Danskudviklede Subway Surfers er nu mest downloadede Android-spil nogensinde

Subway Surfers er blevet downloadet flere gange end Candy Crush Saga fra Google Play, men spillet ligger dog ikke i top målt på omsætning.

Det danskudviklede spil Subway Surfers er nu det mest downloadede spil nogensinde på Google Play. Spillet er blevet downloadet flere gange end Candy Crush Saga og ligger også foran andre store mobilspil som Angry Birds, Temple Run og Clash of Clans. Det skriver Adweek.

Opgørelsen er baseret på tal fra app-reklametrackingsfirmaet App Annie og strækker sig over perioden fra januar 2012 til marts 2016.

Subway Surfers er udviklet af de to danske spilfirmaer Sybo og Kiloo og blev frigivet i 2012. Siden da er spillet udgivet i flere varianter og til adskillige platforme. Den første udgave var dog til Apples iOS og ikke til Android, hvor spillet altså angiveligt ligger i top på downloadlisten.

Læs også: Setup'et bag dansk spilsucces: Sådan klarer Subway Surfers 4.000 connections i sekundet

Målt på omsætning i Google Play, så kan Subway Surfers imidlertid ikke hamle op med de spil, der bygger på den forretningsmodel, hvor spillerne køber forskellige former for 'power-ups' i spillene for eksempelvis at få ekstra liv eller lidt ekstra hjælp til at klare en svær bane.

Her er det ifølge Adweek og App Annie Puzzle & Dragons, der ligger øverst fulgt af Clash of Clans, Monster Strike og Candy Crush Saga. Subway Surfers er slet ikke i top 10.

Selvom spil er én af de mest populære kategorier af mobil-apps, så er Subway Surfers dog ikke den mest downloadede app samlet set. Der kan spillet ikke slå Facebooks apps.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere