Darkweb - ordet er måske det mest cyberpunkede, vi i dag bruger til at beskrive en del af internettet, hvor få finder vej til nogle sider, hvor brugerne helst vil undgå nysgerrige forbipasserende. Men faktisk er ordet misvisende.
En gruppe forskere fra MIT's Smart Lab i Singapore har nemlig undersøgt 7.178 sider, skjult på Tor og konstateret, at der ikke er tale om et rigtigt web. Det skriver Vice Motherboard.
Det var Tim Berners Lee, der skabte World Wide Web, og navnet 'web' beskrev, hvordan de enkelte sider var forbundet via hyperlinks på kryds og tværs, så man kunne blive ledt fra én side til en anden og videre til en tredje.
Men på The Dark Web er det anderledes. Forskerne brugte grafteori til at sammenligne, hvordan siderne på Darkweb var forbundet i forhold til, hvordan siderne på WWW er forbundet.
87 procent af siderne på Darkweb linker ikke til nogen andre sider
Darkweb-siderne ligger på adresser på Tor-netværket, som ikke er almindelige domænenavne eller IP-adresser, men derimod en hashværdi, der bruges til at lede brugerne hen til en server, der ikke kan ses uden for Tor.
Det gør det svært at finde frem til, hvor en server fysisk befinder sig, og da brugerne også ledes hen til serveren via Tor, så er det også svært at spore brugerne. Derfor er Darkweb et sted, der også lægger serverplads til lyssky forretninger som illegal våben- og narkohandel.
Resultatet af undersøgelsen var, at mere end 87 procent af siderne på Darkweb ikke linker til nogen andre sider. Det skyldes ifølge forskerne ikke blot, at sider på Tor-netværket ofte har kortere levetid, men snarere at personerne bag Tor-siderne er mindre tilbøjelige til at linke, for tendensen var den samme for, om en Darkweb-side linkede til en anden Darkweb-side eller en side på WWW.
Ifølge forskerne er Darkweb derfor ikke struktureret som et web, men snarere som isolerede siloer eller øer med meget få indbyrdes forbindelser og forbindelser til det almindelige web.