Der er lagt op til et hattrick hos Datatilsynet. Af Datatilsynets årsberetning for 2018 fremgår det, at tilsynet har undersøgt, hvorvidt tre virksomheder har slettet persondata i henhold til loven i 2018.
Der er tale om taxa-virksomheden 4x35, møbelvirksomheden IDdesign og hotelkæden Arp-Hansen Hotel Group, som består af en række hoteller i København, inklusive Tivoli Hotel, Imperial Hotel og The Square.
Sagerne med 4x35 og IDdesign er endt med, at beggge selskaber er blevet politianmeldt og indstillet til millionbøder af Datatilsynet.
I begge tilfælde har Datatilsynet kritiseret, at data ikke er blevet slettet, selvom det ifølge tilsynets vurdering ikke har været nødvendigt for selskaberne at behandle personoplysningerne længere.
Hvis undersøgelsen af Arp-Hansen ligeledes finder grund til politianmeldelse og bødeuddeling, har Datatilsynet således formået et hattrick på datasletningsområdet.
Vil ikke give indsigt
Datatilsynet har afvist at give Version2 aktindsigt i undersøgelsen af Arp-Hansen med henvisning til, at sager inden for strafferetsplejen ikke er omfattet af offentlighedsloven.
»Idet Datatilsynet i den konkrete sag har vurderet, at der er en konkret mistanke om, at der er begået et strafbart forhold, finder tilsynet således, at sagen ikke er omfattet af retten til aktindsigt,« skriver Datatilsynet til Version2.
Det er uklart, hvori Datatilsynets mistanke om det strafbare forhold består.
Administrerende direktør for Arp-Hansen Dorte Krak bekræfter i et skriftligt svar til Version2, at Datatilsynet har været på besøg hos hotelkæden, men har ikke noget at føje til sagen, da Arp-Hansen endnu ikke har fået en tilbagemelding fra tilsynet om sagen.