Den gennemsnitlige dansker får sit internetforbrug på både pc og smartphone registreret mere end én gang i minuttet. Det skriver Dagbladet Information.
Regnet om i årlige registreringer bliver det til 3,5 billioner registreringer. Det er en firedobling af overvågningen i Danmark på bare ét år, viser tal fra Teleindustrien.
Det store omfang af overvågning fører dog ikke til bedre efterforskning for hverken politiet eller PET. En rapport fra Justitsministeriet fra 2012 afslører nemlig, at overvågning af danskernes internetforbrug er stort ubrugeligt for politiet og PET.
»De regler, der er om logning af internettrafik, har medført en eksplosionsagtig vækst i antallet af registreringer, som teleselskaberne skal opbevare. Det betyder en ret indgående overvågning af vores kunder, som ikke har haft nogen værdi for politiets efterforskning. Det er mildest talt ikke proportionalt,« siger Jakob Willer, der er direktør i Teleindustrien, til Information.
Justitsministeriet har nu oplyst Dagbladet Information, at man vil fremsætte et lovforslag om revision af loven senest til næste folketingssamling.
Både SF og Radikale Venstre er nu åbne for helt at afskaffe sessionslogningen.
»At det er eksploderet så meget, det kommer bag på mig. Det er et vink med en vognstang om, at vi skal se på, om vi ikke kan begrænse det mere,« siger retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) til avisen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.