Mens debatten om nye beføjelser til Skat raser, dukker en gammel sag op om samme emne, nemlig fuldstændig kloning af alle data i en virksomhed.
Allerede i 2008 begyndte Skat nemlig at tage fulde kopier af harddiske i de firmaer, som fik et kontrolbesøg, uden en dommerkendelse. Der var bare ikke nogen lov, der gav Skat ret til den metode, og Skatteministeren måtte gribe ind og stoppe den praksis.
Nu rykker Datatilsynet igen Skat for et svar på, hvad der siden hen skete med de data, som Skat kopierede. Det skriver Berlingske Tidende.
**LÆS OGSÅ **Skat vil kopiere virksomheders harddiske
Første gang, Datatilsynet gik ind i sagen, var i april 2008, men trods løbende rykkere har Skat endnu ikke fået svaret. Det beklager Skat, der skyder skylden på en 'intern misforståelse' og lover at svare med det samme denne gang.
Debatten om Skats beføjelser sprang op igen for nyligt, da Skatteministeriet barslede med et lovforslag, der skal give Skat ret til at kopiere samtlige data i en virksomhed ved et kontrolbesøg, uden at indhente en dommerkendelse først. Begrundelsen lyder, at Skat-medarbejderne så i ro og mag hjemme på kontoret kan finde de oplysninger, der indgår i kontrollen.
Men lovforslaget har mødt stærk modvind. Også Foreningen af Registrerede Revisorer mener, at forslaget skal trækkes tilbage. Her går bekymringen på, hvad Skat mon vil gøre, hvis en rutinemæssig gennemgang afslører ulovligheder, der intet har med skatteinddrivelse at gøre.
Lovforslaget har netop været igennem en høringsperiode og skal nu gennem videre behandling i Folketinget.
Læs brevet fra Datatilsynet her (pdf-fil)