De ti største Google-bommerter

Googles vej til www-tinderne er ikke foregået uden et par styrt. Her er listen over de ti største Google-fiaskoer.

lDet går godt for Google, men virksomheden har også skudt gevaldigt ved siden af et par gange - eller ti. Tom Spring ved amerikanske Computerworld har begået sin egen personlige liste med ti fejlskud fra Google.

Google X

Google lavede på et tidspunkt et site under betegnelsen Google X. Der var tale om versionering af Googles almindelige søgeside bare henvendt til Mac-brugere, hvilket gav sig udslag i layoutet og ikke mindst teksten i bunden af siden: "Roses are red. Violets are blue. OS X rocks. Homage to you." Google X blev lanceret i 2005 og blev fjernet dagen efter lanceringen af årsager, som kun Google kender.

Google Catalog

Siden 2002 har Google Catalog befundet sig på beta-stadiet. Tjenesten er tænkt til at skulle hjælpe købelystne surfere med at finde billige produkter. Men tjenesten er ikke helt opdateret længere. Således viser Tom Springs test, at Google Catalog disker op med et produkt-katalog fra 2006, når han søger på 'laptops'.

Google Video-afspiller

Google fik engang den idé at give sig i kast med en applikation til videoafspilning af blandt andet Google Video. Quicktime, Real Player, Ms Mediaplayer etc. var åbenbart ikke tilstrækkelige. Google Video Player adskilte sig fra de øvrige produkter ved at være i stand til at afspille videoer i Google Video File-formatet - et yderligere video-format, Google mente, brugerne havde behov for udover alle de eksisterende, som Tom Spring formulerer det. Google Video Player blev i 2007 fjernet fra Google Video-sitet.

Google Web Accelerator

Google's Web Accelerator er en kombination af noget, du ikke rigtigt har behov for, og noget der kan kompromittere din privacy, mener Tom Spring Acceleratoren er stadig tilgængelig og lover at speede hjemmeside-load times op med mindre end 20 procent. Anmeldere af produktet peger dog på, at bredbånds-surfere, der er målgruppen for produktet, allerede kan browse hjemmesider tilstrækkeligt hurtigt.

Google Answers

Tjenesten kørte i fem år og gik ud på, at brugere kunne stille et spørgsmål og fastsætte en pris, som de var villige til at betale for et vel-researchet svar. Tom Spring skriver, at han selv var meget begejstret for tjenesten og den høje kvalitet af svar, men Google Answers kunne ikke konkurrere mod gratis-tjenester som eksempelvis Yahoo Answers.

Google Coupons

Googles modstykke til det hvide næsehorn er Google Coupons - de eksisterer begge, men få har set dem, skriver Spring. Coupons er en rabatordning, hvor virksomheder kan få en coupon eller rabat-kupon vist på Google Map-surferens skærm. Og så kan brugeren printe kuponen ud og efterfølgende få sin rabat. Tom Spring er en ivrig Google Map-bruger, og han har endnu til gode at se en Google Coupon.

Google Voice Search

Med Voice Search var det meningen, at en bruger skulle gå ind på Google Voice Search-sitet. Derefter ringe til det telefonnummer, der blev vist på skærmen. Indtale et søgeord. Så skulle brugeren tilbage til browseren og klikke på det link, der viste sig på Voice Search. Og så(!) dukkede der en søgning op baseret på det indtalte søgeord. Besværligt og tjenesten blev droppet.

Google Viewer

Idéen med Google Viewer var en applikation, hvor man kunne indtaste en søgeforespørgsel, og så ville programmet vise et preview af de fundne hjemmesider som et slideshow. Idéen blev droppet, andre søgetjenester har lignende funktionalitet, uden brugeren behøver downloade en selvstændig applikation.

Checkout

Googles Checkout var tænkt som en direkte konkurrent til eBays Paypal. Google planlagde at holde en stor lanceringsfest i 2007 samtidig med, at eBay også holdt et stort arrangement. eBay blev sure og sløjfede deres annonce-kampagner på Google, som efterfølgende faldt til patten og opgav Checkout-festen.

Orkut

Tom Spring skriver, at Orkut, en social netværkstjeneste a lá Facebook, skulle være et stort hit i Brasilien, men aldrig er slået igennem i USA. Spring mener, forklaringen kan bunde i, at både Facebook og MySpace har givet tjenesten kamp til stregen på amerikansk jord.

Tom Spring slutter sin artikel af med at fundere over, at Googles fejltrin et eller andet sted også er forklaringen på Googles succes - blandt andet fordi virksomheden tør lade sine ansatte være kreative og eksperimentere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Kan man virkelig sige at Orkut er en bommert, når de har fået størstedelen af Brasilien som brugere? Ok, de klarede ikke USA så godt, men jeg tror man vil have svært ved at finde en ung Brasilianer (<35), der ikke er eller har været på Orkut.

  • 0
  • 0
#5 Bob Hagenstrup

Det er da noget vrøvl at sige at man ikke skal accelerere noget, fordi det "allerede er hurtigt nok". Jeg sidder da tit og synes at browseren eller min download-hastighed er for langsom.

Og så forstår jeg heller ikke hvorfor man ikke kunne bruge et dansk ord i stedet for "privacy".

  • 0
  • 0
#6 Deleted User

Ikke nok med det, men det er den mest populære, sociale netværkstjeneste i Indien, hvor stort set alle indere med netadgang har en Orkut-konto. Og så er der også danskere derinde. Næppe en bommert!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere