Rundspørge: Danskere vil have digitale valg via internet

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
En rundspørge fra KMD viser, at langt over halvdelen af danskerne gerne vil kunne stemme digitalt enten over internettet, i en mobil valgbus eller i digitale stemmebokse i selve valglokalet.

KMD har i en rundspørge undersøgt, hvordan danskerne forholder sig til digitalt valg, og tendensen er klar: Danskerne vil gerne stemme digitalt. Det skriver KMD i en pressemeddelelse.

65 procent af befolkningen synes, det er en god idé at kunne stemme hjemmefra via internettet. Og næsten 80 procent af de adspurgte vil formentligt afgive deres stemme over nettet, hvis det var muligt.

Selv om der er stor opbakning fra danskernes side om afsteming via internettet, har det lange udsigter, mener den administrerende direktør i KMD, der står bag it-løsningerne KMD Digital Valgliste og KMD Valg Brevstemmeprotokol.

»Der er ingen tvivl om, at det godt kan lade sig gøre rent teknologisk at foretage valget via internettet. Men det ligger ikke lige for, da der er en lang tradition for, at man skal møde personligt frem ved valghandlingen. Det er med til at sikre, at vores valg er anonymt og ikke påvirket af andre, hvilket jeg sagtens kan se det fornuftige i,« siger Lars Monrad-Gylling.

71 procent tilkendegav i undersøgelsen, at de ville overveje stemmeafgivelse via digitale brevstemmer i en mobil valgbus. Og 70 procent gik ind for digitale stemmebokse.

I stedet for at indføre internet-afstemning, som mange af princip er imod på grund af manglende anonymitet, kan der indføres digitale stemmebokse på afstemningsstederne.

Ulempen kan, ifølge Lars Monrad-Gylling, være, at spændingen bliver taget ud af valget, og det vil mange nok være imod.

»Med en digital afstemningsboks kunne danskerne kende valgresultatet allerede i minutterne efter valgstederne lukker kl. 20.00. Det vil selvfølgelig tage lidt af luften ud af den spænding, der traditionelt er på en valgaften. I sidste ende er det et politisk valg, hvad vi gør fremover, men der er ingen tvivl om, at udviklingen peger i retning mod, at valg bliver mere og mere digitale,« udtaler han.

Valg 2011: Det mest digitale valg nogensinde

74 procent af danskerne mener, at digitale valglister bør anvendes til et valg, fordi det vil gøre det hurtigere at afgive sin stemme. Digitale valglister er da også på fremmarch i dette valg, hvor flere og flere kommuner har indført digitale valglister.

»Flere kommuner end nogensinde har valgt at digitalisere de bagvedliggende procedurer mest muligt, og dette folketingsvalg bliver derfor det mest digitale nogensinde,« udtaler Lars Monrad-Gylling

Se undersøgelsen her:

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (30)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Keller Catalan

"Der er ingen tvivl om, at det godt kan lade sig gøre rent teknologisk at foretage valget via internettet. Men det ligger ikke lige for, da der er en lang tradition for, at man skal møde personligt frem ved valghandlingen. Det er med til at sikre, at vores valg er anonymt og ikke påvirket af andre, hvilket jeg sagtens kan se det fornuftige i"

Det er ikke MED til at sikre, at vores valg er anonymt - det er DET der sikrer det anonyme valg. Og det er ikke bare fornuftigt, det er en total nødvendighed for troværdige valg.

"Ulempen kan, ifølge Lars Monrad-Gylling, være, at spændingen bliver taget ud af valget, og det vil mange nok være imod."

Er det ikke HELE argumentet FOR at indføre dette teknologiske og uigennemskuelige monster af en afstemningsmaskine?

Hvis argumentet for indførelsen er en ulempe... hvorfor så gøre det?

  • 5
  • 2
Hans Schou

<ironi>Jeg vil så kører rundt med min valgbus i fattige områder af DK og købe stemmesedler. Herefter vil jeg stemme over internet, for der kan man se om det er den rigtige person der stemmer. Bliver der en begrænsning på en snedig måde, så borgeren skal være der, overvåger jeg så hvem der bliver stemt på, og betaler kun hvis det er den rigtige. Og sådan fik vi indført kommunisme.</ironi>

  • 1
  • 2
Anonym

er at man bedre sikre at folk ikke stemmer under tvang. Det være sig voldelig kæreste, mand, kone eller andet.

Når man står på valgstedet alene i boksen er der ikke nogen der kan tvinge dig til at stemme på det ene eller det andet - der er du alene. Så nej valg hjemmefra er ikke en god løsning, men jeg kunne dog godt se en fordel i en elektronisk valgboks.

  • 2
  • 0
Søren Rønsberg

Der er ikke et eneste af spørgsmålene som præsenterer nogle af de mange ulemper:

  • Pression fra andre

  • Mulig usynlig registrering af hvem der stemmer hvad

  • Muligheden for at manipulere stemmeoptællingen

Desuden er der kun spurgt aktive netbrugere.
Så alt andet et et positivt resultat er da utænkeligt.

  • 8
  • 1
Rune Ploug

Ja altså det jo et politisk spørgsmål om et tal af svindelnumre opvejer ulempen ved en del ikke stemmer, når at stemme, besværligheden ved at skulle transportere sig selv ned til et valglokale osv.
Men jeg er meget skeptisk over for at man nogen sinde vil kunne lave en løgn detektor eller lignende der gør det muligt at stemme fra sit eget hjem uden at blive påvirket, på en ulovlig måde, af f.eks. den famøse mand med våben. Og uden at man rent faktisk ikke kan stemme uden for hjemmet ved brug af en tunnel osv.
Så længe det ikke kan lade sig gøre at udvikle en sådan løsning kan jeg ikke se hvor meget fordel der kan være ved at digitalisere det på valgstederne men selvfølgelig hvis det forsvarligt og der måske endda giver besparelser og mere valgsikkerhed er der måske en lille udvikling at hente.

Men vi stadig tilbage ved start: Vi skal stadig ned og stemme.

  • 2
  • 0
Peter Nørregaard Blogger

Alle ved, at en undersøgelse bør designes, så risikoen for bias er minimeret. Nogle gange lader det dog til, at bias er netop hvad undersøgelsen forsøger at skjule. Også her!

Her, såvel som i en tidligere KL-undersøgelse som jeg har blogget om, forsøger en interessent sig med en undersøgelse om interessen for at foretage elektroniske valg ved at spørge folk, der i forvejen er fortrolige med og aktivt interesserede i give deres mening til kende elektronisk via internettet (her er det med userneeds internetbaserede panel)

Kan nogen med kendskab til markedsundersøgelser hævde, at det er en repræsentativ undersøgelse? Kan KMD?

  • 6
  • 1
Karsten Thygesen

Hej Claus

Jeg må skuffe dig - elektronisk valg med stemmeafgivelse via digital signatur har allerede været en realitet i Danmark. Der blev afholdt menighedsrådsvalg i 2008, hvor der blev åbnet op for digital stemmeafgivelse over Internettet.

Det var ganske rigtigt ikke et folketingsvalg, men dog et formelt valg og man kunne jo overveje, om digital stemmeafgivelse ikke skulle være Ok for mindre betydende valg...

Se mere her: http://www.km.dk/generelle-sider/nyheder/single-news/menighedsraadsvalge...

Mvh
Karsten
(var dybt involveret i MR-valg 2008).

  • 0
  • 1
Søren Skaarup

En gang hver fjerde år (ca.) bekræfter vi vores (med)borgerskab ved at foretage den paradoksale handling at give en del af vores indviduelle magt fra os til fælleskabet, gennem valg af repræsentanter til Folketing og Kommunalbestyrelser. Det er for de fleste af os den eneste situation hvor vi "træder i karakter" som borgere og det sgu noget "stort og særligt" og det skal det også føles som. Valget er det repræsentative demokratis grundritual. Vi skal alle ud - om så i regn og rusk - og, høj som lav, stimle hende på den lokale skole, stå i den samme kø og afgive vores stemme på lig for og lige vilkår. Ikke bare er det et ritual - det er et fælleskabsritual og det bekræfter "in the flesh" demokratiets grundliggende lighedsprincip. Også derfor skal vi (ud over hensynet til fri og hemmelig stemmeafgivelse) aldrig have valg over internettet.

Men hvad så med digitale stemmemaskiner? Jeg har ikke forstand på hele det tekniske sikkerheds-aspekt så det vil jeg lade andre om at mene noget om, men hvad er det egentlig for et problem de digitale maskiner skal løse - og hvad skaber de af nye problemer?

Lad os først se på, hvad vi mister. I dag begynder en valghandling med at valgbestyreren på valgstedet viser de tomme stemmekasserne frem for de fremmødte vælgere og forsegler dem i deres påsyn. Hver vælger får en stemmesedel, går ind i stemmeboksen, kommer ud i den anden ende og lægger den i en forseglet kasse. Det foregår alt sammen under overværelse af mange mennesker, enhver kan se hvad der foregår og enhver kan gennemskue processen. Når valghandlingen er slut skal stemmerne tælles og det gøres af tilforordnede vælgere fra alle partier i fællesskab. Jeg ville kunne vise det til min gamle mor og min niece på 7 og jeg fille kunne forklare dem begge hvad der foregår. Sener sker fintællingen centralt i den enkelte kommune og den foretages af en hær af kommunale embedsmænd. Men hele vejen igennem er processen konkret, transparent, i sin grundsubstans forståelig for enhver og der er mange forskellige øjne på den. Det øjeblik hele dette apparat erstattes af computere bliver processen skjult og kun gennemskuelig for nogle få eksperter. Det er altså dette tab af transparens og tillid skabt gennem mange mennesker konkrete involvering der skal opvejes mod en rationel gevinst i tid og penge.

Jeg har i den offentlige debat hørt fire grundproblemer som digitale valg skulle løse: vi få svaret hurtigere, det er billigere, det giver færre fejl (i stemmeafgivelsen og i optællingen) og det gør det nemmere for borgere med forskellige handicaps at deltage i valghandlingen. Lad os se på dem en ad gangen.

Vi får svaret hurtigere. Ingen tvivl om det - og hvad så? Hvilken betydning har det for demokratiet at valgresultatet kommer 3-4 timer før - og for de personlige stemmer og tillægsmandaterne måske 3-5 dage før? Ikke meget jeg kan komme i tanke om. Men det har da helt sikkert betydning for de marginale kandidater der ikke skal side og bide negle så længe mere. Og så slipper vi naturligvis for hele valgaftenen ... men den er jo netop en væsentlig del af ritualisering af valget. Der er en periode hvor man næsten kan "Høre" demokratiet arbejde i kulisserne mens de tilforordnede rundt på alle valgstederne tæller stemmer op. Det eksponere demokratiet som en process og ikke bare som et regnstykke / tryk på en knap. Vi er som samfund i forvejen fattige på fællesskabende ritualer, lad os ikke opgive et så væsentligt som dette, bar for at spare lidt tid som kun gør en forskel for meget få. At få resultatet hurtigere er et svagt argument.

Det er billigere. OK, det hører vi ofte om digitale løsninger, og så er det ikke altid at det holder. Men solen skinner lige nu - og folk jeg ellers har tillid til har regnet på det, så det vælger jeg at tro på. Men må demokratiet ikke koste penge? Det er jo ikke fordi vi kan give alle børn en bedre skolegang eller booste kvaliteten af ældreplejen med de penge vi eventuelt sparer ved elektroniske valg. Besparelsen er, hvis den holder, et rimeligt stærkt argument i sig selv, men spørgsmålet er om det holder hvis man vejer det op mod det man mister i demokratisk transparens og demokratisk effekt af den nuværende stemmeform.

Færre fejl. Sikkert. Det kan være forvirrende med de ind i mellem meget store stemmesedler så nogen skal nok få sat krydset forkert. Og selv om mange ugyldige stemmer formodentlig er bevidste, så er der selvfølgelig nogen der er blevet det ved en fejl. Egentlig er det jo ret tiltalende at der er ytringsfrihed i stemmeboksen, jeg kan stemme, stemme blankt eller skrive "prut" på stemmesedlen for at vise min foragt for det hele. Kan man det i den digitale løsning? Men mit indtryk (fra mange år som tilforordnet og stemmeoptæller) er, at der egentlig er meget få fejl - og så kræver det ikke så meget fantasi at forestille sig at brugerinterfacet til en digital stemmemaskine introducere helt nye typer af fejl? Så "undgåelse af fejl" forekommer at være et noget svagt argument.

Bedre tilgængelighed for flere borgere. Helt rigtigt. Hvis valgmaskinerne bliver lavet rigtigt vil de i princippet kunne gøre det lettere for den ordblinde, analfabetet og den bevægelseshæmmede at stemme, måske i nogen tilfælde endog at stemme uden hjælp. Men spørgsmålet er her todelt: 1. hvor stort problem er det reelt i dag for handicappede at stemme (helt bortset fra det med at komme TIL stemmelokalet)? Jeg tror det er beskedent. 2. Vil stemmemaskinerne rent faktisk blive lavet så de tager højde for forskellige handicaps - eventuelt ved at tilbyde alternative interfaces fx til folk der er svært læsehandicappede? Det er vel et spørgsmål om både penge og kompetencer - men det er jo helt klart muligt. Igen forekommer argumentet svagt fordi problemet formodentlig er beskedent, selv om det naturligvis kan være stort mok for de relativt få det berører.

Konklusion
Den eneste nogenlunde sikre og rimeligt substantielle gevinst ved elektronisk valg er en økonomisk besparelse. Jeg mener ikke at denne besparelse kan opveje det tab for demokratiet og fælleskabet eller for valgenes transparens og legitimitet som digitale valg formodentlig ville medføre. Dertil kommer så de sikkerhedsmæssige udfordringer som jeg vil lade andre mene noget om.

  • 8
  • 0
Hans Schou

Søren Skaarup

Konklusion Den eneste nogenlunde sikre og rimeligt substantielle gevinst ved elektronisk valg er en økonomisk besparelse.


Hvis det er den sidste planke man kan klamre sig til, så bør alle kunne se at det ser sort ud.

Udgifterne går til udvikling af et system, indkøb af udstyr. Genindkøb ved næste valg. Kontrol af om udstyret er gået i stykker ved næste valg. Sikker opbevaring af udstyr til næste gang, så det sikres at der ikke er fiflet med det.

Det er lissom hele debatten er drevet af teknikfikserede nørder. Lidt på samme måde man agiterede for, at den elektriske stol var en moderne og human måde at slå folk ihjel på. Selvfølgelig skal vi bruge IT hvor det gør gavn, men det gør det ikke ved en hemmelig valghandling. Elektroniske valg fungere fint i Folketinget, for de er ikke hemmelige og alle kan oven i købet selv se at deres stemme er talt med.

Det er iøvrigt sært at MF'erne ikke kan sidde der hjemme og folketingssal-stemme med NemID. Mht. kontrol af om ens egen stemme er talt rigtig med er der styr på. De tror åbenbart ikke på det selv.

  • 1
  • 0
Henrik Biering Blogger

... der er en lang tradition for, at man skal møde personligt frem ved valghandlingen. Det er med til at sikre, at vores valg er anonymt og ikke påvirket af andre, hvilket jeg sagtens kan se det fornuftige i"

Ja, sådan var det i gamle dage før "always online og connected".

Idag vil det kræve en kropsvisitering at sikre at folk ikke med mobiltelefon eller anden gængs teknologi optager og videresender deres valghandling til deres afpresser eller blot til virksomheder eller folketingskandidater, der udlover rabatkuponer, koncertbilletter eller lignende til folk, der stemmer som ønsket.

Jo mere man binder valghandlingen til et bestemt sted og tidspunkt, desto større er muligheden for påvirkning af folks stemmeafgivning.

Så hvis man ønsker bevarelse af valghemmeligheden står valget definitivt ikke mellem "gammeldags" og digital afstemning, men snarere mellem "gammeldags med kropsvisitering" og en digital valgmetode hvor man via forskellige teknikker, herunder minimering af binding til sted og tid samt mulighed for "kodet" og gentagen/fortrydbar stemmeafgivning øger stemmeafgiverens chance for at snyde sine overvågere.

  • 1
  • 0
Peter Mogensen

Der blev afholdt menighedsrådsvalg i 2008, hvor der blev åbnet op for digital stemmeafgivelse over Internettet.

Det må folkekirken som enhver anden forening vel selv ligge og rode med.
Man kan vel melde sig ud, hvis man ikke mener det er demokratisk. Det er noget andet med "Danmark" - ja, ok... men kan jo udvandre.

  • 0
  • 0
Søren Skaarup

@Henrik
En interessant vinkel jeg ikke havde overvejet. Jeg vil dog igen mene at det er et meget begrænset - og noget teoretisk problem - at valghandlingen i stemmeboksen på den måde blev "selvovervåget" - på en måde der ikke ville være let at omgå for den overvågede. Langt de fleste af de sammenhænge hvor jeg selv på valgstederne har oplevet at en ægtefælle eller anden ville med ind i stemmeboksen, har det været borgere jeg af forskellige grunde ikke tiltror de store teknologiske kompetencer. Men igen er det jo en afvejning om man synes det er prisen værd at ændre på systemet for at løse disse problemer.

  • 0
  • 0
Hans Schou

Christian Nobel

Det er lissom hele debatten er drevet af teknikfikserede nørder.

.

Nu er det lidt svært at gennemskue hvad du mener, for jeg vil mene at de fleste "teknikfikserede nørder" så afgjort godt ved at digitale valg er en dødssejler.

Hvad kalder man nogen der er meget begejstrede for ny teknologi, og vil indføre den overalt, uden egentlig at forstå teknologien?

Da elektriciteten kom, den rene energi der ikke svinede, ville man også bruge den overalt, uden tanke for om det egentlig blev bedre.

Nu er der så nogen der vil bruge internet til alt.

  • 0
  • 0
Morten W. Jørgensen

Henrik Biering

Ja, sådan var det i gamle dage før "always online og connected".

Med hensyn til anonymitet og stemmens usaelgelighed er det en interessant iagttagelse jeg ikke havde overvejet.
Men der er ogsaa en anden problemstilling jeg gerne vil paapege: Gennemskueligheden.

Vores traditionelle papirsvalg er en gennemskuelig og forstaaelig afvikling. Alle kommer en lap papir i en toende og til slut taeller vi dem op. Alle der vil kan vaere med til det og til sidst kan man hoere at der bliver indtelefoneret et resultat. Det er nemt og frostaaeligt. Der er ingen magi i form af bits og bytes der paa uigennemskuelig vis suser til en server et sted.

Gennemskueligheden forsvinder ved et digitalt valg og med det ogsaa paalideligheden - mener jeg.

Morten

  • 0
  • 0
Henrik Biering Blogger

Jeg kan godt tage en mobiltelefon ind i boksen og tage et billede af min stemmeseddel og sende til en afpresser/stemmekøber.

Derefter kan jeg - såvidt jeg ved - rive sedlen over og gå ud i valglokalet igen og sige "Jeg kom til at ødelægge sedlen. Må jeg bytte den til en ny?"

Det hjælper dig ikke hvis din afpresser (f.eks. et familiemedlem) er tilstede på afstemningsstedet sammen med dig, forlanger at du optager hele valghandlingen (video) til stemmesedlen er lagt i stemmeurnen og du forlader afstemningsstedet eller der anvendes en app, hvor billede eller video kombineres med telefonens bevægelsessensor.

Så uanset om selve valghandlingen digitaliseres eller ej, må fremtidige valgsystemer tage højde for at digitaliseringen er kommet for at blive og at procedurer, der før i tiden kunne betragtes som sikre ikke længere er det.

Personligt synes jeg dog det er tåbeligt at tale om digitalisering af valghandlingen, hvis man ikke først har taget diskussionen om selve de demokratiske institutioner med fordel kan tilpasses de digitale muligheder. Kan brug af teknologi for eksempel modvirke den nuværende udvikling mod at det repræsentative demokratis valghandlinger udvikler sig til rene useriøse cirkusforestillinger, som den vi lige har oplevet.

En rapport, der løftede debatten op på det plan ville være ulige mere interessant end det forsimplede rundspørge, der ligger til grund for denne artikel og diskussion.

  • 0
  • 0
Jan Keller Catalan

Systemet kan ikke forhindre, at hver enkelt stemme bliver afgivet frit og uden pres - men systematisk undergravning af systemet er ret utænkeligt i praksis. Jeg kan i hvert tilfælde ikke forestille mig, hvordan 1 person (eller en enkelt gruppe) kan tvinge nok folk til at stemme "rigtigt" til at gøre en forskel.

Med et digitalt system er det meget mindre transparent, hvordan det er sikret.

  • 0
  • 0
Kurt Westh Nielsen Blogger

Se på hvem der foranstaltede undersøgelsen og spørg, "hvorfor mon?". Hvis det offentlige vil fremme digitalisering, så brug nogle penge på projekter, hvor ambitionsniveauet er højere end at sætte strøm på eksisterende arbejdsgange. Der er lang vej til brugervenlighed i de digitale selvbetjeningsløsninger. Den slags er meget mere interessant en teknologiforblommede snakke om "e-valg".

  • 0
  • 0
Gert Madsen

Samtidigt skal du så være til stede og sikre at hun ikke tar billede af en stemmeseddel, og bagefter går ud og beder om en ny.

Det er en pointe at den nuværende valghandling ikke er perfekt, ja.

Det er bare ikke noget argument for at gøre sikkerhed og åbenhed ringere, som jo er tilfældet med de digitale valghandlinger der har været foreslået ind til nu.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere