Overvurderer du også dit storage-behov?

Mængden af data i virksomhederne vokser snarere lineært end eksponentielt, men mange overvurderer hvor meget storagekapacitet de har behov.

Spørger man analysefirmaerne IDC og Gartner, hvor meget mængden af data vokser, så lyder svaret på en kraftig eksponentiel vækst. Men det billede kan konsulent Jens Peder Kristoffersen fra Platon Infrastructure ikke genkende.

»Efter at have set IDC's tal, kiggede jeg i vores tal fire år tilbage på forbruget af diskplads. Og der kan du næsten trække en lineal gennem tallene,« siger Jens Peder Kristoffersen til Version2.

Læs også: Vi drukner i data hurtigere end ventet: 1,8 zettabyte bliver skabt i 2011

Platon Infrastructures tal bygger på statistik over indsamlede måledata fra diske på Windows-servere, der står hos en lang række danske virksomheder. Konsulentfirmaet indsamler tallene for netop at kunne give kunderne et overblik over, hvordan deres behov for storage vil se ud i den nærmeste fremtid ud fra deres konkrete forbrug.

Statistikken fra de indsamlede tal viser altså en langt mere lineær vækst i storageforbruget hos de virksomheder, som Platon Infrastructures har målt på.

»Hvis du går ud og spørger folk, så svarer de måske ud fra, hvad de tror,« siger Jens Peder Kristoffersen.

Der er dog ét specifikt område, hvor tallene viser en kraftig vækst i dataforbruget, og det er i virtuelle servermiljøer.

»Det er nemt at ringe til it-afdelingen, og fem minutter efter har man en server,« siger Jens Peder Kristoffersen.

Men mange it-afdelinger holder ikke styr på, om alle serverne bliver brugt, og det betyder, at der ligger virtuelle servere og fylder på storagesystemet, som slet ikke er nødvendige.

Hvis man ser på fildata og specifikt på, hvornår der bliver skabt og slettet filer, så kan man ud fra Platon Infrastructures tal se, at der ganske rigtigt bliver skabt flere filer, men det påvirker ikke diskene i samme omfang, som tallene fra IDC og Gartner antyder.

»Mange kunder aner ikke, hvad de har, og hvordan forbruget udvikler sig,« siger Jens Peder Kristoffersen.

Han nævner et eksempel med en kunde, der havde bestilt et system med en masse storageplads, men da Jens Peder Kristoffersen senere så på, hvor meget kunden havde nået at bruge, så var det blot 1,4 procent, og resten var frit.

»Der er talrige af den slags eksempler. Du løser ikke problemerne, når du mangler overblik og styring,« siger Jens Peder Kristoffersen.

Han understreger, at alle virksomheder har adgang til oplysninger om deres reelle diskforbrug og kunne bruge det til at lave mere præcise forudsigelser for, hvordan storagebehovet vil udvikle sig i fremtiden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Janus Holmgaard

Det er ikke helt min erfaring. At især vm miljøer bruger meget plads kan jeg dog nikke genkendende til, men det er der en 'god' årsag til. At decentralisere server applikationer er meget omkostningsvenlige, da mange har en licens således at man ikke betaler per installation, men per hardware. Dvs. at man udfra et omkostnings perspektiv er billigere at installere en ny server i et vm miljø. Ulempen er dog, som artiklen indikere, at man benytter forholdsvis meget og dyr data plads. Her gælder det om at opsætte sit vm miljø korrekt, dvs. med dynamiske diske osv.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere