De fem bedste open source-programmer til Windows
Linux- og Unix-brugere har i mange år vidst, at open source-universet bød på glimrende applikationer, der kan erstatte kommerciel lukket software. Men også Windows-brugere kan finde nogle af de bedste applikationer blandt open source-projekterne.
At udpege de fem bedste er naturligvis subjektivt, da det vil afhænge af, hvad man har behov for.
Men der findes nogle få open source-applikationer til Windows, som er svære at ignorere, fordi de enten er de bedste inden for deres kategori eller tilbyder stor funktionalitet for ingen penge.
Firefox
Firefox er formentligt den mest populære open source-applikation til Windows. Browseren introducerede nogle af de funktioner, som Operas trofaste brugerskare elskede, især faneblade og hastighed. Men vel at mærke i en helt gratis version, som Opera først senere har fulgt trop med.
Firefox bliver opdateret automatisk, og alvorlige sikkerhedshuller lukkes hurtigt. Selvom Microsoft har forbedret sikkerheden i Internet Explorer, så får Firefox ekstra point på den konto.
OpenOffice
Kontorpakken OpenOffice.org er en pose blandede bolsjer, men der er ingen tvivl om, at konkurrenterne ikke kan hamle op med den på prisen.
I en direkte sammenligning med de kommercielle kontorpakker taber OpenOffice på en rodet brugergrænseflade og til tider mangelfuld dokumentation til almindelige brugere. Men OpenOffice fungerer upåklageligt til studieopgaven, vrede læserbreve, regnskaber, præsentationer og til de fleste kontoropgaver.
Det kan 1.692 artikler til Version2 skrevet i OpenOffice dokumentere. Den danske stavekontrol kan trænge til en opgradering, men den er på vej, lover den danske OpenOffice-gruppe.
InfraRecorder
Hvis man køber OEM-hardware, så får man sjældent kommercielle programmer med til brænding af cd'er og dvd'er ved købet af en brænder.
InfraRecorder har ikke lige så mange funktioner som eksempelvis Nero, men til gengæld har den en funktion, som ikke følger med Windows' egne brænderprogrammer.
Med InfraRecorder er det nemlig let at brænde et cd-image ud fra eksempelvis en ISO-fil. Det har været flittigt brugt til Version2's test af Windows Vista, OpenSolaris, Ubuntu, OpenSuse, Knoppix, Fedora og Debian.
PDFCreator
Denne lille open source-guldklump er blot ét af de mange programmer, der gør det muligt at udskrive dokumenter direkte til en PDF-fil.
PDFCreator installerer sig som en printer på systemet. Derefter er det enkelt at udskrive eksempelvis websider som PDF-dokumenter. Det giver mindre rod i kvitteringer fra nethandel, og gør det let at tage artikler fra onlinemagasiner med på farten, så man for eksempel kan læse dem i 10 kilometers højde om bord på et rutefly.
Programmet ville dog ikke være muligt uden open source-programmet GhostScript, som derfor også fortjener at blive nævnt. Ikke mindst fordi det også bruges af det femte program på denne liste.
Scribus
Scribus er muligvis lidt en særling for mange, men det opfylder en funktion, som ellers kræver applikationer, der typisk er for dyre for den almindelige forbruger.
Scribus minder om Adobes PageMaker eller InDesign. Hvis man ikke har et behov, der forsvarer at investere i InDesign, så er Microsofts Publisher typisk det oplagte valg. Men her kan Scribus fungere som en glimrende erstatning.
Selvom der er tale om et mindre kendt open source-projekt, så er dokumentationen overraskende god med glimrende vejledninger i programmets funktioner. Scribus er et godt valg hvis man har behov for at sætte tekst op mere kreativt, end det er muligt med OpenOffice.
Alle de andre
Der er nok mange, som ville have sat for eksempel Mozilla-projektets e-mailklient Thunderbird på listen. Hvis man har brug for en komplet e-mailklient, så er Thunderbird et godt valg. Men den bliver slået af Googles Gmail på brugervenlighed og ikke mindst, at man ikke skal bekymre sig om at tilføje kontaktpersoner eller tage backup af e-mails.
Har man en POP eller IMAP e-mailkonto, så har man selvfølgelig brug for en e-mailklient, og så er Thunderbird bedre end både Outlook Express og Windows Mail.
Benytter man mere end én chattjeneste og har eksempelvis kontakter på både ICQ, MSN Messenger og Yahoo, så har Trillian en årrække været det bedste bud på at slippe af sted med blot én enkelt klient. Trillian er dog ikke open source, og der findes faktisk et glimrende open source-alternativ til Trillian.
Open source-klienten Pidgin, der tidligere hed Gaim, giver nemlig den samme funktionalitet som Trillian og understøtter endda flere beskedtjenester end Trillian.
Det er også svært at komme uden om billedredigeringsprogrammet The GIMP. Det indeholder en lang række professionelle funktioner, men brugergrænsefladen er ikke specielt Windows-venlig. GIMP er et godt valg, hvis man har brug for at redigere digitalfotos mere, end programmer som Googles Picasa tilbyder.
GIMP kan også bruges til grafik, men alt i alt har programmet væsentligt færre funktioner end både Adobes Photoshop Elements og Corels Paint Shop Pro Photo X2. Især Paint Shop Pro er en god investering, hvis man har behov for lidt mere avanceret grafik- og billedredigering. Til gengæld er GIMP gratis, og klarer mange opgaver.
For Windows-brugere er brugergrænsefladen dog noget, man skal slås med. Men der findes mange glade brugere af GIMP.
Har vi overset et open source-program, som enhver Windows-bruger bør kende til? Send os en e-mail med dit bud, så vi kan samle læsernes favoritter.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.