tilstrækkeligt bevis for, at Henrik Høyer var skyldig i overtrædelse af 'hackerparagraffen' og ej heller hærværksparagraffen, som han også var tiltalt efter.
Da Version2 i sidste uge bragte historien om frifindelsen, blev vi kontaktet af Infoba. De hævdede, at man på baggrund af dommen kunne konkludere, at der kun var ét sikkerhedshul i systemet, og at det ikke gav adgang til personlige oplysninger.
Det fremgår imidlertid ikke af den domsudskrift, som redaktionen har læst. Heri behandles spørgsmålet om sikkerhedshuller ikke i en grad, så det hverken kan be- eller afkræftes, hvor mange sikkerhedshuller det drejer sig om. Kun cross-scripting-metoden beskrives i udskriften. .
Henrik Høyer fastholder også, at han kunne skaffe sig adgang til andre børns personlige oplysninger.
Det mener han, fordi han testede sikkerheden ved at sætte en pling (') i URL'en, og på baggrund af fejlmeddelelsen fra serveren mener Henrik Høyer at kunne konkludere, at inputtet ikke blev saniteret.
»Og så kan jeg regne ud, at jeg nok kan gå skridtet videre.«
Det er derfor stadig Infobas ord mod Henrik Høyers.
»Ring til Infoba og sig, at jeres nye intranet-løsning er blevet hacket«
Det primære fokus i under retssagen var hændelsen, hvor Henrik Høyer fik en pop-op-meddelelse til at komme frem på samtlige forældres intranet med beskeden: »Ring til Infoba og sig, at jeres nye intranet-løsning er blevet hacket.«
Selv lagde Henrik Høyer ifølge domsudskriften vægt på, at han kun ønskede at få beskeden til at 'poppe op', og han har ifølge ham selv hverken ændret eller slettet data i systemet.
Det bekræftede vidnet fra Rigspolitet altså, og det var derfor, Henrik Høyer slap for straf.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.