Datatilsynet i ny kritik: Kommune lagde - igen igen - persondata online
Datatilsynet kritiserer i en ny afgørelse Hvidovre Kommune, der ved en fejl har offentliggjort et notat med personoplysninger på i alt 16 personer.
Notatet, der lå tilgængeligt online, rummede navn, adresse, mail og telefonnummer på en række kandidater til et af kommunens udvalg.
Og det er ikke første gang, at Hvidovre kommer i karambolage med datamyndigheden.
I 2014 fandt tilsynet det ‘meget beklageligt’, at Hvidovre Kommune havde lagt flere personnumre online - hvor de tilsyneladende havde været tilgængelige i over et år.
I 2015 fik kommunen kritik for at have offentliggjort scannede dokumenter uden at fjerne personnumre, der var skrevet i hånden.
De foregående overtrædelser er også med til at få Datatilsynet til at skrue op for retorikken:
‘Datatilsynet finder det på denne baggrund kritisabelt, at Hvidovre Kommune endnu engang har offentliggjort personoplysninger på kommunens hjemmeside i strid med persondataloven,’ skriver tilsynet i sin afgørelse
Hvidovre Kommune oplyser til myndigheden, at medarbejderne er instrueret i, hvordan persondata skal håndteres, at retlingslinjerne ligger på kommunens intranet, samt at kommunen nu vil indskærpe det yderligere, så reglerne også bliver fulgt.
Alle berørte borgere er blevet underrettet, beretter kommunen desuden.
