Dell vil bruge genbrugsplast i nye pc'er

Plast fra skrottet elektronik skal bruges til fremstillingen af nye pc'er fra Dell, som forsøger at indhente konkurrenterne på det grønne område.

Den næste udgave af Dells alt-i-ét desktop-pc til virksomheder, Optiplex 3030, vil udelukkende bruge genbrugsplast til plastdelene. Det oplyser Dell ifølge en pressemeddelelse.

Der vil være tale om plast, der er indsamlet fra kasserede elektroniske apparater, hvorefter det er blevet sorteret og knust til granulat, som så er brugt til støbningen af plastdelene til Dells pc.

Ifølge Dell vil flere modeller følge senere som led i en større strategi med at anvende mere genbrugsplast i pc-produktionen.

Dell, som på et tidspunkt satsede kraftigt på en grøn profil med blandt andet plantning af træer, opnåede sidste år blot en 14. plads i miljøorganisationen Greenpeaces rangordning af de store elektronikfirmaer.

»Nu prøver de at vise noget initiativ,« siger Gary Cook, chefanalytiker hos Greenpeace International, til Infoworld.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere