Dansk datacenter gemmer aktuel vinterkulde 70 meter under jorden til varmere tider

Netop nu opbygger et datacenter i Ballerup et kuldelager til brug den efterfølgende sommer. Varmt vand fra køling af centret genoppumpes og nedkøles af den kolde vinterluft.

Datacenterejere er glade for vinterkulde, der kan bruges til at køle de mange servere med energieffektiv frikøling. Det kræver nemlig langt mindre strøm end traditionel kompressorkøling. Et datacenter i Ballerup forlænger lige nu den kolde vinter ved hjælp af grundvandsdepoter, hvor kulden gemmes til den kommende sommer.

Som de fleste andre datacentre køler Ballerup-lokationen med frikøl om vinteren og kompressorkøl om sommeren. Om vinteren kan man køre 100 procent uden kompressorerne ved temperaturer op til 7 grader. Når temperaturen stiger over de 7 grader, skal frikølingen suppleres af anden køling, og her er kompressorkøl en relativ dyr løsning. Derfor har man en stor interesse i minimere brugen af kompressorkøl.

Interxion først med banebrydende grundvandsteknologi

I foråret 2015 installerede datacentret i Ballerup et grundvandskøleanlæg, hvor den danske vinterkulde nu lagres 70 meter under datacenteret. Til sommer vil denne kulde erstatte en stor del af behovet for kompressorkøl og dermed tvinge elforbruget ned.

»Vores datacenter har gennemgået stor teknologisk udvikling. For det første lagrer vi nu kulde i vores grundvandskøleanlæg, og for det andet har vi indrettet i cubes hele datacentret efter de nyeste internationale standarder. Det betyder, at vi nedkøler et meget mindre areal end tidligere, hvor hele datacenteret var afkølet,« forklarer Peder Bank, adm. direktør hos datacenterejer Interxion Danmark og Sverige, hvor firmaet driver mere end 8.000 kvadratmeter datacenter.

Med de nyeste ændringer hos Interxion opnås en markant bedre udnyttelse af kølingen, så de samlede energigevinster bliver ganske store.

»At vi har fået installeret grundvandskøling og dermed har mulighed for at slå kompressorerne fra i meget længere perioder er bestemt noget, som vi kan mærke på vores årlige energiforbrug. Selvom vi i forvejen udelukkende brugte grøn strøm, er vi glade for at kunne drive datacenteret så miljøvenligt som muligt,« slutter Peder Bank.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (6)

Jan Andersen

Det virker jo nok - det er der utvivlsomt nogen der har regnet på :-)

Jeg bliver dog lidt nysgerrig efter at vide, hvor store (eller små) temperaturforskelle der er mellem grundvandets normaltemperatur og det afkølede vand der pumpes ned. Og hvor store mængder vand er det der flyttes her?

Jens Jönsson

Jeg troede altid at grundvand havde den samme konstante temperatur, omkring 9 grader, men det er måske noget jeg har taget fejl af ?

Synes derfor det lyder underligt at man kan afkøle vandet om vinteren og sende det ned i jorden i afkølet stand igen, hvor det så holder på kulden.
På ing.dk skriver de netop her at det er konstant 8,5 - 9 grader: http://ing.dk/artikel/koling-med-grund-vand-sparer-energi-8557
Så jeg ville da forvente at det kolde vand der pumpes ned med tiden bliver 8,5 - 9 grader og så er det jo ikke opbevaring af kulde.

Lars Jensen

Der ligger nogle miljømæssige krav til hvad man må med grundvandet.
Det er derfor en sandhed med modifikationer at skrive at det er grundvand. Men finder nogle lommer i kalklag som man benytter som buffertank. Derfor er det muligt at både varme det op og køle det ned. Vandet i denne buffertank cirkulere ikke med det vi normalt kender som grundvand. Det er isoleret af kalklaget. Det er derfor muligt at køle buffertanken ned om vinteren og bruge det nedkølede vand om sommeren. Se evt. denne Powerpoint: http://www.atv-jord-grundvand.dk/Afholdte_moeder/Vintermoede2011/Spor2-m...

Marianne Elsøe Rønne

Mange tak for jeres gode indspark og kommentarer.
Det er helt korrekt, at grundvand har en nogenlunde konstant temperatur. Vandet er fra naturens hånd ca 10 grader, men i vores processer i datacenteret bliver det opvarmet til ca. 20 grader og bliver derefter pumpet ned i boring2 ved denne temperatur. Grundet kalklaget er vandet i en isoleret lomme og holder derfor temperaturen på de ca. 20 grader. Når vi så her i vintermånederne vender processen og afkøler vandet ved hjælp af den meget kolde luft fra frikøling, så køler vi det ned til ca. 11 grader og opbygger på den måde et kuldelager i boring1, som vi kan genbruge i sommermånederne.
Interxions grundvandskøleanlæg genbruger/cirkulerer 60 m3 grundvand per time i et lukket system.
Læs mere her: http://www.interxion.com/dk/om-os/pressemeddelelser/dansk-it-koling-med-... eller den udemærkede grafik i Ingeniøren: http://ing.dk/infografik/grundvandskoeling-reducerer-energiforbruget-i-d...

Carsten Pedersen

Godt at se et eksempel på udnyttelse af grundvand til køling, der sparer energi.
Det kunne være interessant at høre om den varme, der nu skal køles væk fra grundvandet, bliver udnyttet til fjernvarme til Ballerup Kommune, som der ifølge pressemeddelelsen er mulighed for, eller den kun luner gråspurvene.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer