Data på en dansk folkeskoleelev indsamlet af en kommune er blevet spredt til servere fordelt over 15 forskellige lande verden over.
Det skriver Fagbladet Folkeskolen.
Faderen til folkeskoleeleven hedder Christian Wadskov, og han har søgt aktindsigt hos Brøndby Kommune i, hvilke data om datteren kommunen har indsamlet og delt mellem myndigheder og institutioner.
Ifølge Folkeskolen viser aktindsigt, at kommunen blandt andet har indsamlet helbredsoplysninger og data om datterens filosofiske og religiøse overbevisninger. Samtidig er både de følsomme og ikkefølsomme data om datteren i dag gemt på servere i 15 forskellige lande over hele verdenen.
Indsamlingen og databehandlingen er ifølge Christian Wadskov foregået inden for lovens rammer, men opdagelsen er alligevel bekymrende, påpeger han.
»At dataene ligger i 15 lande, skyldes sandsynligvis, at firmaer har udviklere og servere i de lande. Er der indgået en databehandleraftale, er det fuldt lovligt. Det mest imponerende er egentlig mængden af lande«, siger Christian Wadskov til Folkeskolen og tilføjer:
»Og der kan altså ske fejl, så data pludselig er offentligt tilgængelige. Det er set før. Jo flere steder data er spredt, jo større er risikoen for det naturligvis«.