Bring Your Own Device-bølgen skyller ind over Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra konsulentvirksomheden Avanade, hvor 25 virksomheder i hvert nordisk land har deltaget.
Bring Your Own Device (BYOD) dækker over, at medarbejdere arbejde på deres eget foretrukne it-udstyr, i stedet for at virksomheden stiller eksempelvis en pc til rådighed.
88 procent af de adspurgte danske virksomheder svarer ja til, at deres medarbejdere bruger privat it-udstyr på arbejdet. Det sætter Danmark i en førerposition, når man sammenligner os med vores skandinaviske naboer.
»Den danske befolkning er meget tech savvy, og de danske slutbrugere benytter deres egne apparater på arbejdet, lige meget om de har lov eller ej,« siger Avanades nordiske CTO, Florin Rotar, til Version2.
Det ser dog ud til, at de danske virksomheder er knap så begejstrede for privat hardware på arbejdspladsen, som brugerne er. Kun 36 procent af de adspurgte danske virksomheder tror, at det øger medarbejdernes mobilitet. Til sammenligning tror 60 procent af de svenske, finske og norske virksomheder, at BYOD giver mere mobile ansatte.
Læs også: BYOD - kan det virkelig lade sig gøre
Florin Rotar tror, den danske skepsis skyldes, at de danske virksomheder er blevet taget på sengen og derfor ikke har mulighed for at imødekomme de ansattes krav om privat hardware på en struktureret facon. Hvorimod svenskerne er mere artige og følger virksomhedernes it-politik. På den måde har de svenske virksomheder bedre mulighed for at imødekomme kravet mere struktureret.
BYOD er kommet for at blive
De danske virksomheder er dog ikke i tvivl om, at trenden er kommet for at blive.
»Over halvdelen af respondenterne i Danmark svarer, at det her vil boome i løbet af de næste 12 måneder. Hvis man sammenligner med Norden, er det meget tydeligt, at vi i Danmark ligger foran, når det gælder forståelse af, at det her er noget, der sker lige nu,« siger Avanades danske landechef, Lars-Bo Klausen, til Version2
Ifølge Florin Rotar er det simpelthen et spørgsmål om, at den nye generation på arbejdsmarkedet har andre forventninger.
»Den yngre generation har forventninger baseret på erfaringer hjemmefra. De forventer samme fantastiske teknologi, som de kender, og forventer hurtig adgang til nye løsninger,« siger Florin Rotar og fortsætter:
»Samtidig har brugerne langt flere apparater i form af tablets, smartphones, netbooks og så videre. De er vant til stor mobilitet og vil have adgang til arbejdet fra de apparater, de kender.«
84 procent af de danske respondenter mener, de har ressourcerne til at imødekomme kravet om mere privat hardware på arbejdet.