Derfor begik dansk CMS samme dødssynd som Netscape i 90'erne

Fire store dødssynder var grunden til, at udviklingen af den nye version af det danske open source-CMS Umbraco blev stoppet i juni. Se dem og bliv klogere her.

Hvis du beslutter dig for at skrive koden til dit produkt helt om fra bunden af, er du formentlig på vej ud i noget rigtigt snavs.

Sådan lyder læresætningen i en efterhånden berømt artikel af den amerikanske programmør Joel Spolsky, og flere af fortidens kæmper som Netscape og Borland har lært det på den hårde måde.

Også programmørerne bag det danske open source-CMS Umbraco kendte kun sætningen alt for godt, da de for et par år siden satte sig ned og planlagde udviklingen af den nye version 5 af Umbraco.

Men alligevel besluttede de - stik i mod deres børnelærdom - at skrive kodebasen til Umbraco fuldstændig om.

Det blev en skæbnesvanger beslutning, som ifølge den danske Umbraco-stifter, Niels Hartvig, var den største af i alt fire dødssynder, der førte til et totalt stop for videreudviklingen af Umbraco v5 i juni få måneder efter lanceringen.

Læs også: Umbraco skrotter 4 måneder gammelt CMS

Omskrivningen endte med at gøre content managementsystemet alt for kompliceret for de brugere, der skulle have hænderne dybt nede i det til hverdag.

Læs også: CMS-ekspert raser over Umbraco-kaos: Fuldstændig uhørt

Læs også: Træt stifter: Umbraco v5 skulle aldrig have set dagens lys

»Det virkede uoverskueligt at lappe på Umbraco v4, og derfor valgte vi dødssynden over dem alle og omskrev et produkt, der allerede eksisterede. Det blev det altafgørende problem for Umbraco v5,« siger Niels Hartvig til Version2.

Netscape gik i fælden

1990ernes største browser, Netscape, fremhæves ofte som et præmieeksempel på, hvor galt det kan gå, når koden skrives om fra bunden af i et forsøg på at udbedre problemer i kodebasen i et softwareprodukt.

I slutningen af årtiet lykkedes det kort fortalt Microsofts Internet Explorer at høste vigtige markedsandele, da Netscape-folkene valgte at skrotte videreudviklingen af Netscape 5.0. Netscape havde indtil da været den suverænt dominerende browser på det hastigt blomstrende www.

I stedet besluttede man sig for at skrive koden om fra bunden i regi af det dengang nye Mozilla-projekt, som mundede ud i lanceringen af Netscape 6.0 i 2000.

På grund af en stærkt forsinket lancering og flere graverende fejl i browseren floppede den fælt. Og selvom Mozilla-projektet senere fik stor succes med Firefox-browseren, blev det begyndelsen til enden for Netscape.

For megen selvtillid skyld i fejlen

Så hvordan kunne Umbraco-folkene begå den samme fejl omkring et årti senere?

»Vi havde nok alt for meget selvtillid,« lyder den korte forklaring fra Niels Hartvig.

»Da vi startede Umbraco, sagde folk, at det ikke kunne lade sig gøre at lykkes med at lave open source-software på .NET-platformen. Derefter sagde de, at det ikke kunne lade sig gøre at få kommerciel succes med det. Begge dele lykkedes for os, og derfor sagde vi til os selv, at vi nu ville vise dem, at man også godt kunne lykkes med at skrive sin software om fra bunden af,« fortæller Umbraco-stifteren til Version2.

Sådan blev det, og resultatet kunne man læse om i Version2 i begyndelsen af 2012.

Læs også: Sådan blev arkitekturen i Umbraco 5.0 skrevet om fra bunden

Beslutningen blev ledsaget af tre andre dødssynder, forklarer han:

»Dødssynd nummer to var, at vi hyrede nogle rasende dygtige folk ind til at udvikle det, men de kendte bare ikke Umbraco lige så godt som os selv,« siger Niels Hartvig.

Den tredje store fejl var, at Umbraco v5 ikke blev testet godt nok inden lancering. Og nummer fire var, at betaversionerne af Umbraco v5 blev testet op mod tidligere betaversioner, og ikke mod den eksisterende Umbraco v4, som var i produktion ude blandt virkelighedens kunder.

»Det betyder, at man stille og roligt vænner sig til, hvordan fremgangen er i forhold til det, man udvikler på i stedet for det produkt, som allerede er derude, og som folk kender,« siger Niels Hartvig.

Rådgiver: Rigtig beslutning, men for sent

Både kritikere og støtter kom på banen, da Niels Hartvig i juni kunne melde ud, at den videre udvikling af Umbraco v5 blev droppet.

Beslutningen blev rost for at være modig og rettidig. Men den blev også kritiseret for at skabe usikkerhed om Umbraco som produkt. Og om open source som filosofi.

Læs også: Bliver Umbraco v5 open source-hadernes yndlingshistorie?

Læs også: Open Source i praksis

En af kritikerne var den danske web- og CMS-rådgiver Janus Boye, som over for Version2 kaldte beslutningen 'fuldstændig uhørt'. Man kan ikke bare sende en ny version af et stykke software på gaden og så trække den tilbage kort tid efter, anførte han.

Den holdning har han stadig, men han oplever samtidig, at Umbraco-miljøet har taget godt imod beslutningen om standse v5-udviklingen.

»Jeg har talt med et par af deres kunder og partnere, som siger, at det var den rigtige beslutning. Og generelt har man jo hørt mange sige, at det var en klog og modig beslutning, som kom på det rigtige tidspunkt,« siger Janus Boye til Version2.

»Men jeg vil sige det på den måde, at det var en klog og modig beslutning, som bare kom alt for sent,« siger rådgiveren.

Læs også: Dansk udvikler: Rigtigt at droppe Umbraco v5 nu

Selvom webbureauerne herhjemme ifølge Janus Boye ikke ser ud til at flygte fra Umbraco med lynets hast, mener han stadig, at Umbraco-projektet har fået en alvorlig skramme i lakken.

»Det blev fremlagt som om, at beslutningen omkring Umbraco v5 var en god nyhed for Umbraco. Men den viser nogle problemer omkring, hvordan de er organiseret internt. Der må tømmermændene for alvor have meldt sig. Så usikkerheden omkring Umbraco er stadig til stede, ingen tvivl om det,« siger Janus Boye.

Ifølge Niels Hartvig er der dog flere konkrete tegn på, at både community'et og partnere har taget godt imod beslutningen om at standse udviklingen af Umbraco v5.

»I community'et har vi oprettet en ny core-mailingliste, og der er vi nu oppe på omkring 1.500 tråde. På den kommercielle del har vi landet tre nye guldpartnere hen over sommeren, som hver lægger 75.000 kroner om året til udvikling af Umbraco-kernen. De har sagt, at det er dejligt, at vi har taget beslutningen omkring Umbraco v5.«

Så det tager du som et udtryk for, at folk står bag beslutningen?

»Ja, for sommeren er traditionelt set en ekstremt død periode for os. Så uden at jeg på nogen måde kan bevise det, ser jeg det som et udtryk for, at der er folk, som nu satser helhjertet på platformen,« siger Niels Hartvig.

Niels Hartvig fortæller mere om dødssynderne ved Umbraco v5 på Web.NET-konferencen i Italien i oktober.

»Det er en historie, som er værd at få ud til andre,« siger han.

Umbraco er baseret på Microsofts .NET-platform. CMS'et bliver brugt verden over hos blandt andet store virksomheder som BBC, Peugeot og Wired.

Udviklingen af det nu hedengangne Umbraco v5 anslås at have kostet 4,5 millioner kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Per Sikker Hansen

Kunne man så ikke som IT-medie lige lave lidt research og måske kontraste med nogle projekter, der har nydt godt af at blive skrevet om fra bunden, så det ikke bare bliver et talerør for FavoritFirma Of the Week?

...For eksempel kan det godt være at Netscape døde af at blive omskrevet, men det blev også skabt som en omskrivning af Mosaic. Apache-serveren er en omskrivning af en ældre webserver, og MediaWiki som Wikipedia kører på er blevet skrevet om et par gange.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Hvis du beslutter dig for at skrive koden til dit produkt helt om fra bunden af, er du formentlig på vej ud i noget rigtigt snavs. Sådan lyder læresætningen i en efterhånden berømt artikel af den amerikanske programmør Joel Spolsky, og flere af fortidens kæmper som Netscape og Borland har lært det på
den hårde måde. Også programmørerne bag det danske open source-CMS Umbraco kendte kun sætningen alt for godt, da de for et par år siden satte sig ned og planlagde udviklingen af den nye version 5 af Umbraco. Men alligevel besluttede de - stik i mod deres børnelærdom - at skrive kodebasen til Umbraco fuldstændig om. Det blev en skæbnesvanger beslutning, som ifølge den danske Umbraco-stifte...