Datatilsynet sender virak om lyttefunktion i Samsung-tv videre til England

Sagen om en lyttefunktion i Samsung-tv hører til i England, ikke i Danmark, oplyser det danske Datatilsynet, der tidligere på året gik ind i sagen efter den havde skabt politisk furore.

Hvis du de seneste måneder har gået og ventet i spænding på Datatilsynets afgørelse med hensyn til, hvorvidt stemmestyrede smart-tv'er fra Samsung overtræder den den danske persondatalovgivning eller ej, så bliver du muligvis slemt skuffet.

Datatilsynet er godt nok nået frem til en afgørelse i sagen, der startede i februar i år, hvor flere medier og politikere gik i en slags overvågningspanik over udsigten til, at smart-tv fra Samsung, via en funktionen til stemmestyring, muligvis aflyttede private samtaler i dagligstuen for så at sende dem videre til tredjepart.

Læs også: Datatilsynet kræver svar fra Samsung

Men i sin afgørelse forholder tilsynet sig slet ikke til, hvorvidt Samsung overholder den danske persondatalov. I stedet er tilsynet nået frem til, at sagen, der altså også omhandler tv-apparater solgt i Danmark, hører til hos den britiske pendant til Datatilsynet, Information Commissioner’s Office (IOC).

Det fremgår af en afgørelse på Datatilsynets hjemmeside, hvor tilsynet i øvrigt ikke forholder sig til, hvorvidt Samsung forbryder sig mod den danske persondatalov eller ej.

»Af Samsung i Danmarks udtalelse fremgår det bl.a., at den dataansvarlige i relation til de tjenester, der er tilgængelige via Samsung Smart TV i Europa, herunder stemmestyringsfunktionen, er Samsung i England,« skriver tilsynet og fortsætter:

»Herudover fremgår det, at Samsung i England er ansvarlig for og udfører behandling af persondata for den europæiske kundebase i relation til de forskellige tjenestefunktionaliteter i Samsung-produkterne, herunder stemmestyringsfunktionen i Samsung Smart TV.«

Og fordi den dataansvarlige har til huse i England, tilfalder det altså de britiske tilsynsmyndigheder evt. at gå videre med sagen. Kontorchef i Datatilsynet Lena Andersen forklarer nærmere:

»Når en dataansvarlig er etableret i EU, er det persondataloven i det land, hvor den dataansvarlige er etableret, som finder anvendelse.«

Dermed er det også den britiske databeskyttelseslovgivning, som finder anvendelse i forhold til, om Samsung overholder reglerne. Datalovgivningen i England minder på mange måder om den danske, da det er samme EU-direktiv, der danner grundlag for dem begge, forklarer Lena Andersen.

Hun er i øvrigt ikke bekendt med, at sagen skulle have været oppe at vende hos andre europæiske datatilsyn, men Lena Andersen understreger samtidig, at sagen godt kan have været oppe i andre lande, uden hun har fået kendskab til det.

Samsung har desuden oplyst til danske Datatilsynet, at virksomheden ikke har været i dialog med ICO om sagen, men at virksomheden - naturligvis - er villig til dette, såfremt det måtte blive nødvendigt.

Nu har Datatilsynet orienteret ICO om, at den danske myndighed har afsluttet sin sag, idet den omhandlende databehandling falder ind under den engelske databeskyttelseslovgivning (UK Data Protection Act). I den forbindelse skriver Datatilsynet på myndighedens hjemmeside:

»Tilsynet har samtidig anmodet om, at ICO – i lyset af Datatilsynets orientering – overvejer, om ICO finder anledning til at tage en sag op eller indlede en dialog med Samsung vedrørende Samsungs eventuelle optagelser af samtaler og videregivelse af disse til en tredjepart.«

Læs også: Samsung advarer mod fortrolig tale foran sine nye tv-apparater

Historierne om potentielt snagende tv-apparater i dagligstuen udsprang oprindeligt af en klausul i Samsungs brugerbetingelser, hvor det blandt andet fremgår, at hvis man aktiverer stemmestyring-funktionaliteten, så kan det bevirke, at visse kommandoer bliver sendt til tredjepart.

Og i klausulen gør Samsung ekstra opmærksom på, at ord - inklusive følsom eller personlig information - kan blive sendt til tredjepart også, såfremt stemmestyringsfunktionen er aktiv.

Tredjepart for Samsungs vedkommende er det amerikanske talegenkendelsesfirma Nuance, som Version2 tidligere har fortalt.

Selskabet udvikler og leverer talesystemerne i Samsungs SmartTV. Jens Klærum direktør i Dictus, som er det danske firma, der har leveret danske sprogressourcer til Nuance og dermed populært sagt sikret, at Nuances teknologi og Samsungs fjernsyn kan forstå dansk.

Læs også: Her ender dine lyddata fra Samsungs SmartTV

I februar forklarede Jens Klærum nærmere om pointen med at sende stemme-data ud i skyen.

»Nuance komprimerer den indsamlede data og sender den til en server, selskabet har kontrol over. Og så er det deres ejendom, som de har retten til at benytte, hvilket man som forbruger accepterer, når man gør brug af deres produkt. De indsamler data for at forbedre deres genkendelsesprogram. Jo mere data de får fra forbrugerne, des mere kan de bruge til at forbedre og finindstille deres genkendelsesprogram.«

Version2-journalist Jesper Stein Sandal bemærkede i en kommentar til den politiske panik over Samsung-tv'erne, at apparaternes funktionalitet ikke lader til at være væsentlig forskellig fra talegenkendelse i alle mulige andre sammenhænge - eksempelvis i Apples Siri. I den forbindelse skrev Sandal blandt andet:

Læs også: Kommentar: Håbløst at politikere raser over misforstået lyttefunktion på smart-tv

»At gå efter en påklistret funktion i et tv er teknologiforskrækkelse. Det ville være bedre for os alle, hvis politikerne ikke hægtede sig på en serie af misforståelser omkring teknologi og i stedet tog fat på de mere fundamentale problemer, som vi står over for, når det handler om teknologi, der bliver brugt til at holde øje med, hvad vi foretager os.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anne-Marie Krogsbøll

Så hvis denne funktion (aflytning af private samtaler og viderergivelse til 3. part) skulle vise sig at være lovlig i England, så er den altså pr. automatik også lovlig i Danmark? Eller har jeg misforstået budskabet?

Det er da højst mærkværdigt.

  • 7
  • 0
#2 Bent Jensen

Fra NSA, der også er ulovlige i begge lande, men også får lov til at køre der ud af.

Men en nem måde at sende en abe videre, når man ikke vil tage stilling til noget. Kan man der af også sige at hvis noget, som er Ulovlige. Som Hollands manglende overholdelse af 2020 planen, så er det også ulovlig i Danmark. Eller skal det Engelske Datatilsyn også have myndighed i Danmark ?

Det stiller flere spørgsmål end det besvare. Men sådan er det når man bruger en del af en lov, når man ikke selv har resurser eller lyst til at have med den sag at gøre. Men det giver jo stof til eftertanke, på hvad opgaver Datatilsynnet endeligt løser, og om ikke det snart bare skal lukkes. Når det ingen magt, resurser eller evne har til at lave noget som helst. EU laver jo også snart, forhåbentlig langt bedre regler, som de heller ikke har evnen til at bruge.

http://ing.dk/artikel/domstol-hollands-klimaambitioner-er-uambitioese-17...

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere