Datatilsynet reagerer: Stiller spørgsmål til Se og Hør

Datatilsynet går nu ind i sagen om beskyldningerne mod Se og Hørs indkøb af kendtes kreditkorthistorik. Tilsynet kræver svar.

Efter beskyldningerne om, at Se og Hør gennem en længere periode har købt oplysninger om kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner af en medarbejder i Nets, er Datatilsynet nu gået ind i sagen.

Datatilsynet har ifølge Ritzau sendt en række spørgsmål til Se og Hør, da de vil have svar på, om persondataloven er blevet overtrådt.

»Vi er endnu ikke klar over, om de har overtrådt persondataloven. Der er givetvis tale om en alvorlig overtrædelse af så meget andet, men vi foretager os kun noget, hvis der er sket et brud på persondataloven,« udtaler konstitueret direktør i Datatilsynet Birgit Kleis til Ritzau.

Datatilsynet er udelukkende interesseret i Se og Hørs rolle i beskyldningerne om indsamlingen af data. Nets gøren og laden er nemlig under tilsyn af Finanstilsynet.

»Vi kommer først på banen, hvis der enten er tale om elektronisk behandling af personoplysninger eller anden systematisk behandling, eksempelvis hvis man har lavet et register over nogle udvalgte personer eller har et ringbind med de personfølsomme oplysninger,« udtaler hun ifølge Ritzau og fortsætter.

»Hvis det derimod viser sig, at Se og Hør "bare" har modtaget et tip en gang imellem og ikke har haft nogen fast aftale om levering af oplysninger, så er det ikke sikkert, at det hører ind under de regler, vi har,« udtaler Birgit Kleis, der tror, at det bliver svært for Se og Hør at retfærdiggøre indsamlingen af oplysningerne.

Datatilsynet vil kunne udtale kritik og i sidste ende politianmelde Se og Hør, hvis de vurderer, at bladet har overtrådt persondataloven.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Bruun

Jeg vil påstå at alle større aviser har et arkiv med personfølsomme oplysninger, ellers kan de ikke lave deres aviser.

http://www.sa.dk/content/dk/ordbog?Guid=C8AE3984-D8D5-4C3B-AE9C-5D7422A8... :

"Personfølsomme oplysninger: Oplysninger om rent private forhold. Dvs. oplysninger om fx økonomi, race, religion, politiske og foreningsmæssige forhold, strafbare forhold, helbredsforhold, seksuelle forhold og sociale forhold."

  • 2
  • 0
Peter Hansen

Datatilsynet er udelukkende interesseret i Se og Hørs rolle i beskyldningerne om indsamlingen af data. Nets gøren og laden er nemlig under tilsyn af Finanstilsynet.

Det har været fremme i medierne det seneste par dage at det ikke var en Nets-medarbejder, men en IBM-medarbejder der udførte den ulovlige spionage.
Godt nok var IBM-medarbejderen tidligere ansat af Nets, men ikke mens spionagen foregik.
Så IBMs gøren og laden skal vel også undersøges og de er vel ikke under tilsyn af Finanstilsynet, så det må da også være en sag for Datatilsynet?

  • 1
  • 0
Johnny Rose Larsen

Det må vel være Finanstilsynet.
Her fra deres eget informationsmateriale om opgaverne:
IT-­‐tilsynets mål og proces
• Vores it-tilsyn er primært rettet imod, om de finansielle virksomheder
har en it-sikkerhed, der er så høj, at virksomhederne ikke må formodes at lide væsentlige tab
• Helt konkret påser vi også, om it-sikkerheden er tilstrækkelig til at
sikre, at de finansielle virksomheder kan overholde forbuddet om
uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger. Dette omfatter
også videregivelse til medarbejdere, der ikke har behov for den
pågældende viden
• Vi påser ikke i øvrigt overholdelsen af datalovgivningen i øvrigt, men
vi kan godt gøre virksomhederne opmærksomme på det, hvis vi
finder, at systemerne er indrettet sådan, at datasikkerheden kan
blive kompromitteret

  • 1
  • 0
Henrik Kramshøj Blogger

Det har været fremme i medierne det seneste par dage at det ikke var en Nets-medarbejder, men en IBM-medarbejder der udførte den ulovlige spionage.
Godt nok var IBM-medarbejderen tidligere ansat af Nets, men ikke mens spionagen foregik.
Så IBMs gøren og laden skal vel også undersøges og de er vel ikke under tilsyn af Finanstilsynet, så det må da også være en sag for Datatilsynet?

Husk også at selvom du outsourcer beholder du ansvaret. Det er derfor vigtigt at sikkerhed er specificeret i outsourcing kontrakterne, ellers ender du med at sikkerheden ikke opretholdes og du står med ansvaret. Denne sag er altså Nets ansvar, men underleverandør IBM som har medarbejderen som (efter sigende pt.) foretog handlingerne.

Det er tid til selvransagelse i mange firmaer, og begrænsning af hvad man opsamler, opbevarer, behandler, og giver adgang til.

  • 3
  • 0
Thomas Hansen

Jeg vil påstå at alle større aviser har et arkiv med personfølsomme oplysninger, ellers kan de ikke lave deres aviser.

Det har de givetvis. Det er derfor, at massemedier i høj grad er helt undtaget fra Persondataloven, men i stedet reguleret af sin helt egen "Lov om massemediers informationsdatabaser", der beskriver, hvordan medierne skal håndtere disse oplysninger, både internt og eksternt.

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere