Det er ikke kun lavere lønomkostninger, der får danske virksomheder til at kigge efter udviklerressourcer langt fra Europa. Det er først og fremmest mængden af erfarne udviklere, som har betydning, når der tænkes i offshoring.
»Det er der, vi kan finde de dygtigste folk lettest,« fortæller Kristian Mogensen fra konsulentvirksomheden Isys, der hjælper danske virksomheder med at oprette udviklingsafdelinger i Afrika. Og lettest betyder både udbuddet af arbejdskraft, men også størrelsen af lønomkostningerne.
Den danske virksomhed Workcompany har med hjælp fra Isys åbnet en udviklerfilial i Kenyas hovedstad Nairobi. Firmaet beskæftiger sig med arbejdsmiljø og arbejdspladsvurderinger. Danske virksomheder med mere end tyve ansatte skal gennemføre en årlig arbejdspladsvurdering, og det kan gøres ved hjælp af Workcompanys produkt Workcyclus, som er en slags webbaseret spørgeskemaundersøgelse.
Workcompany havde tidligere fået udviklet produktet i Ukraine af et lejet udviklerhold, men det var svært at udvide holdet med nye kompetencer. Det var ikke nemt at finde de mere erfarne udviklere, som der var behov for. Kristian Mogensen mener, at det skyldes, at Ukraine er så populært som offshoreland indenfor softwareudvikling, at der er rift om de allerdygtigste.
»Hvis man virkelig skal have fat i dygtigste, og man skal kunne fastholde dem, så er der god fornuft i at gå til et it-mæssigt yderområde. Det kunne for eksempel være i Afrika eller Sydamerika,« mener Kristian Mogensen.
Pæne afrikanske kompetencer
Kenya er en gammel britisk koloni med et godt og gennemsigtigt uddannelsessystem, mener Kristian Mogensen. Til gengæld er det lokale arbejdsmarked ikke så godt, og det betyder, at der går mange rundt med pæne kompetencer. De fleste lokale it-opgaver er orienteret omkring projekter, og faste udviklingsafdelinger er ikke så kendt.
Isys kastede sin opmærksomhed på Kenya for to år siden, og Kristian Mogensen og hans partner har tidligere beskæftiget sig med projekter i Afrika i forbindelse med en portal, som formidlede lån til afrikanske iværksættere.
»I den forbindelse fik vi et godt netværk, specielt i Østafrika.«
Workcompanys problemer med at finde de rigtige medarbejdere i Ukraine betød at udviklingschef Uffe Dejligbjerg overvejede, om han selv skulle træne juniormedarbejdere op fra grunden. Det var baggrunden for at overveje nye græsgange, og her kom Isys ind i billedet.
Sammen med Isys tog udviklingschefen til Kenya, og gik i gang med at rekruttere medarbejdere. Det støre udbud af kompetente programmører betød, at det ville være nemmere for Workcompany at udvide holdet, og omvendt at det ville blive nemmere at skille sig af med ressourcerne, hvis det skulle blive nødvendigt.
Som en del af Isys' tidligere projekter, havde Kristian Mogensen stukket fingeren i jorden i Kenyas udviklermiljø.
»Jeg brugte en del tid på at tale med professorer og få et forhold til de to største universiteter i Nairobi.«
De ti procent dygtigste findes også i Afrika
Begge universiteter er nogenlunde på størrelse med Københavns Universitet, og tilsammen uddannes der omkring 2500 dataloger om året. Kvaliteten på uddannelserne står ikke tilbage fra niveauet i den industrialiserede verden, mener Kristian Mogensen.
»Det er nøjagtigt samme pensum, som jeg selv har været igennem på DIKU (Datalogisk Institut på Københavns Universitet, red.) den gang, jeg læste der,« fortæller han. Det står i kontrast til den ellers lave levestandard, som de fleste kenyanere lever under:
»Generelt, som land, er det jo fattigt. Ca. 40 procent lever for under en dollar om dagen, men der er en kompetencemæssig elite som kan måle sig med hvem som helst. Vores holdning er, at hvis du ser på de ti procent dygtigste, så er det ligegyldigt om du finder dem i Danmark, Ukraine, Kenya eller USA, så kan de alle sammen slås med hinanden. Og det synes jeg faktisk, at vi har kunnet eftervise.«
Workcompanys udviklingschef Uffe Dejligbjerg har et dagligt møde med udviklerne i Nairobi. Det foregår via Skype, og er inspireret af den adrætte udviklingsmetodik Scrum.
Seks gange om året tager udviklingschefen til Nairobi og arbejder en uge sammen med udviklingsholdet, og de kenyanske udviklere kommer to gange om året til Danmark.
Facts om Workcompanys afrikanske oursourcing:
? Oprindeligt er Workcompany's system (Workcyclus) udviklet af en gruppe ukrainere
? Opstart med team pr. august 2008, Ukraine afviklet pr. ultimo november 2008
? Team af fire seniorudviklere i Kenya
? Udvikler et SOA baseret system i .NET 3.5
? Omfattende brug af services, AJAX, tredjepartskomponenter mv.
? Scrum-baseret udvikling
? Udviklingschef og én programmør (specialist) i Danmark
Sådan foregik processen:
? Startede en headhunting i Nairobi på de meget specifikke kompetencer
? Ca. 30 interviews til de første tre stillinger
? 12 tests af fire timers varighed hvor kandidaternes kompetencer afprøves
? Udvalgte tre, som reelt blev headhuntet til stillingerne med højt erfaringsniveau
? Forberedelse (scenarier) til første iteration
? Opstart af team med en workshop i Nairobi på én uge
? Første leverance seks uger efter start
? Konsulentstøtte til etablering af gode processer i starten
? Resultat: Besparelse på operationen på ca. 50 procent i forhold til tidligere team og med bedre ressourcer