Dell lancerer byggeplads-bærbar

It-leverandøren forsøger at udvide sortimentet med flere specialmodeller. Den seneste er en robust bærbar pc.

It-leverandøren Dell har lanceret en ny hårdfør bærbar pc, som kan tåle større temperaturudsving, mere fugtighed og stød.

Dell forsøger at genopfinde sig selv, efter selskabets oprindelige model med direkte salg ikke længere er nok til en sikker succes.

Hidtil har Dells pc-forretning fokuseret på billige pc'er og pc'er til kontorbrug, men nu vil selskabet udvide sortimentet i forsøg på at opdyrke nye markeder.

Det seneste skud i den retning er den nye Latitude XFR D630, som Dell har sendt på markedet i USA. Det er Dells første hårdføre bærbare pc, som først og fremmest skal konkurrere med Panasonics Toughbook-serie.

Ikke for alle

Med en pris på 18.849 kroner eksklusiv moms på det amerikanske marked er der tale om en bærbar pc til kunder med særlige behov.

Det er især kunder i forsvaret og andre, der har behov for at bruge pc'er udendørs under alle vejrforhold, eller hvor pc'en skal kunne tåle flere rystelser og stød end blot en tur med morgentoget.

Dell har tidligere i år lanceret dets første tablet-pc som endnu et eksempel på, at selskabet vil appellere til nichemarkeder i forsøg på blandt andet at sikre, at storkunderne vælger Dell frem for en konkurrent, hvis de har særlige behov.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere