Den nye digitaliseringsstrategi landet: Microsoft-chef får central rolle

5. maj kl. 09:208
Nicolai Wammen
Illustration: Mikkel Fauerby.
»Med digitaliseringsstrategien lægger vi op til en markant opgradering af det digitale Danmark,« siger finansministeren i forbindelse med lanceringen af den nye digitaliseringsstrategi.
Artiklen er ældre end 30 dage

Regeringen har lanceret den nye digitaliseringsstrategi 'Danmarks digitaliseringsstrategi. Sammen om den digitale udvikling', der indeholder 61 initiativer, som blandt andet skal øge den digitale sikkerhed og understøtte danskernes og virksomhedernes digitale kompetencer.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

»Danmark er en digital frontløber, og vi skal blive ved med at vise vejen frem. Med digitaliseringsstrategien lægger vi op til en markant opgradering af det digitale Danmark. Digitalisering kan gøre os rigere, løfte kvaliteten af den offentlige service, frigøre arbejdskraft og accelerere den grønne omstilling. Vi skal sætte fart på udviklingen og bevare vores stærke fokus på sikkerhed og ansvarlighed, så danskerne fortsat har tillid til det digitale samfund,« siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Digitaliseringsstrategien indeholder også tiltag, der øger samfundets digitale sikkerhed, blandt andet ved at styrke Danmarks værn mod cyberangreb. Strategien rummer desuden initiativer, der understøtter danskernes og virksomhedernes digitale kompetencer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foruden initiativerne indeholder strategien ni såkaldte visioner, der kan læses i faktaboksen nederst i artiklen.

Med digitaliseringsstrategien etableres et Digitaliseringsråd, der skal følge implementeringen af digitaliseringsstrategien. Nana Bule, adm. direktør i Microsoft Danmark og Island udnævnes til formand.

»Den digitale udvikling kommer kun til at accelerere yderligere i de kommende år, hvor nye teknologier og innovative løsninger har potentialet til at forbedre dagligdagen for danske borgere og virksomheder. Derfor bliver det afgørende, at vi i Danmark løbende kan navigere efter nye tendenser og tilpasse kursen. Jeg ser frem til at følge arbejdet med strategiens vigtige initiativer og rådgive regeringen om de nye digitale muligheder,« siger hun.

IDA: Ros til regeringen, men Teknologipagten mangler

Formand for Ingeniørforeningen, IDA, Thomas Damkjær Petersen, roser regeringen for at sætte barren højt, men siger i en pressemeddelelse, at det er bekymrende, at opkvalificering af danskernes teknologi-kompetencer ikke er prioriteret højere. Han efterlyser et selvstændigt fag i grundskolen med undervisning i digital teknologi og handling bag behovet for øget optag på blandt andet it-uddannelserne.

Derudover glimter en genbekræftelse af den såkaldte Teknologipagt ved sit fravær ifølge Thomas Damkjær Petersen. Et af målene med Teknologipagten er blandt andet, at 20 pct. flere danskere skal fuldføre en videregående STEM-uddannelse i 2028. Den blev i 2017 finansieret til og med 2022, men er ikke nævnt i digitaliseringsstrategien.

»Det er vigtigt, at vi nu får en samlet strategi, der både høster fordelene ved digitaliseringen og sikrer, at vi som samfund bruger data og nye teknologier på en etisk og ansvarlig måde. Men en grundforudsætning for at opfylde de mange visioner er, at vi øger antallet af uddannelsespladser på it-området og opbygger en målrettet efteruddannelse i digitale kompetencer på tværs af arbejdsmarkedet,« siger han.

Digitaliseringsstrategien er blevet til, efter at digitale eksperter og topledere fra erhvervslivet, faglige organisationer, brancheorganisationer, KL og Danske Regioner på initiativ fra regeringen gik sammen om Digitaliseringspartnerskabet. Det er en rapport herfra, der har udmøntet sig i digitaliseringsstrategien.

Læs hele digitaliseringsstrategien - 'Danmarks digitaliseringsstrategi. Sammen om den digitale udvikling' - her.

9 visioner i Digitaliseringsstrategien

Vision 1: Styrket Cyber- og informationssikkerhed

Vision 2: Sammenhængende service for alle borgere og virksomheder

Vision 3: Mere tid til kerneopgaven gennem øget brug af teknologi

Vision 4: Øget vækst og digitale SMV’er

Vision 5: Fremtidens digitale sundhedsvæsen

Vision 6: Accelerering af grøn omstilling gennem digitale løsninger

Vision 7: Et stærkt, etisk og ansvarligt fundament

Vision 8: Danmark i centrum af international digitalisering

Vision 9: Danskerne rustet til fremtiden

8 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
10. maj kl. 14:17

Nu har jeg sørme netop i dette øjeblik hørt vor landsmoder, MF, i Folketingets spøgetime udtale, at tech-giganterne er skyld i børns og unges manglende trivsel. Ved hun mon ikke, at hendes egen minister netop har udnævnt Microsofts direktør i Danmark til at lede Danmark ind i fremtiden (for Danmark er jo i fremtiden ikke til at skelne fra digitaliseringen)?

Hvor forløjet, hyklerisk, skruppelløs og populistisk kan man være, når der er kamera på...?

5
6. maj kl. 12:58

Ikke et ord om transparens, åbne standarder, åbne APIer eller open source.

6
8. maj kl. 13:52

Martin Dahl skrev: Ikke et ord om transparens, åbne standarder, åbne APIer eller open source.

Både og, det bør være det som dette betyder:

Vision 7: Et stærkt, etisk og ansvarligt fundament

For i det bør være et commitment til #PublicMoneyPublicCode - frigørelse fra BigTech apropos Privacy problemerne og vendor lockin, samt det du nævner. (https://publiccode.eu/ )

7
10. maj kl. 11:19

Hvis du spørger Nana Bule om Microsoft leverer et etisk og ansvarligt fundament for digitale løsninger, så vil svaret være ja.

Hvis du spørger Nana Bule om hun og Microsoft vil arbejde for transparens, åbne standarder, åbne APIer eller open source, gætter jeg på at du bliver bedt om at signe op til en Microsoft konto, logge ind i Windows og via Edge købe en Azure konto for at se et svar.

Uden politisk vilje på området vil vi igen og fortsat igen se at vores digitale infrastruktur skal udbydes og genvindes af de store leverandører, som igen skal starte forfra hver gang fra scratch. Introducere de samme og nye fejl, spilde tid og skattekroner på nyudvikling af infrastuktur, som burde være langt mere langtidsholdbar.

Det er enhver glarmesters drøm at vinduerne smadres hver nat, men det er BNP lige ud af vinduet for fællesskabet sålænge vores digitale infrastruktur forbliver proprietær.

Selvfølgelig skal kommercielle virksomheder udvikle den digitale infrastruktur og tjene godt på det. Men uden åbne APIer og kildekode svarer det til at rive Storebæltsbroen ned og bygge den op igen, fordi man har fået en ny leverandør af bomme og betalingsterminaler.

3
6. maj kl. 12:22

Jeg vil gerne henvise til Betænkningen om edb undervisning (betænkning 666), som blev udgivet i 1972. Vi er, i det mindste når det kommer til folkeskolen, bagefter de anbefalinger, der gives i rapport. Jeg må konstatere at den 'EDB' undervisning, som mine børn i første og femte klasse modtager i folkeskolen er dårligere end den jeg selv gjorde.

Jeg lærte at tegne flow diagrammer, skrive COMAL 80 i kladdehæfter, nok mest pga. nogle ambitiøse lærere på min folkeskole.

Mine børn lærer at bruge Microsoft word og powerpoint. Og skal ellers så have hjælp fra Far når Onedrive "ikke virker".

https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_om_edb_undervisning_det_offentlige_uddannelsessystem.pdf

I den kontekst er det jo også sigende at man i dag har travlt med at uddanne forskellige, i sær universitetsuddannede samfundsfaglige til, pædagoger, programmører og andet godtfolk som samfundet har brug for.

Vi har tabt .. eller politikerne har modarbejdet fagligheden i alt for mange år nu.

// Jesper

4
6. maj kl. 12:56

Vi har tabt .. eller politikerne har modarbejdet fagligheden i alt for mange år nu. // Jesper

Bare rolig, det bliver sikkert ikke "opdaget" lige forløbig. Men problemet er nok uddannelsernes ensidige fokus på dansk;-(

1
5. maj kl. 13:53

"Med digitaliseringsstrategien etableres et Digitaliseringsråd, der skal følge implementeringen af digitaliseringsstrategien. Nana Bule, adm. direktør i Microsoft Danmark og Island udnævnes til formand."

Nej, nu må det altså være nok! Kender skamløsheden ingen grænser? Hvordan kan det forenes med de påståede ønsker fra regeringen om at tøjle BigTech, at man indsætter direktøren for Microsoft Danmark her? Hvorfor ikke også give tech-branchen deres egne ministerposter i regeringen?

Må vi nu få fuld åbenhed om partistøtten og medlemskaberne i VL-klubberne, eller skal det fortsat være lovligt med statsautoriseret korruption i Danmark, uanset hvordan Transparency International vurderer dette?

Og "Digitaliseringsråd"? På hvilken måde adskiller det sig fra Digitaliseringsforstyrrelsen og alle de øvrige - hundedyre - råd og udvalg, som har knopskudt de seneste 10-15 år - stort set alle sammen (måske lige undtaget Digitaliseringsforstyrrelsen) har righoldige - og nogen gange ligefrem overvældende - indslag af private topfolk - "statskassebetalt privatlobbyisme". Hvad er det nye i dette råd? Lønnes de pågældende af statskassen? Skal de på dyre pilgrimsrejser til Mekka - Silicon Valley og Singularity University - sådan som adskillige offentlige topfolk allerede har været på statskassens regning de senere år?

Dette er råddent, råddent, råddent, og vi bliver endnu engang underløbet at BigTechs interesser. Det er endnu et af toneangivende politikere og topembedsfolks knæfald for lobbyister, som kommer til at besejle vores skæbner som digislaver og datamalkekvæg for tech-branchen, forskerne og totalitært tænkende politikere.

Indsæt dog i stedet Anders Kjærulf som direktør - så var der langt højere chance for en nogenlunde menneskelig digi-fremtid.

Dette stinker!!!! Man har solgt Danmark til tech-branchen! Det er kvalmende!

www.analogist.dk