Datatilsynet kritiserer Udbetaling Danmark og Civilstyrelsen for manglende indsigt

Illustration: Henning Mølsted
Også Odense Kommune og Nemlig.com får den løftede pegefinger.

Datatilsynet har gennemført en række tilsynsbesøg hos både offentlige myndigheder og private virksomheder med fokus på reglerne om indsigtsret.

Det har medført kritik af Udbetaling Danmark, Civilstyrelsen, Odense Kommune og virksomheden Nemlig.com.

Datatilsynet har i anledning af tilsynet af Udbetaling Danmark udtalt kritik af, at Udbetaling Danmarks behandling af personoplysninger ikke var sket i overensstemmelse med dataforordningen.

Af Datatilsynets afsluttende udtalelse fremgår bl.a., at Udbetaling Danmark i forbindelse med nogle ydelser kan træffe afgørelser, der alene er baseret på automatisk behandling, og at myndigheden i fem tilfælde ikke har givet den registrerede den fornødne information om forekomsten af automatiske afgørelser.

Herudover fremgår det, at Udbetaling Danmark i fire tilfælde ikke har besvaret en anmodning om indsigt senere end en måned efter modtagelsen af anmodningen, hvor det ene af disse tilfælde dog skyldtes en misforståelse mellem Udbetaling Danmark og den registrerede vedrørende anmodningens omfang.

Kritik af Civilstyrelsen

Datatilsynet har i anledning af tilsynet af Civilstyrelsen udtalt kritik af, at behandling af personoplysninger ikke var sket i overensstemmelse med dataforordningen. Af Datatilsynets afsluttende udtalelse fremgår bl.a., at Civilstyrelsen i to tilfælde ikke har givet den registrerede information om de berørte kategorier af personoplysninger og hvorfra oplysningerne stammer fra.

Datatilsynet har i anledning af tilsynet af Odense Kommune udtalt kritik af, at kommunens behandling af personoplysninger ikke var sket i overensstemmelse med dataforordningen.

Af Datatilsynets afsluttende udtalelse fremgår bl.a., at Odense Kommunes håndtering af indsigtsanmodninger generelt er sket i overensstemmelse med forordningen, men at kommunen i tre tilfælde har besvaret en anmodning om indsigt senere end en måned efter modtagelsen af anmodningen.

Nemlig.com A/S har modtaget og besvaret to indsigtsanmodninger, og virksomheden har i begge tilfælde ikke har givet den registrerede indsigt i de oplysninger, som den har indsamlet om den registreredes adfærd på virksomhedens hjemmeside og app. Nemlig.com har heller ikke besvaret anmodningen om indsigt i overensstemmelse med tidsfristerne.

Datatilsynet finder grundlag for at udtale kritik af, at Nemlig.com A/S’ behandling af personoplysninger ikke er sket i overensstemmelse med reglerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere