Dataloger i 1968: Drop nu Big Bang-modellen i it-projekter

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Ved et NATO-møde i 1968 diskuterede 50 dataloger problemer med store it-systemer, der giver genlyd helt frem til nutidens it-Danmark.

Computerverdenen er en flygtig størrelse, hvor seneste teknoskrig kan være afløst af et nyt efter få måneder på markedet.

Men det er ikke alt i it-verdenen, der forandrer sig med tiden.

I oktober 1968 satte omkring et halvt hundrede af computerverdenens spidser sig til bords ved et NATO-sponsoreret møde i den tyske by Garmisch i Bayern.

Diskussionen gik på softwares tilstand anno 1968, og de bevingede ord blev nedfældet af journalister og senere redigeret af blandt andet den danske datalog og computerpionér Peter Naur.

Teknologibloggeren Peter Krantz har fundet dokumentet frem, og han er forbløffet over, hvor mange af de mere end 40 år gamle udsagn, der stemmer med nutidens it-verden.

Og det er da også påfaldende, hvor meget der passer på for eksempel store og forsinkede danske it-projekter de seneste 10 år som Polsag og Demars, når man læser NATO-dokumentet igennem.

»Vi har i dag en tendens til at bruge flere år og mange penge på at nå frem til, at det system, vi ikke forstod til fulde fra begyndelsen, ikke fungerer som forventet,« sagde en af deltagerne under konferencen i 1968.

Læs også: Ny pris for politiets smertensbarn Polsag: 405 millioner kroner plus drift

Læs også: Tidslinje: Få overblikket over forsvarets ERP-kaos her

Læs også: CSC-direktør: Skandalerne ikke skyld i vores underskud

»Vi bygger systemer på samme måde, som brødrene Wright byggede flyvemaskiner - byg det hele på en gang, skub det ud over klippen, lad det styrte ned og start så for fra,« uddybede han.

Denne Big Bang-tankegang - forsøg at lave hele it-systemet fiks og færdigt i ét hug - er et af de kritikpunkter, der har været rettet mod store, danske it-projekter. Blandt andet i den såkaldte Bonnerup-rapport fra 2001.

Læs også: It-skandalernes grand old man om 'nye' anbefalinger: Bedre sent end aldrig

Den agile udviklingsmodel, hvor it-projekter deles op i små bidder og udvikles mere dynamisk, er de senere år blevet et varmt emne - også i den danske it-verden.

På konferencen i 1968 blev også den tankegang lagt på bordet:

»Store systemer må udvikle sig løbende og kan ikke fremstilles i sin helhed på én gang. Man bliver nødt til at begynde med små kernesystemer, der fungerer rigtig godt,« sagde en anden af deltagerne.

En anden formulerede det således:

»Det farligste inden for softwareudvikling er det koncept - som alle ser ud til at følge - at du specificerer præcis, hvad du skal gøre, og så gør du det. Det er der, de fleste af vores problemer stammer fra. De projekter, der bliver kaldt en succes, har levet op til deres kravspecifikationer. Men de specifikationer var baseret på softwaredesignernes uvidenhed, før de gik i gang med arbejdet.«

Blandt deltagerne var også den hollandske datalog Edsger W. Dijkstra, som blandt andet er berømt for sin algoritme, der finder korteste veje fra et knudepunkt til alle andre knudepunkter i en graf.

Han konstaterede, at softwarefejl var et stadig større problem i softwarebranchen:

»Udbredelsen af viden er af åbenlys værdi - den massive udbredelse af fejlbehæftet software er skræmmende,« sagde Edsger W. Dijkstra under mødet.

Også softwaredesignerne fik et par ord med på vejen af en deltager:

»Der findes to typer af systemdesignere. Den første løser ét problem ad gangen, hvis de præsenteres for fem problemer. Den anden vil vende tilbage og fortælle dig, at det ikke er de rette fem problemer og derefter give dig løsningen på det ene problem, der danner grundlag for de fem andre.«

Den anden type af systemdesignere er god at have under designfasen af it-projektet, men ikke nødvendigvis som projektet skrider frem:

»Du må hellere skille dig af med ham efter de første seks måneder, hvis du gerne vil ende op med et system, der fungerer i praksis.«

Læs mere i rapporten om det NATO-sponsorerede møde.

Kan du genkende nogle af de 43 år gamle udsagn fra deltagerne i dig eget arbejde? Giv dit besyv med i debatten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Erik Frøkjær

Ja, Nato konferencen om "Software Engineering" afholdt i oktober 1968 var ganske afgjort en milepæl i forståelsen af muligheder og vanskeligheder knyttet til udviklingen af store IT systemer. Problemstillingerne blev for første gang åbent diskuteret under betegnelsen "The Software Crisis". I diskussionerne deltog flere af verdens absolut førende dataloger og softwareudviklere, både fra de videnskabelige og de industrielle fagmiljøer. Diskussionerne på konferencen blev fastholdt ved tætte skriftlige referater samt båndoptagelser. Straks efter konferencen redigerede Brian Randell og Peter Naur konference-rapporten på 231 sider. Randell og Naur tog ikke først hjem; de lejede sig ind på et nærliggende hotel for sammen at renskrive rapporten i et første udkast, mens alle indtrykkende stod klart for dem begge. Den endelige rapporten blev udgivet af Nato Science Committee i 1969, og genudgivet af det amerikanske forlag Petrocelli/Charter i 1976.

  • 5
  • 0
Bjørn Reese

Jeg har aldrig brudt mig om rapportens eksempel med Wright brødrene, fordi de anvendte en iterativ trial-and-error udviklingsmodel, hvor de gradvist løste det ene problem efter det andet. De finansierede selv deres flyvemakine, og der var ikke andre krav end at komme i luften.

Et bedre eksempel havde været Samuel Langley, der også forsøgte at lave en motoriseret flyvemaskine på nøjagtig samme tid. Langley var sponsoreret af det amerikanske forsvarsministerium (der dengang hed Department of War), og de havde en række krav til hans flyvemaskine, så som minimum rækkevidde, flyvehøjde, samt plads til to personer (en pilot og en fotograf). Langley endte med at opgive projektet.

  • 3
  • 0
Johan Hertz

Erfaring er en billet til et tog, som er kørt, sådan har holdningen desværre været i meget lang tid.
Med det udgangspunkt kan det ikke undgås, at de sammefejl kommer igen med jævne mellemrum.
Der er masser af brugbar erfaring at hente i det, som er sket, også i den gamle rapport selvom den er fra 1969. Man behøver ikke lave alle fejlene selv, for at undgå at lave dem igen.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Computerverdenen er en flygtig størrelse, hvor seneste teknoskrig kan være afløst af et nyt efter få måneder på markedet. Men det er ikke alt i it-verdenen, der forandrer sig med tiden. I oktober 1968 satte omkring et halvt hundrede af computerverdenens spidser sig til bords ved et NATO-sponsoreret
møde i den tyske by Garmisch i Bayern. Diskussionen gik på softwares tilstand anno 1968, og de bevingede ord blev nedfældet af journalister og senere redigeret af blandt andet den danske datalog og computerpionér Peter Naur. Teknologibloggeren Peter Krantz har fundet dokumentet frem, og han er forbløffet over, hvor mange af de mere end 40 år gamle udsagn, der stemmer med nutidens it-verden....