Dell hyrer konsulenter til nye sky-tjenester

Dell vil udvide sin løsningsforretning med en ny gruppe af cloudbaserede tjenester til blandt andet backup og licensstyring, men vil basere løsningerne på standardværktøjer frem for konsulenttimer.

It-leverandøren Dell vil optrappe konkurrencen med rivalerne IBM og Hewlett-Packard på konsulentfronten. Det skal ske gennem en række nye cloudbaserede tjenester, som bliver lanceret i Danmark i løbet af efteråret som Dell Modular Services.

De nye tjenester vil være rettet mod de større og mellemstore virksomheder, som enten ønsker at frigøre interne ressourcer i it-afdelingen eller ønsker at tage nye teknologier i brug, men ikke er i stand til at tiltrække de nødvendige kompetencer til et fuldtidsjob.

Tjenesterne omfatter værktøjer inden for syv områder og vil blive leveret som Software-as-a-Service på abonnementsbasis. Det gælder blandt andet automatiseret backup af klienter som eksempelvis bærbare pc'er, der ikke logger på virksomhedens netværk hver dag, samt tjenester til at holde styr på, hvilken software der bruges i virksomheden i forhold til de indkøbte licenser.

»Licensstyring er virkelig et problem. Vores store kunder ser typisk, at de er overlicenseret med 15 til 20 procent, så de kan reelt spare penge på at få et mere præcist overblik. Og hvis man er underlicenseret, så har man en risiko hængende,« siger Henrik Stanley Madsen, chef for løsninger og strategiske alliancer hos Dell i Danmark.

Dell vil forsøge at skille sig ud i forhold til konkurrenterne ved at fokusere mere på at bruge standardværktøjer og mindre på at sælge konsulenttimer.

»Det ville være svært for os at skille os ud, hvis vi gjorde som kollegerne i branchen. Men vi har ikke 300.000 konsulenter, som vi skal sælge timer til. Vi forsøger at være mere effektive ved at levere vores som modulpakker,« siger Henrik Stanley Madsen.

Det skal i praksis ske ved at bruge værktøjer til indsamling og analyse af data hos kunderne og derfra udvælge og konfigurere de servicemoduler, kunden har brug for.

»Mange af disse ydelser er meget repeterbare. Hvis 80 procent af et projekt kan klares med standardløsninger, så ligger der besparelser,« forklarer Henrik Stanley Madsen.

Det betyder, at Dell vil bruge færre mennesker til at løse et projekt, og i stedet vil bruge værktøjer. Konsulenterne skal stå for salg og implementering af standardløsningerne.

Alligevel betyder de nye tjenester, at Dell udvider løsningsforretningen også rent mandskabsmæssigt. Selvom den nuværende økonomiske situation betyder, at der skæres ned andre steder, så ansætter Dell konsulenter også i den danske del af forretningen. Samtidig har Dell internt videreuddannet medarbejdere til at varetage konsulentopgaverne i forbindelse med de nye tjenester.

Dell Modular Services er ikke kun for eksisterende Dell-kunder, men de forudsætter, at kunderne benytter en Windows-platform. Udover licensstyring og backup omfatter tjenesterne også produkter til kryptering af data på klienterne med central nøglestyring og værktøjer til udarbejdelse af rapporter i forbindelse med compliance.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere