Dansk Bluetooth-dims optager alle dine samtaler

Et nyt dansk produkt, Voicebird, skal gøre det nemt at optage mobil-samtaler. Det sker via et Bluetooth-headset.

Vil du gerne have vigtige telefonsamtaler gemt for eftertiden? Så kan et nyt, danskudviklet produkt måske hjælpe.

Voicebird, som optageren er døbt, består af en lille boks, der er lidt mindre end en typisk mobiltelefon. Via Bluetooth er Voicebird med på en lytter, når man bruger et Bluetooth-headset, og med et tryk på en knap på Voicebird bliver samtalen optaget. Herefter skal man tilslutte Voicebird-enheden til en computer for at uploade samtalerne til den tilhørende Voicebird-tjeneste på nettet. Her kan man lytte til alle sine gemte samtaler eller sende dem til sekretæren for fuld transskription. Det skriver firmaet Voicebird i en pressemeddelelse.

Bag Voicebird står tre danskere, med Mads Transel i spidsen som direktør for firmaet. Han har en fortid som vicepresident hos teleselskaberne 3 og Oister, samt som europæisk direktør for ventureselskaberne Giritech og Excitor.

Ideen til Voicebird opstod hos ingeniør Flemming Christensen, som har fået titel af stifter og bestyrelsesformand for virksomheden. Han talte ofte i telefon i bilen eller på vej gennem lufthavne, og så var det frustrerende ikke at kunne tage gode noter under samtalen.

Det nye produkt er klar til salg i Danmark og en stribe europæiske lande den 29. marts. Prisen bliver 1.036 kroner eksklusive moms.

Nyt teleprodukt vil revolutionere arbejdsdagen

Verdenspremiere. På Mobile World Congress 2013 i Barcelona præsenterer og lancerer en ny dansk virksomhed i dag et nyt produkt. Voicebird, som produktet hedder, optager din mobilsamtale, lader dig gemme den og giver dig mulighed for at dele den, eller udsnit af den, med andre, der har brug for den eksakte ordlyd af begge sider af samtalen. Record, upload og share.

Noter skrevet på en kvittering, en serviet eller bagsiden af et notat. Om man er erhvervsmand, journalist, håndværker eller noget fjerde, så kender de fleste af os situationen – mobilen ringer, vi er på farten, opkaldet er vigtigt, men samtalen ender som utydelige noter på en lap papir.

”Vi lancerer i dag et produkt – et univers – bestående af en lille hardwareenhed og en cloud-baseret platform, der gør det lettere og mere effektivt at komme fra mobilsamtale til reel forretning,” fortæller partner og CEO i Voicebird, Mads Transel, og fortsætter:

”Der er mange faggrupper, som kender til frustrationselementet i at få en vigtig opringning mens man er på farten. Her kan det være svært efterfølgende at huske og bruge samtalens detaljer. Det kunne eksempelvis være en journalist, der på vej til en aftale får et vigtigt interview ringet ind. En håndværker, der får en ordre midt på byggepladsen. Eller en erhvervsmand, der i bilen på vej til næste møde deltager i en telekonference.”

Voicebird er et univers bestående af to ’ben’: en hardwareenhed, der via Bluetooth forbindes til mobiltelefon og headset, så man med et tryk på en enkelt knap kan optage sine samtaler, og en cloud-baseret platform, Voicebird.com. Med Voicebird kan man således optage begge sider af mobilsamtalen, som herefter kan uploades til en privat konto på Voicebird.com. Her ligger samtalen sikkert gemt med mulighed for deling, øjeblikkelig transskription af en kollega på kontoret eller afspilning af hele samtalen, når det passer ind i den travle dag.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde …
Produktudviklingen har stået på siden 2011, og efter mange prototyper er klar i handlen i slutningen af marts. Voicebird-universet er udtænkt og udviklet af de tre iværksættere og venturefolk: Flemming L. Christensen, Claus O. Nielsen og Mads Transel. Flemming og Claus er begge uddannede ingeniører og i dag beskæftiget med bl.a. internationale ejendomsinvesteringer m.m., mens Mads Transel har begået sig i telebranchen siden 1992 – bl.a. som VP for Mobilselskabet 3 og OiSTER samt CCO og europæisk direktør for ventureselskaberne Giritech og Excitor.

Ideen til Voicebird kom, da bestyrelsesformand og partner i Voicebird, Flemming L. Christensen, efter mange år med telefonmøder og brainstorming undervejs i alverdens lufthavne blev godt træt af de mange utydelige samtalenoter på papirlapper og servietter.

”Personlig frustration er ofte kilden til innovation. Det gælder i høj grad også for Voicebird, som startede med en daglig frustration og i dag har lettet min hverdag, som ganske ofte foregår i en bil eller i en lufthavn på vej til et nyt møde,” siger han.

For at komme i gang med markedsføring og salg tog Flemming kontakt til Mads Transel, som til en start blev hentet ind for at realisere den kommercielle del af produktlanceringen. Fra d. 1. marts helliger Mads Transel sig Voicebird på fuld tid og vil fungere som virksomhedens CEO.
”Når vi taler i telefon befinder vi os ofte under stressende forhold og på steder, hvor der ikke er de bedste muligheder for samtidigt at tage brugbare notater. Det forringer i høj grad samtalens værdi, og Voicebird er sat i verden for at afhjælpe dette helt konkrete problem. Selve Voicebird-hardwareenheden skal sammen med Voicebird.com gøre det lettere og mere effektivt at komme fra mobilsamtale til reel forretning. Helt enkelt handler det om: Record, Upload & Share,” siger Mads Transel og understreger:

”Vi har at gøre med et produkt med et kæmpestort potentiale, der på mange måder kan krydse grænser og industrier samt yde god ’førstehjælp’ til folk på farten.”

Til en start kan Voicebird købes via www.voicebird.com med salgsstart d. 29. marts, men allerede fra i dag vil det være muligt at forudbestille sin Voicebird på Voicebird.com. Virksomheden er også i dialog med en lang række af landets store retailers og distributører inden for tele- og IT-produkter om salg af Voicebird, som lanceres til en vejledende pris på 1.036,- kr. ekskl. moms.

I første omgang lanceres Voicebird i udvalgte lande i Norden, DACH og Benelux.


FAKTA

Om Voicebird ApS

Selskabet blev stiftet den 13. maj 2011 og ejes af Mads Transel, Claus O. Nielsen og Flemming L. Christensen. Selskabet holder til i Horsens.

Om Voicebird – produktet

Record – optag begge sider af mobilsamtalen
Voicebird forbindes til din mobiltelefon og headset og giver dig mulighed for at optage dine samtaler.

Voicebird giver dig mulighed for at koncentrere dig om samtalen, mens den samtidigt optages. Slut med ubrugelige noter og glemte detaljer.

Upload – gem dine voice-filer sikkert i skyen
Voicebird.com tilbyder dig en unik og intuitiv måde at opbevare og administrere dine Voice-filer på.

Tilslut Voicebird til din Mac eller PC og dine Voice-filer overføres til din personlige konto på Voicebird.com.

Share – del og transskriber dine mobilsamtaler
Voicebird.com giver dig mulighed for at dele og transskribere vigtige mobilsamtaler.

Del dine telefonmøder med teamet, eller mail dem et hurtigt transskriberet referat – ingen glemte detaljer, ingen spildte muligheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Cristian Ambæk

Herefter skal man tilslutte Voicebird-enheden til en computer for at uploade samtalerne til den tilhørende Voicebird-tjeneste på nettet

Hvorfor ikke bare uploade direkte til computeren? Hvorfor skal det gå igennem en central server? Eller læser jeg det forkert?

  • 2
  • 0
#11 Jørgen L. Sørensen

Er der ikke noget om, at ens samtalepartner skal acceptere, at samtalen bliver optaget?

Hvis du selv er (lovlig) part i samtalen/mødet skulle der ikke være noget lovmæssigt til hinder for at optage en samtale - jvnf. Straffeloven:

"§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den [klip] 3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang."

Kilde: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142912

  • 0
  • 0
#13 Daniel Damgaard

Jeg bruger en app, som hedder "Call Recorder Pro" til Android. Den optager naturligvis begge stemmer. Den kobles til Dropbox, hvormed jeg har adgang til optagelserne over alt. Det er super smart!

  • 1
  • 0
#14 Jacob Nordfalk

Så den kan noget som android kan out of the box de sidste par år?

Lige præcist.

Andre kan så betale 1000 kr for noget der er gratis på Android.

Jeg bruger PhoneTapper (https://play.google.com/store/apps/details?id=com.ohc.phonetapper), lavet af en af mine kursister.

Den har virket fint begge veje på alle de telefoner jeg har haft brugt, rootede såvel som ikke-rootede.

Kigger man på anmeldelserne og laver en helt uvidenskabelig statistik så kan man konkludere at optagelse af samtaler begge veje virker for 75% af telefonerne: App'en virker helt perfekt for 93 anmeldere, 32 anmeldere må rode lidt, mens den ikke virker for 45 anmeldere (det kan dog også skyldes andre problemer).

Må jeg så, som Androidudvikler, foreslå at Android-ejere bruger nogle af de sparede penge på at købe nogle apps. Det ville naturligvis motivere selskaberne til at lave nogle bedre produkter, hvis der var flere der betalte flere penge for apps eller lagde nogle flere penge til in-app køb.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere