Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af Dansk Miljørådgivning (DMR A/S) for manglende sletning af videooptagelser og billeder af en tidligere medarbejder på internettet, efter at den pågældende havde trukket sit samtykke tilbage.
Tilsynet har truffet afgørelse i sagen, hvor en tidligere medarbejder klagede over Dansk Miljørådgivnings (DMR A/S) manglende sletning af videooptagelser og billeder af medarbejderen, som indgik i en række film på virksomhedens hjemmeside, virksomhedens Facebookside og Youtube.
Datatilsynet fandt, at DMR ikke uden unødig forsinkelse havde slettet oplysningerne om den tidligere medarbejder, da den tidligere medarbejder ved sine henvendelser om sletning til firmaet måtte anses for at have trukket sit samtykke til behandlingen tilbage, og da DMR ikke umiddelbart herefter slettede oplysningerne.
I afgørelsen lagde Datatilsynet vægt på, at den tidligere medarbejder over for DMR oplyste, at han ønskede videomaterialet slettet, og at firmaet efterfølgende tilkendegav, at det på den baggrund ville klippe ham ud af alle film. Endvidere lagde Datatilsynet vægt på, at den tidligere medarbejder fremgik af DMR-film på Youtube og firmaets hjemmeside efter, at det havde oplyst over for medarbejderen, at han nu var klippet ud af medarbejderfilmen.