Hundredetusindvis af demonstranter i Myanmar har fundet kreative måder at kommunikere med hinanden på, efter militæret tog magten i landet for næsten to måneder siden og senere beordrede restriktioner på dele af internettet.
Det skriver Bloomberg.
Efter militærkuppet i starten af februar, har landets ledere blokeret for de sociale medier Instagram og Twitter, som demonstranter af kuppet brugte til at kommunikere med hinanden. Militæret forsøger stadig at begrænse protesternes kanaler, og som modsvar har demonstranterne taget det mørke net i brug.
Her kommunikerer man via en spejling af Facebook. Man har også taget bluetooth-baseret apps i brug og mindre kendte sociale medier for fortsat at komme i kontakt med hinanden.
Demonstranterne har hentet inspiration fra protester i Hong Kong, Hviderusland og andre steder, hvor man har måtte tage lignende metoder i brug. I online-forum hjælper personer udenfor Myanmar med tips til at holde sig forbundet med hinanden.
»I Myanmars historie og alle de kup, de har oplevet, og hele den politiske omvæltning, så ser det ud til at være første gang, folket virkelig har adgang til alternative platforme og har brugt dem til at række ud til internationale organisationer og andre lande for at få hjælp,« fortæller Charity Wright, cybertrussels-forsker ved Recorded Future, som har undersøgt effekten af militærets blokering af store dele af internettet siden kuppet.
Ifølge Anissa Wozencraft, forsker hos Recorded Future, er det ikke sikkert, at demonstranternes nuværende alternative kommunikationsmåder virker i nærmere fremtid, da militæret aktivt forsøger at stoppe dem.
Læs også: Facebook blokerer militæret i Myanmar