DDR5-RAM får modspil fra egen fold: højkapacitets hybrid-hukommelseteknologi
I dag bruger pc’er og servere typisk RAM af typen DDR4 (Double Data Rate) SDRAM. Denne hukommelsesteknologi kom imidlertid allerede frem i 2014, og udviklingen af arvtageren – DDR5 – er nu i fuld gang, oplyser standardiseringsorganisationen JEDEC i en pressemeddelelse. Det kunne Version2 fortælle tidligere i dag.
Men der er også alternative teknologier på vej, som vil skabe en konkurrence til DDR5 fra starten.
Ifølge JEDEC vil DDR5-RAM fordoble både båndbredden og lagringstætheden sammenlignet med DDR4 og være langt mere effektiv. Ud over den fordoblede ydelse skulle DDR5 være mere strømeffektiv.
Specifikationerne for den nye RAM-standard skal efter planen offentliggøres engang i 2018, og DDR5 vil også være et centralt tema på JEDEC’s Server Forum i Santa Clara i USA den 19. juni 2017.
Først servere, så PC’er
DDR5 vil sandsynligvis dukke op først i servere og så komme ud i almindelige brugeres pc’er senere, skriver Tweaktown.
Som nævnt får DDR5 konkurrence fra andre RAM-typer, som er på trapperne. For eksempel har Intel for nylig lanceret sit første produkt baseret på 3D Xpoint-teknologien, som Intel sælger under brandet Optane.
Det er en slags mellemting mellem ikke-flygtig flash-hukommelse og DRAM – altså en slags intern-hukommelse, som holder på dataene, selv efter strømmen er slået fra. I første omgang er Optane lanceret som en SSD, men næste år vil Optane også komme i form af DIMM-hukommelsesmoduler.
Intel ser på Optane som en slags bro mellom DRAM og lagring, som skal forhøje ydelsen i fremtidens serverløsninger. Hurtigere behandling af store databaser, hvor hele databasen ligger i arbejdshukommelsen samtidig, vil kunne være en drivkraft for nye hukommelsesteknologier af denne type.
Optane får konkurrence
JEDEC annoncerede desuden, at også de er i gang med udviklingen af en anden ikke-flygtig hybrid-hukommelseteknologi, NVDIMM-P.
De går ikke i detaljer, men skriver i pressemeddelelsen, at ‘NVDIMM-P vil blive en nyt højkapacitets ikke-flygtig hukommelsesmodul for datasystemer’, hvor der er fokus på pris, strømforbrug og ydelse.
»Øgede krav til ydelse i servere driver behovet for mere avancerede teknologier, og standardiseringen af næste generation af hukommelse, som DDR5 og den nye generation ikke-flygtige NVDIMM-P-moduler vil være essentielle for at opfylde disse behov,« siger bestyrelsesformand for JEDEC Mian Quddus.
Mange analytikere forventede ikke, at der vil komme noget DDR5-RAM overhovedet, og at DDR4 ville blive den sidste generation af denne RAM-type, skriver PC World.
Men eftersom der ikke har været nogen banebrydende ændringer i pc- og serverdesign de seneste år, er der formentlig behov for endnu hurtigere RAM-moduler med større lagringskapacitet et stykke tid længere.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.