Datatilsynet er gået ind i sagen om Samsungs SmartTV, der via sit talegenkendelse system kan sende private oplysninger videre.
Datatilsynet mistænker ikke Samsung for at overtræde den danske persondatalov. Alligevel mener Datatilsynets kontorchef Lene Andersen, at man ikke har kunnet sidde historien overhørig - det skriver DR.
»Hvis det vitterlig skulle forholde sig, som det blev fremstillet i medierne i går, så er det ganske alvorligt, og det er også derfor, vi går ind og stiller de her spørgsmål«, siger hun til mediet.
Datatilsynet vil kræve svar fra Samsung på fem spørgsmål, der omhandler, hvordan TV’et rent faktisk behandler forbrugernes oplysninger, og hvem der har ansvaret for håndteringen af informationen.
Lene Andersen lægger vægt på, at der endnu ikke er et fuldt overblik over sagen og, at man derfor må vente på Samsungs svar før, der kan konkluderes på sagen.
Svarfrist på spørgsmålene til Samsung er blevet sat til tre uger.