Datatilsyn efterlyser fælles mailkryptering til alle nordmænd

Markedskræfterne har ikke ført til tilstrækkelig sikker e-mail-kommunikation, og derfor vil det norske datatilsyn nu have det offentlige til at finde en fælles løsning, som kan sikre alle nordmænds e-mails.

Datatilsynet i Norge vil have en fælles løsning, som gør det let for alle nordmænd at sende krypterede e-mails. Det skriver norske Computerworld.

Ifølge det norske Datatilsyn har markedskræfterne ikke formået på egen hånd at sikre borgerne adgang til fortrolig kommunikation via e-mail. Derfor opfordrer tilsynet nu det norske direktorat for forvaltning og it, Difi, til at gå ind i sagen.

»Vi har ventet på det ganske længe, og mens vi afventer, at markedet kommer med en løsning, så kan det være, at en statslig aktør kan skubbe på,« siger seniorrådgiver Leif Aanensen fra Datatilsynet til norske Computerworld.

Han peger på, at der i dag bliver sendt information via e-mail, som burde være krypteret, fordi den kan være følsom eller fortrolig. Derfor bør der laves en løsning, som ikke er ejet af én bestemt leverandør, og som kan kobles sammen med de mest anvendte e-mailklienter. Samtidig skal det være en løsning, som fungerer sammen med spamfiltre.

»Faktum er, at e-mails passerer gennem mange servere og opbevares i klartekst. Man kan forestille sig en situation, hvor en stor postserver blev hacket, og de e-mails, der ligger midlertidigt lagret, kunne få store konsekvenser. De fleste store internetudbydere har jo e-mailtjenester, hvor man i praksis samler alle æggene i én kurv,« siger Leif Aanensen til norske Computerworld.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Per Hansen

Det er vel i mindst lige så høj grad signering, som er interessant, så man kan verificere at afsender er den han påstår.

Det ville jo være indlysene med en fælles digital signatur her ;) Så er det jo bare en skam at man i DK er ved at afskaffe den digitale signatur ..

  • 0
  • 0
#9 Jesper Mørch

Hvis vores største kapaciteter på sikkerhedsområdet virkelig vil sætte deres fingeraftryk på udformningen af et veldesignet system, er det vist hvad man kunne kalde rettidig omhu, at de tog kontakt til norske myndigheder NU!

Jeg håber den gode hr. Engberg kommer med nogle gode inputs så nordmændende efterfølgende kan få den løsning, som vi burde have fået med NemID - altså i en ideel verden uden private interessenter med økonomiske interesser i systemet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere