Danskerne ved, at de bliver sporet på nettet - og er ikke bekymrede

15. marts 2022 kl. 12:4520
Danskerne ved, at de bliver sporet på nettet - og er ikke bekymrede
Illustration: MI Grafik.
Den årlige rapport om danskernes anvendelse af IT fra Danmarks Statistik viser, at næsten alle danskere er med på, at deres færden på internettet bliver registreret af cookies. Mindretallet vælger dog at gøre noget ved det, og endnu færre er bekymrede over det.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Når du browser rundt på internettet i jagten på den ideelle hjørnesofa eller dagens nyheder, registreres din færden højst sandsynligt med henblik på at sende dig målrettede reklamer.

Det er størstedelen af danskerne udmærket klar over, viser en nyligt udgivet rapport fra Danmarks Statistik, der årligt undersøger danskernes brug af IT.

Ni ud af ti danskere er nemlig bevidste om, at cookies kan spore deres færden på nettet, og at det kan bruges til at målrette reklamer mod dem.

Mændene er mindst bekymrede

For de flestes vedkommende er det dog ikke noget, der giver anledning til bekymring. Omkring fire ud af fem danskere browser ifølge undersøgelsen rundt på internettet relativt ubekymrede om, at der bliver holdt øje med deres adfærd på internettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

45 pct. af kvinder svarer, at de ’i nogen grad’ er bekymret for, at online adfærd bliver sporet, mens det hos mændene er 37 pct. Kun hver femte dansker, uanset køn, er i høj grad bekymret for, at deres online-aktivitet bliver registreret.

Ifølge rapporten er det hovedsageligt mænd, der ændrer browserindstillinger og er opmærksomme på at forhindre, at deres personlige data havner de forkerte steder.

26 pct. af adspurgte svarer, at de bruger en blokeringssoftware mod cookies og lignende som sikkerhedsforanstaltninger, men det er i højere grad end gennemsnittet mænd og personer under 30 år, der bruger denne type software.

Rapporten er lavet i samarbejde med ÆldreSagen, Sundhedsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen.

20 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
20
18. marts 2022 kl. 15:06

Hvis man kun ser på det ud fra et individuelt synspunkt, så kan det godt synes ligegyldigt. Især hvis man er en gennemsnitlig hvid heteroseksuel mand, der ikke skiller sig specielt meget ud fra andre og dermed ikke risikerer fx diskrimination. Data, opsamlet af private virksomheder, bruges ikke kun til reklamer. De siger big tech for det lyder så uskyldigt, men data bruges også til at købe op, til at træne deres algoritmer og AI, til at lobbye og kontrollere deres konkurrenter. Så det her bør jo primært ses fra et samfundsperspektiv; Vi har med meget store virksomheder at gøre, som indsamler så mange deltaljerede data om os alle, og det giver dem en ufattelig stor magt - al for stor magt. Når de får bøder for at overtræde vores lovgivning, som de i øvrigt er uenige og ofte lykkes med at ændre/udvande, så betaler de sig efter i årevis at have spilt statens penge på at anke og anke. De bor ofte i skattely. De har så meget viden, at de ved hvilke start-ups, de skal købe op, før andre gør og få en go pris, så de vokser sig større og større ved opkøb. Flere af dem kontrollerer samtidig en monopollignede platform, så de kan kontrollere og overvåge de virksomheder på platformen som de så også konkurrerer med. Der er meget store problemer ved at vi har fået så magtfulde databaserede virksomheder. Det her er en generalisering - der er masser af store virksomheder der opfører sig rigtig pænt og betaler deres skat fordi de føler sig som en del af et samfund.

18
18. marts 2022 kl. 10:02

Som jeg tidligere har skrevet, så har vi alt muligt at være bange for, fordi vi alle 'bryder loven' nærmest på daglig basis.

At bryde loven, er ikke noget at være bange for. Kriminelle, terrorister, hackere, mafien, og skattevæsenet, er noget at være bange for.

Hvis politiet systematisk anvender nettet til at finde lovovertrædelser, så vil det ikke være en negativ ting. Det negative er, hvis det ikke er systematisk, og kun er bestemte udvalgte personer, som det går ud over. Er det systematisk, vil enten vi ændre adfærd, eller loven ændre sig. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

De fleste lovovertrædelser der begås på nettet, er til statens fordel, så de har ikke en god grund til, at gøre noget ved det. Det eneste, man vil opnå ved at gøre noget ved det, er en stor uønsket pengestrøm ud af landet, der er ikke gavner statens indtægter. Der har været problemer med moms og told, men dette problem er løst af EU.

17
18. marts 2022 kl. 08:37

Vi kender jo alle sammen den dér floskel med "Hvis du ikke har noget at skjule, hvad er du så bange for?"

Som jeg tidligere har skrevet, så har vi alt muligt at være bange for, fordi vi alle 'bryder loven' nærmest på daglig basis.

Men her tænker jeg specielt på regeringens overvågning (kameraer alle vegne, hastighedsmålere, etc.), og ikke på privates surfing på nettet.

Her kan jeg ikke rigtig se hvad problemet er. Overvågning og kortlægning af netaktiviteter bruges jo kun til at målrette reklamer. Og hvorfor er det så forfærdeligt?

Umiddelbart mener jeg, at når der nu absolut skal være reklamer, så er det da bedre at de er relevante for mig (værktøj, IT-udstyr, Legetøj og så videre) frem for irrelevante 'spredehagls-reklamer' så jeg får vist alt muligt fra menstruationbind til plantegødning.

Det eneste minus er, at jeg konsekvent får vist reklamer for et LEGO-sæt som jeg allerede har købt til min søns fødselsdag.

Men der er måske noget jeg har overset? I så fald vil jeg gerne høre om det, det skader ikke at lære noget nyt.

16
16. marts 2022 kl. 07:41

Det sjove er, at den største gruppe, "I nogen grad bekymret", helt er udeladt af grafen 8.1 på side 40.

Det er en meget besynderlig graf, hvor alt muligt er rodet sammen. I nogles øjne kunne man sikkert opfatte den som illustration af, at langt de fleste kender risikoen, men at de færreste er bekymrede. I mine øjne ligner det målrettet manipulation.

15
16. marts 2022 kl. 07:28

hvis hver 5. dansker er bekymret og 45% kvinder og 37% mænd i nogen grad er bekymretaler vi om at et flertal af danskerne er bekymrede over trackingen. hvordan pokker ka det i overskriften blive til at danskerne ikke er bekymrede

Lige nøjagtig!

Da jeg så disse tal, da jeg læste artiklen, gik det med det samme op for mig, at artiklen var den sædvanlige makværk fra "journalisternes" side af. Og så stoppede jeg egentlig med at tage artiklens indhold alvorligt.

Men ved genlæsning/nærstudie antager jeg, at det, som "journalisten" forsøgte at videreformidle, var, at befolkningen er inddelt i grupperinger.

Ikke bekymret.

Bekymret i nogen grad.

Bekymret.

Og så bliver det samlede billede mere mudret, eftersom der blandes en helt anden gruppering ind, som slet ikke har noget med sidste gruppering at gøre; nemlig: blokeringssoftware (26% af de adspurgte benytter dette).

Hvis man vil vide, hvad artiklen egentlig forsøger at fortælle, så må man nok droppe forfatteren, og gå direkte til forfatterens påståede kilde (som der heller ikke er angivet et link til).

14
16. marts 2022 kl. 07:22

Sjove ting fra rapporten:

"Ni ud af ti er klar over, at cookies kan spore ens færden på nettet, og at denne viden kan bruges til at sende målrettede reklamer til en. Hver niende svarer, at de ikke vidste det."

"Der er 39 pct. af internetbrugere, der har ændret indstillinger i deres browser for at forhindre eller begrænse cookies på deres enheder. 46 pct. af mændene har ændret deres browserindstillinger, mens det blandt kvinderne er 33 pct. Hver femte mand og kvinde er ’i høj grad’ bekymret for, at deres aktiviteter online bliver registreret og anvendt til skræddersyede reklamer. Der er med 45 pct. flest kvinder, som svarer, at de ’i nogen grad’ er bekymret for, at online adfærd bliver sporet mod 37 pct. af mændene. Omvendt er der flest mænd (42 pct.), der ikke bekymrer sig om, at registrering af aktiviteter kan anvendes til målrettede reklamer. Det samme gælder 36 pct. af kvinderne."

Der er vist nogen, som ikke kan regne i Digitaliseringsforstyrrelsen, Ældresagen, Sundhedsministeriet og Danmarks Statistik. Eller er det mon "uskyldigt spin" af dentype, vi ofte udsættes for i disse sammenhænge? For det ligner mønstret fra udlægning af undersøgelser omkring anvendelsen af sundhedsdata.

12
16. marts 2022 kl. 07:12

Du har ret, Pernille Tranberg. Hvis man går regnestykket, som det er præsenteret her, efter i sømmene, så må det betyde, at 65 % af kvinderne i nogen eller høj grad er bekymrede, og tilsvarende 57 % af mændene. Skam jer, Version2.

Og hvor er linket til rapporten? (eller i det mindste titlen?)

11
16. marts 2022 kl. 06:45

hvis hver 5. dansker er bekymret og 45% kvinder og 37% mænd i nogen grad er bekymretaler vi om at et flertal af danskerne er bekymrede over trackingen. hvordan pokker ka det i overskriften blive til at danskerne ikke er bekymrede?

9
16. marts 2022 kl. 02:59

Er totalt uoverskueligt, uigennemsigtigt og hvad, katten kan jeg gøre ved det?!

Når jeg kigger efter ting, eller bare vil tilgå nyheder, så orker jeg ikke at bruge en masse tid på at til- og fravælge de der elendige cookies. Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad, hvordan og hvorfor, jeg til- eller fravælge møget.

Som regel er jeg kun opmærksom på dem, når jeg har været for emsig med at rydde op i min historik. Hvad var passwordet nu lige til den side?! Oh, sh...

De kalder dem, jo ikke ligefrem: "Og nu vil du blive forfulgt gennem HELE Internettet!"

Mvh

Tine

8
15. marts 2022 kl. 23:43

Det er ikke mangel på bekymring, man kan desværre bare ikke gøre ret meget som menigmand, så det ender i opgivelse og frustration. Nick Hækkerup har ikke forstået at Orwells 1984 var en advarsel og ikke til at lade sig inspirerere af og mange de andre partiers ordførere lader ikke til at være meget bedre.

6
15. marts 2022 kl. 21:25

Alternativet til sporing og målrettede reklamer er betalingsmure. Se blot på fx <a href="https://www.guloggratis.dk">https://www.guloggratis.dk</a&gt;.

Og? De vil gerne tjene penge på at "sælge" annoncer. Så er der tre muligheder:

  1. De tager penge fra den der vil sælge noget gammelt skrammel.
  2. De tager penge fra den der vil kigge på gammelt skrammel.
  3. De sælge reklamer på siten som IKKE tracker brugerne.

De to første vil nok hæve kvaliteten af ting til salg på siden.

Så ja, Googles algoritmer må gerne vide, at jeg har besøgt Version2 og det, der er værre.

Nej tak.

Diverse trackingsites bliver derimod blokeret her hos mig. Både med add-blockers og dns-blackholing.

Og mødes jeg af et tracking-helvede som på fx bt.dk, holder jeg mig helt væk.

/Henning

5
15. marts 2022 kl. 21:13

Hvorfor egentlig?

Skal internettet altid være "gratis"?

Er det så ikke mere reelt at være ærlig om at man faktisk prøver at drive en forretning - i gamle dage gav man faktisk en tier for Den Blå Avis.

4
15. marts 2022 kl. 20:49

Alternativet til sporing og målrettede reklamer er betalingsmure. Se blot på fx https://www.guloggratis.dk. Så ja, Googles algoritmer må gerne vide, at jeg har besøgt Version2 og det, der er værre.

3
15. marts 2022 kl. 20:30

"De må sg'u gerne vide, at jeg ser efter en hjørnesofa!"-forklaringen dækker nok en hel del. At det slet ikke stopper der, er mange måske mindre bevidste om. Og de vil helst ikke vide det, da det jo kun giver flere bekymringer.

Men jeg gætter.

2
15. marts 2022 kl. 17:09

Jeg gætter også på, at det snarere er opgivelse...

1
15. marts 2022 kl. 14:28

Jeg kunne måske tænke at det er fordi man har fundet ud af at man ikke kan gøre noget ved det. Når folketinget har besluttet sig for at gå imod grundloven og tilsidesætte alt hvad man egentlig tager forgiver, så er der ikke så meget mere man kan gøre.

Og som vi har set, så har en dom fra CJEU jo heller ikke ændre meget.

Det ville nok bekymre alle Danskere hvis de opsamlede data blev delt med USA (NSA), men det er der jo ikke noget der ved noget om.