Den Blå Avis skifter til NemID

En af Danmarks mest besøgte websider, Den Blå Avis, vil nu bruge NemID til login. Foreløbigt bliver det dog valgfrit for kunderne.
7. februar 2011 kl. 09:45
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Med NemID udrullet til offentlige webtjenester og alle landets netbank-kunder, er det nu tid til, at DanID kan sætte turbo på sidste del af kundegrundlaget: Private websider, som gerne vil købe sig til en pålidelig identifikation af brugerne.

Og nu kan DanID glæde sig over en stor skalp: Den Blå Avis, der er en af landets mest populære webtjenester, melder nu ud, at brugerne fremover kan logge ind med NemID. Det skriver Politiken.

NemID bliver dog ikke påtvunget brugerne, som også stadig kan vælge at oprette sig som brugere på normal vis, hvor kravet ikke er andet end en fungerende e-mail-adresse.

Men netop Den Blå Avis kæmper med handlende, som ikke er dem, de udgiver sig for, for eksempel i forbindelse med salg af hælervarer. Derfor har handelspladsen tidligere indført mulighed for CPR-validering, hvor en bruger kan opgive CPR-nummer og få et stempel på sin profil, der viser, at navn og adresse passer med CPR-nummeret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Login med NemID skal på samme måde vise andre brugere, at man er den, man giver sig ud for. Tiltaget, som endnu er undervejs, er en del af en større kampagne hos Den Blå Avis mod svindel og handel med hælervarer.

Den Blå Avis på nettet får hver måned besøg af over en million danskere, og målt i antallet af sidevisninger er siden den tredjemest brugte i Danmark, kun overgået af TV2 og Ekstra Bladet, ifølge FDIM's statistikker.

Blandt de virksomheder, som har købt sig til kundelogin med NemID, er flere dating-tjenester, forsikrings- og pensionsselskaber, auktionssiden QXL, sygesikringen 'danmark' og Klasselotteriet.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger