Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af fejl i Rejsekort-register over busture
Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af Rejsekort A/S for ikke at have rettet i en borgers rejselokationer, som der var fejl i. Det oplyser Datatilsynet i en nyhed.
Borgeren havde klaget til Rejsekort over, at der i tre tilfælde var fejl på lokalitetsoplysninger fra busture i maj 2015, januar 2016 og februar 2017.
Men de angivne fejl blev ikke ændret i Rejsekorts registreringer, fordi det ifølge Rejsekort ikke er teknisk muligt at rette som følge af it-behandlingen af lokationsoplysninger fra rejser.
»Det kan desværre ikke lade sig gøre at redigere i din rejsehistorik, så selvom fejlen prismæssigt er korrigeret, vil den stadigvæk fremgå med forkerte registreringer. Redigering af rejsehistorik er ikke en funktion, som er i rejsekort-systemet,« lød svaret til borgeren.
Årsagen til fejlregistreringen er, at buschaufføren havde indstillet lokalitet for bussen forkert.
Datatilsynet traf derfor den 16. april 2019 afgørelse i sagen og udtalte alvorlig kritik af den konkrete manglende berigtigelse .
Også kritik af uretvisende registreringer
I sagen udtales der også alvorlig kritik af, at det er et generelt problem, at Rejsekort A/S’ it-systemer ikke på tilstrækkelig vis registrerer lokalitetsoplysninger, og at der ved fejlregistreringer ikke kan foretages berigtigelse af dem.
Datatilsynet har derfor meddelt Rejsekort A/S et påbud om at komme med en plan for, hvordan rejsekortsystemet vil blive bragt i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Endelig har Rejsekort A/S fået påbud om at berigtige klagers oplysninger samt et yderligere påbud om inden den 15. juli 2019 at fremkomme med en beskrivelse af, hvordan og hvornår it-understøttelsen af rejsekortet vil være bragt i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
Efter Datatilsynets opfattelse er der ikke efter ordlyden i databeskyttelsesforordningens artikel 16, 2. pkt. en ret for den dataansvarlige til at undlade berigtigelse ved i stedet at tilføje supplerende oplysninger.
Da Rejsekort A/S ikke på anden måde kan foretage berigtigelse, og under sagens behandling ikke har godtgjort forhold, der skulle kunne føre til et andet resultat, er det Datatilsynets opfattelse, at den udførte behandling ikke lever op til databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra d, og i øvrigt i konkrete tilfælde, ikke vil kunne opfylde forordningens artikel 16.
Herudover er det Datatilsynets opfattelse, at behandlingen af lokationsdata ikke i tilstrækkelig grad behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a, c og d.
Rejsekort A/S har ifølge Datatilsynet gennemført en ændring af rejsekortsystemet i efteråret 2017, der sikrer, at chaufførerne i rejsekortsystemet ikke kan registrere en rute, der afviger fra bussens aktuelle placering ifølge bussens GPS-system.
Desuden er man i gang med at undersøge, hvilke tekniske muligheder der er for at konstatere fejlregistreringer og berigtige med valide data. Dette kan muligvis gøres ud fra trafikvirksomhedernes realtidsdata, hvor busserne løbende melder deres geografiske position. Rejsekort A/S vil undersøge, om man med brug af disse data automatisk vil kunne opdage fejlregistreringer og berigtige såvel pris som rejsehistorik.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.