Danskere flytter årtiers udvikling fra mainframes til Windows uden at kode en linje

Et stort antal danske og nordiske pengeinstitutter er på vej til at flytte deres it-systemer fra IBM's mainframe-platform til Intel-baserede servere med Microsoft Windows.

Det vil ifølge Skandinavisk Data Center, som står for driften af systemerne, spare i omegnen af 100 millioner kroner om året.

Skiftet fra mainframen til Windows er muligt, fordi applikationerne oprindeligt er udviklet i det fjerdegenerations- eller modelbaserede værktøj HPS, som i dag hedder AppBuilder.

»Vores kernesystemer, som alle kunders konti ligger i, er udviklet i et fjerdegenerationssprog, som vi nu har fået til at oversætte til .Net-platformen,« forklarer administrerende direktør Erik Jakobsen fra Skandinavisk Data Center eller SDC.

I et fjerdegenerationssprog bliver programmet beskrevet ud fra en række regler i stedet for konkret programkode, ligesom databasen bliver tegnet som et relationsdiagram. Denne type værktøjer er kendetegnet ved at have et højere abstraktionsniveau end typiske programmeringssprog som eksempelvis Java, der tilhører tredjegenerationssprogene.

Da der er tale om en abstrakt model, betyder det også, at værktøjet bagefter skal oversætte modellen til programkode, der kan afvikles på den tiltænkte platform.

»Udvikleren kan generere kode i Cobol, Java, C til Windows eller C#. Og du kan vælge, at nu skal du ikke generere til den ene platform, men til den anden,« siger pre-sales manager Anders Hecquet fra BluePhoenix, som står bag udviklingen af AppBuilder.

Den samme abstrakte model kan altså bruges til at generere programkode til flere platforme, og det er det, SDC nu benytter sig af.

»Det er helt essentielt for os, at der ikke bliver lavet ændringer. Andre, der har prøvet at flytte og ændre i store systemer, er gået døde i det,« siger Erik Jakobsen.

For at det har kunnet lade sig gøre, har det krævet, at fjerdegenerationskoden er opbygget meget stringent, da små tilpasninger i forhold til standarderne betyder, at tilpasningen nu vil skulle gentages og dermed fordyre projektet.

»Det har været et effektivt værktøj for os, men det kræver, at der er en organisation, der holder det stringent. For os har det været en god hjælp. Vi har evalueret det hvert tredje år, om vi skulle skifte, men det har vi ikke fundet nødvendigt,« fortæller Erik Jakobsen.

Første skridt for SDC er en konvertering af den del, der står for læsetransaktioner fra databasen. Den er valgt, fordi man derefter vil kunne opbygge en ny database, og hvis der opstår problemer, kan der ikke ske nogen skade, da der ikke skrives til databasen.

Da det hele er bygget på fjerdegenerationsplatformen, betyder det også, at det er muligt at skifte tilbage til det gamle system i løbet af få sekunder, hvis noget går galt.

I overgangsfasen fra mainframen til Windows-serverne vil en særlig adapter stå for at skifte mellem de to systemer, alt efter om forespørgslerne kommer fra én af de kunder, der allerede er flyttet.

SDC samarbejder med blandt andre Fujitsu, som har udviklet en oversætter til Cobol-programkode, som bliver brugt til projektet.

Næste fase i projektet vil være at flytte skrivedelen af systemet og derefter selve databasen. Det sker også i samarbejde med Microsoft, som har udvalgt SDC til særlig partner i forbindelse med dets mission critical-program. Det vil sige eksempelvis banksystemer, hvor der er meget lav tolerance over for nedbrud eller fejl.

»Det har været vigtigt for os at få dem med. Mainframen har mange styrker, som skal med over på den nye platform. Det er vigtigt for os at have den samme overvågning og driftsstabilitet. Den kan vi ikke gå på kompromis med. Ellers har vi ikke lavet en besparelse,« siger Erik Jakobsen.

Han understreger samtidig, at skiftet fra mainframen ikke skyldes utilfredshed med IBM, som også er involveret i projektet som underleverandør.

»For mig er det ikke et ønske om at skifte teknologi, men kun et spørgsmål om økonomi,« siger Erik Jakobsen.