Darpa-revolution vil skrumpe supercomputere til telefonstørrelse

Den amerikanske hær har udfordret chip-firmaer til at gøre processorer 100 til 1000 gange mere energieffektive på otte år. Lykkes det, vil projektet revolutionere hele it-verden.

Det er ikke godt nok med en supercomputer, der fylder et helt rum, og bruger enorme mængder strøm. Vi skal have banket energiforbruget kraftigt ned, selvom ydelsen går op.

Sådan lød udfordringen fra det amerikanske forsvars legendariske forskningscenter DARPA til chip-producenter og universiteter, og for nyligt blev der delt ud af de knap 600 millioner kroner, der foreløbigt er afsat til projektet, som har fået navnet Ubiquitous High Performance Computing.

Læs også:Farvel Moore: USA's militær vil 1000-doble supercomputers hastighed på 8 år

Blandt de chip-eksperter, der tog udfordringen op, var Intel, som i anledning af DARPA's ambitiøse projekt har funderet lidt over konsekvensen, hvis det faktisk lykkes at skrue energiforbruget ned med en faktor 100 til 1000 på otte år, som et af kravene lyder fra DARPA.

I et blogindlæg beskriver Intel, hvordan et lavere energiforbrug bliver helt afgørende for, om vi fremover kan udnytte de ekstra kræfter, som udviklingen af chipteknologi giver.

For selvom det lykkes at mangedoble beregningskraften og klemme endnu flere transistorer ned på en chip, end Moore forudså, vil det nærmest være ligegyldigt, hvis man ikke også opnår heftige forbedringer i energieffektiviteten.

Tager man - lidt firkantet - og ganger data for øjeblikkets supercomputere, der nu måles i petaflops (billiarder floating point beregninger pr. sekund), så de bliver tusind gange hurtigere og måles i exaflops, vil energiforbruget stige til seks gigawatt. Det svarer til, hvad en håndfuld atomkraftværker i dag kan levere, skriver Intel.

Og overfører man samme udviklingstakt til smartphones, så man om ti års tid vil kunne presse 100 gigaflops ned i telefonstørrelse, ville det kræve et batteri, som kan levere 600 Watt. Dermed skulle brugeren rende rundt med noget i retning af et motorcykelbatteri i lommen - og telefonen ville i øvrigt blive ulideligt varm at holde om.

Hvis forskerne får held med at øge energieffektiviteten med en faktor 300, vil monster-supercomputeren i stedet bruge 20 megawatt, og supertelefonen kan klare sig med to watt. Begge dele vil være realistisk at levere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Begge dele vil være realistisk at levere.

Aha, fordi nogle bosser i det amerikanske militær gerne vil have bedre computere hurtigt så er det helt sikkert at deres mål er realistisk?

Til de der militærnødder, hvis I lærer at bruge den så har I en supercomputer indbygget i en moderne mobiltelefon. Hvis ikke den er sjov at lege med så er det nok ikke regnekraften men nærmere evnen til at udnytte den som er problemet.

Engang imellem kunne jeg sku godt tænke mig at hardwareudviklingen bare stoppede, så kunne det være at folk kunne begynde at fokusere på programmeringen i stedet for at tro at den hellige gral er en hurtigere processor og mere ram.

  • 0
  • 0
#2 Deleted User

Hej Jacob,

'Realistisk' gik på, at man godt kan levere 20 megawatt til en supercomputer, mens 6 gigawatt er urealistisk - ikke om det vil lykkes at nedbringe energiforbruget så meget.

Desuden handler DARPA's udfordring også i høj grad om nye måder at programmere på. Alle tricks gælder, så at sige.

vh.

Jesper Version2

  • 0
  • 0
#3 Deleted User

Undskyld misforståelsen. Det ændrer dog ikke ved at artiklen forholder sig overordentligt ukritisk til projektet.

Desuden handler DARPA's udfordring også i høj grad om nye måder at programmere på. Alle tricks gælder, så at sige.

Aha, det ser jeg ikke gengivet blot som en antydning i din artikel. Det er så vidt jeg kan se nævnt i materialet at computeren også skal være let at programmere, men bortset fra det forekommer der at være en ret entydig hardwarefokus, jo flere flops jo bedre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere