Det var en teknisk fejl, der forleden bevirkede, at adskillige danskere en sms-henvendelse fra Telia om, at deres mobilpakke var blevet opgraderet fra Roam Like Home til Roam Like Home Norden.
Sms’en tikkede vel at mærke ind, uanset om folk var kunder hos Telia eller ej.
Der er dog ikke tale om, at teleselskabet har været på bevidst kundehugst hos konkurrenterne, forsikrer David Engstrøm, pressechef hos Telia.
Derimod skete der torsdag d. 4. juni en teknisk fejl under import af en fil til en database, oplyser pressechefen i en mail. Fejlen opstod, da en underleverandør modtog en liste med de numre - hos Telia - som skulle modtage sms'en.
Et af felterne i listen er det såkaldte MSISDN. Det vil sige det unikke internationale nummer, der identificerer et abonnement i netværket.
MSISDN skulle være sat ind i en kolonne i en MySQL-database, hvor datatypen er det variable string-format VARCHAR. Men i stedet var netop dette felt, altså MSISDN-feltet, sat til tal-typen integer. Og integer-feltet har ikke kunnet rumme MSISDN-dataene.
David Engstrøm, der har været i kontakt med Telias underleverandør, forklarer det således i en mail:
»Filen blev ved en fejl importeret til en forkert temporær database-tabel, hvor ‘MSISDN’-feltet var sat til typen ‘Integer’. Normalt er det sat til typen ‘VARCHAR’, og da et ‘MSISDN’ er for stort et tal til at kunne rummes i en ‘Integer’-type, konverterede import-processen alle ‘MSISDN’ til et tilfældigt tal, som kunne rummes i en ‘Integer’. Import-processen er indbygget i databasen (MySQL) og rapporterede ikke fejl efter import,« skriver han.
De fejlagtigt-konverterede MSISDN-numre blev nu brugt til sms-udsendelse.
»Herefter blev de forkerte MSISDN prefixet med 45 (den danske landekode, red.), og udsendelsen blev igangsat,« skriver pressechefen.
Kundeservice: 7.000 numre
Da der ikke er nogen garanti for, at de fejlkonverterede data faktisk har svaret til et gyldigt og aktivt mobilnummer, svarer antallet af poster på listen, som underleverandøren modtag fra Telia, heller ikke til det faktiske antal sms-modtagere.
Præcist hvor mange poster, der var på listen til at starte med, ønsker David Engstrøm af konkurrencemæssige hensyn ikke at oplyse.
Af en mail fra Telias kundeservice, sendt til en Version2-læser (som ønsker at være anonym), fremgår det, at ca. 7.000 ikke-Telia kunder skulle have modtaget en sms fra selskabet. Telia har dog ikke villet præcisere over for Version2, hvor mange sms'er der er udsendt i alt, og heraf hvor mange der har ramt fungerende telefonnumre.
Siden episoden har Telia været i kontakt med blandt andet Datatilsynet.
»Vi er kede af fejlen og beklager ulejligheden for dem, som fejlagtigt har modtaget sms’en,« skriver David Engstrøm og fortsætter:
»Vi har proaktivt informeret modtagerne af sms’en og vores konkurrenter om fejlen, ligesom vi har været i kontakt med Forbrugerombudsmanden og Datatilsynet.«