Du har set det i actionfilm som Mission Impossible – den hemmelige meddelelse, som med et lille puf selvdestruerer efter få sekunder. Det tager sig godt ud på film, men står det til forskerne fra Xerox PARC, bliver det også en del af virkeligheden fremover.
Xerox PARC har, ifølge websiden Extremetech.com, skabt en chip til lagring af krypteringsnøgler, som er i stand til at selvdestruere. Chippen er udviklet i samarbejde med det amerikanske militærs forskningsinstitut Darpa som del af deres Vanishing Programmable Resources-projekt, der har til formål at udvikle metoder, som kan sikre, at fortrolig information ikke falder i de forkerte hænder.
Xerox PARC's processor er konstrueret i Gorilla Glass, der sædvanligvis benyttes til at beskytte skærmen på smartphones. Ifølge seniorforsker Gregory Whiting er der imidlertid indbygget spændinger i glasset, så det ved den rette påvirkning går i bitte små stykker.
Dette sker, når det rette kredsløb aktiveres i chippen, så en lille transistor varmer op og smadrer glasset – aktiveringen kan for eksempel ske via lys, radiosignal eller med en simpel mekanisk kontakt. Endnu er der ikke konkrete planer for anvendelsen af chippen.