Dell pumper monster-bærbar med op til 32 gigabyte RAM

De mest krævende kunder i blandt andet olie- og gasindustrien får nu mulighed for at få helt op til 32 gigabyte hukommelse i en bærbar arbejdsstation.

Nu er det muligt at proppe hele 32 gigabyte hukommelse i en bærbar pc. Pc-producenten Dell hævder at være den første til at tilbyde så meget hukommelse i en bærbar arbejdsstation.

Det drejer sig om Dells Precision M6500, som nu ifølge Dell vil blive tilbudt med op til 32 gigabyte 1.333 megahertz DDR3 SDRAM.

Dells internetbutik er endnu ikke opdateret med den nye mulighed, men alene i den nuværende version med 16 gigabyte hukommelse og Intels Core i7 920MX processor starter prisen på et godt stykke over 35.000 kroner. Og det er vel at mærke, før man begynder at shoppe efter SSD-diske.

Precision M6500 er da heller ikke en bærbar pc til alle og enhver. Der er tale om en bærbar arbejdsstation med en 17 tommer skærm, som skal bruges til tunge opgaver, hvor en almindelig stationær arbejdsstation ikke er tilgængelig.

Det kan eksempelvis være visualisering af seismiske data fra olie- og gasefterforskning. Det er en meget datatung og hukommelseskrævende opgave.

Tidligere krævede de tunge 3D- og databehandlingsopgaver så mange ressourcer, at de stort set kun kunne løses med stationære arbejdsstationer. Det er stadig muligt at få en større ydelse i de stationære arbejdsstationer, fordi de eksempelvis kan have flere processorsokler og endnu mere hukommelse.

Til gengæld er de bærbare arbejdsstationer mobile, hvilket betyder, at databehandlingen eller visualiseringen kan ske direkte ude i felten. Dermed kan man spare tid, fordi dataene ikke først skal en tur forbi en stationær arbejdsstation.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jonas Nielsen

Man kan jo også bare købe en Alienware M17X med mobile i7 xtreme cpu, 8 G 1333 mzh DDR 3 ram , og mobile ATI HD 5870 Crossfire det burde række til de fleste 3D regneopgaver såvel som at få spillelysten styret. Med andre ord muligheden for en laptop med forholdsvis god regnekraft indenfor 3D området har længe eksisteret. Kan derfor ikke se det nye fra Dell andet end det nu kan fås med 32 G ram :o)... 32 G ram? Not bad :o)

Log ind eller Opret konto for at kommentere