I morgen er det slut: Her er listen over tvungen, digital selvbetjening

Når første bølge af Digitaliseringsstrategien 1. december skyller ind over landet, er det slut med papirblanketter til at bestillle sygesikringskort. Se her, hvilke områder der bliver overskyllet hvornår.

Første december byder på mere end julens komme. Den såkaldte bølge 1, som er en del af Digitaliseringsstrategien, skyller ind over landet i morgen. Digitaliseringsstrategien har blandt andet som målsætning, at 80 procent af al relevant kommunikation mellem borgere og det offentlige skal være digital i 2015.

Med bølge 1 er der lagt op til, at borgerne som udgangspunkt skal klare deres kommunikation med det offentlige digitalt på en række områder. Blandt andet melde flytning, ansøgning om børnepasning og betaling for jagttegn.

Læs også: Sådan skal dine klik med musen spare kommunerne for 106 millioner

Ganske vist er det allerede muligt eksempelvis at melde flytning digitalt, men fra 1. december skal det altså som udgangspunkt foregå via computeren og NemID og ikke med en papirblanket hos Borgerservice.

»Obligatorisk digital selvbetjening vil sige, at de borgere, der kan betjene sig selv digitalt, også skal gøre det. Så det betyder altså ikke, at alle danskere skal, men dem, der kan, skal,« forklarer Astrid Marie Starck, konsulent i KL's kontor for Digitalisering og borgerbetjening i KL til Version2.

Læs også: Ingen tjekker din forklaring, hvis du vil fritages for Digital Post

Ideen med selvbetjeningsløsningerne er at spare penge i den offentlige sektor, men for at det kan ske, skal løsningerne også være attraktive at bruge, forklarer Astrid Marie Starck:

»Det her er også en effektiviseringsøvelse. Og hvis vi skal blive effektive via digital selvbetjening, så handler det om, at det skal være billigere for kommunen, men også nemt at betjene for borgerne. Hvis vi ikke laver digital selvbetjening, der virker, så vil det ikke være billigere for os at få borgerne til at bruge det. Der er ikke en modsætning mellem brugervenlighed og effektivisering. Den økonomiske gevinst kommer først, hvis borgerne gør det selv,« siger Astrid Marie Stark til Version2.

Efter 1. december vil det stadig være muligt at melde flytning, selvom man ikke kan bruge en computer eller NemID.

»Der er ikke nogen borgerservicecentre, der lukker på lørdag. Og der er heller ikke nogen telefoner, der ikke bliver taget. Der har været rigtigt meget fokus på, at ældre kan føle sig hægtet af - det er vigtigt at understrege, at det er dem, der kan, der skal - og dem, der ikke kan, de kommer i Borgerservice eller ringer og får den samme service, som de hele tiden har fået,« siger Astrid Marie Starck.

Hvis borgere af den ene eller den anden grund ikke kan bruge selvbetjeningsløsningerne, vil de kunne få hjælp på eksempelvis borgerservicecentret til at bruge løsningen ved en computer. Og hvis det heller ikke er en mulighed, vil det stadig være muligt eksempelvis at melde flytning til en medarbejder hos Borgerservice.

Selvbetjeningsområderne i bølge 1, der blev endeligt vedtaget af Folketinget tidligere på året, er i sig selv ikke videre revolutionerende, da der findes digitale løsninger til områderne, medgiver Astrid Marie Starck, der betegner den obligatoriske digitalisering fra 1. december som en stille revolution, hvor de fleste brugere ikke vil mærke forskel.

»Bølge 1 er kendetegnet af, vi har taget områder, der er så tæt på udramatiske, man overhovedet kan komme. Det er områder, hvor vi ved, det kan lade sig gøre. Det er sådan noget som anmeldelse af flytning, hvor nogle kommuner allerede ligger på vores mål om, at 80 pct. af borgerne skal anvende det. Og det er eksempelvis opskrivning til daginstitution, hvor man i Herning er oppe over 90 pct.,« siger Astrid Marie Starck og tilføjer:

»Nogle borgere vil opleve, at hvis de så ringer eller møder op nede i Borgerservice, så vil der være en venlig og måske lidt bestemt medarbejder, der spørger: 'Har du prøvet at gøre det selv?'. Den obligatoriske selvbetjening er et vink med en vognstang til dem, der faktisk godt kan finde ud af det.«

Bølge 1 vil sige, at følgende områder som udgangspunkt fremover foregår via digital selvbetjening:

  • Meld flytning
  • Bestil nyt sundhedskort og EU-sygesikringskort
  • Ansøg om børnepasning
  • Skriv op til skole og SFO
  • Tilbagebetaling af SU (at se sin status for SU digitalt er allerede obligatorisk)
  • Ansøgning om Uddannelseskort og HyperCard
  • Betal for jagttegn, jagtprøve og riffelprøve
  • Book en lejrplads eller aktiviteter på Naturstyrelsens arealer
  • Tilmeldingen til ungdomsuddannelser og ansøgning til videregående uddannelser (optagelse.dk)

Læs også: Ny beregning: Her er gevinsten ved tvangsdigitalisering

I december 2013 kommer bølge 2. Indholdet af den er endnu ikke endeligt besluttet politisk – det sker til foråret, men udkastet til bølgen ser ifølge Digitaliseringsstyrelsen således ud:

  • Ansøgning om hjælpemidler
    *Ansøgning om hjælp til betaling af ejendomsskat
  • Ansøgning om begravelseshjælp
  • Valg af læge
  • Ansøgning om økonomisk friplads
  • Anmeldelse af rotter
  • Vielse (ægteskabserklæring)
  • Ansøgning om duplikatkørekort
  • Ansøgning om pas
  • Ansøgning om lån/leje af lokaler
  • Anmeldelse af udrejse af Danmark
  • Ansøgning om navne- og adressebeskyttelse
  • Ansøgning om optagelse i fritidshjem
  • Ansøg om straffeattest (privat)
  • Anmeld cykeltyveri
  • Ansøgning om navneændring
  • Ansøgning om navngivning
  • Anmodning om begravelse og ligbrænding
  • Omsorgs- og ansvarserklæring ved faderskab
  • Indberetning af forskudsopgørelse
  • Anmodning om print af selvangivelser
  • Indberetning af udvidet selvangivelse
  • Indberetning af udenlandsk selvangivelse
  • Begrænset skattepligt
  • Ansøgning om genoptagelse
  • Ansøgning om kunststøtte
  • Indberetning af miljøklager
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Andreas Bach Aaen

Når der i praksis er tvungen NemID, så er der åbenbart frit spil for DanID i at stille betingelser for brug af deres løsning?
Hvorfor så overhovedet spørge borgerne, når staten nu har bestemt hvad der er bedst. Bedst for staten ikke for boorgerne. SUK.
Tak ikke fejl, det er ikke digitaliseringen jeg sukker over tværtimod. Der er stor fordel i for mig som borger, at kunne bruge hele døgnet som åbningstid for betjening, men der er absolut ingen glæde ved at benytte et fejldesignet system fra DanID, hvor der kræves tillid til at DanIDs kode afvikles med fulde rettigheder på min computer - uanset om vi taler om den nye løsning med hardwarenøgle eller ej.

  • 10
  • 3
Henrik Mikael Kristensen

Der er lige så meget fejl i systemerne bagved, fordi de er afhængige af hinanden, og når et system går ned, så går andre også ned. Det giver frygteligt mange flaskehalse og dermed nedbrud, som borgeren ikke bliver klar over, før hun har brugt sit NemID login, idet driftsstatussiderne ikke fortæller noget om den slags fejl.

Derfor virker NemID perfekt ud fra deres egen driftsstatus, men det har ikke kunnet lade sig gøre at oprette medarbejdersignaturer for visse virksomheder, fordi de skal kommunikere med CVR registret, som har haft det skidt på det seneste.

Den almindelige borger skal derfor nu vænne sig til at være i meget god tid, når der skal gøres ting indenfor specifikke tidsfrister, for at være lidt mere sikker på, at man får opgaven udført.

Vi skal nemlig huske på, at selv hvis systemerne fejler, så er skal man stadig gå ud fra, at det er ens egen skyld, hvis en tidsfrist overskrides.

Jeg har dog på fornemmelsen at det til stadighed vil komme grusommeligt bag på folk med klækkelige bødeudskrifter til følge.

  • 5
  • 2
Peter Warholm

Hvad har man af sanktioner som individ ...

Det falder mig ind at hvis man 'fjerner'borgerne, så var der ikke behøv for for forvaltning m.m.

Men Hvis man 'fjerner' samfund og dennes forvaltning så vil borgerne nok find på noget :-)
(måske et mindre hensigtsmæssigt 'styre' - men de vil klare sig)

At Forvaltningen forsøger at afskære sig fra Borgerne er så mest til fare for forvaltnings eksistens ...

  • 2
  • 0
Henrik Madsen

Stiller journalisten ikke det vigtige og kritiske spørgsmål.

Alle der kan, skal siges der.

Men er "Jeg kan ikke acceptere det private firma Nets's brugerbetingelser og kan derfor ikke få NemID" nok til at kunne sige "jeg kan ikke"

Eller skal man være blind og/eller 90 år med gigtplagede fingre for at få lov at sige "Jeg kan ikke"...

  • 5
  • 1
Jesper Lund

Er der tale om en joke, eller har jeg misforstået formålet med "Anmodning om print af selvangivelser"?

Det kan da hurtigt blive relevant hvis Skat's javascript tåbeligheder gør at du ikke kan læse deres PDF filer.

Jeg kunne godt logge på tastselv.skat.dk med tastselv koden, men jeg fik ikke lov til at se min egen forskudsopgørelse. Nu fandt jeg en løsning ved at omgå deres defekte Adobe Reader javascript check, men det kan man ikke forvente at alle borgere kan/vil gøre.

Ironi kan forekomme.

  • 2
  • 0
Jesper Lund

Når der i praksis er tvungen NemID, så er der åbenbart frit spil for DanID i at stille betingelser for brug af deres løsning?

Det stopper ikke ved NemID. Der er nærmest ingen krav til de selvbetjeningsløsninger som kommunerne udvikler. Hvis de forudsætter Adobe Reader eller Flash, er borgerne som udgangspunktet tvunget til at sige jawohl og installere Adobe Reader og Flash, uanset om det er muligt eller ej.

Bemærkningerne til lovgivningen om første runde af tvangsdigitaliseringen omtaler alene ”fællesoffentlige tilgængeligheds­standarder, for eksempel WCAG”, men det er så ukonkret at der reelt er frit spil for kommunerne.

IT-Politisk Forening kritiserede dette da vi skrev til Folketingets Kommunaludvalg under behandlingen af tvangsdigitaliseringsloven L 159, se her (afsnittet "Software og krav om tilgængelighed for alle borgere")
http://www.itpol.dk/notater/henvendelse-om-L159-obligatorisk-digital-sel...

  • 3
  • 0
Lars Vindelberg

Folketinget må vælge, for de kan ikke få begge dele.

I øjeblikket har de valgt overvågningssamfundet, og det er grunden til at jeg saboterer informationssamfundet.

Selvom jeg udemærket er i stand til at køre NemID i virtualbox og sende emails, så foretrækker jeg at møde personligt op i banken og at ringe til kommunen.
Hvis jeg bliver tvunget til at bruge de digitale løsninger, så skal jeg nok finde på noget der gør dét til en underskudsforretning.

Ja, det er besværligt, men jeg tror ikke vi skal undervurdere farligheden af en kombinationen af et overvågningssamfund og et informationssamfund !

  • 5
  • 0
Jesper Lund

Også med 'NemID på hardware' ?

Ja, prøv selv på borger.dk eller nemid.nu selvbetjening hvor NemID på hardware understøttes.

De forskellige NemID'er fremtræder med samme interface hvor du vælger NemID med hardware (kan hedde andre ting, f.eks. "NemID med nøglefil"), men dette interface er Java-baseret.

Det er muligt at du kan signere en mail uden at afvikle kode fra DanID (dunno), men anvendelse hos NemID tjenesteudbydere kræver Java.

  • 0
  • 0
Asbjørn Jensen

Der tales meget om de "digitalt handikappede" ældre. Det er det offentlige der er handikappet.
-Den er gal med NemID de har skabt en struktur der gør ansvar uanbringelig da de refererer til hinanden.
-Den er gal med eBoks de vil ikke besvare individuelle (farlige) spørgsmål men henviser til FAQ.
-Den er gal med skat, deres medarbejdere ved ikke hvordan borgernes brugerflade ser ud, eller hvordan fejl indrapporteres
-Den er gal med kommunen (HTK) Medarbejderne er frustrerede og ikke engang borgmesteren kan få IT-fejl rettet.
Han udtaler endvidere at det er uden betydning at de systemer borgerne møder er fejlramte bare kommunen har systemer der fungerer; og finder det uden betydning at deres systemer sender en masse trusler om sanktioner men kommunens systemer kan ikke engang sende en korrekt mødeindkaldelse.
Så før det offentlige vil løfte sit ansvar bliver digitaliseringen ikke en succes. I kontakt med et privat firma kan man give op og vælge en anden leverandør men det offentlige har monopol og kan ikke vælges fra.

  • 2
  • 0
Philip Grønbech

Min yndlings-løsning er su.dk
Du (jeg) SKAL ansøge/ændre/framelde online.
Men måden man gør det på er:
Ansøg online.
Udskriv ansøgningen.
Find su-ansvarlig på skolen.
Aflever ansøgning til den person -_-

Hvis der går noget galt kan man ikke få noget at vide hverken af SU styrelsen, eller af SU personen på uddannelses stedet, de sender begge ansvaret videre til den anden instans.

Er der nogle problemer med ansøgningen får man heller ingen tilbagemelding, de smider bare ansøgningen væk. Det er sket et par gange nu. Hér for en uge siden ændrede de teksten til Dobbelt SU, men ikke beløbet. Godt det er digitalt så ikke vi begår SÅ dumme fejl...

  • 2
  • 0
Hans Schou

Det er muligt at nogen gerne vil have det sådan at man skal have NemID for at få et sundhedskort, men sandheden er at det så også kræver at man kan betale med dankort.

I København er det så sådan at man skal fysisk bevæge sig ned til borgerservice hvis man ikke har nemid eller dankort, og så får man det ordnet alligevel. Se under Jeg har ikke Dankort Det koster 180 kr for et nyt, så jeg må finde på noget andet.

De punkter der er listet i artiklen handler for nogle tilfælde om at søge støtte, og så slipper man nok ikke uden om at skulle bruge nemid. Ingen nemid, ingen kunststøtte.

Måske jeg skulle prøve "Ansøgning om navne- og adressebeskyttelse", eller "Indberetning af miljøklager". Den med "Omsorgs- og ansvarserklæring ved faderskab" duer ikke rigtigt da jeg er gift, men jeg kunne selvfølgelig anmelde mig faderskab til naboens børn (men det gavner nok ikke det gode naboskab med husherren).

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere