Dansker ny it-direktør i international mediekoncern: "Vi skal konkurrere på teknologi"

Berlingskes it-chef Torben Lundberg har taget et skridt op af karrierestigen. Som ny CIO for britiske Mecom skal han hjælpe medigegiganten med at slå Google i kampen om kundernes opmærksomhed.

Mediernes største udfordring bliver at finde penge til ny teknologi, der kan servere nyheder til folket, lyder det fra Torben Lundberg.

Han kommer om nogen til at stå med udfordringen, for han er nu blevet it-direktør for den internationale mediekoncern Mecom, som i 2008 ejede 300 aviser i Norge, Danmark, Holland, Polen, Ukraine og Litauen. I Danmark blev Mecom for alvor kendt, da de i 2005 købte Berlingske Media, hvor Torben Lundberg ind til nu har været it-chef.

»Teknologi bliver mere og mere vigtig i mediebranchen. Vi har jo oplevet de sidste 15 år, at teknologi gik fra at være backend-funktioner til nu, hvor vi er helt fremme, og teknologi er blevet en konkurrenceparameter for alle medier. Hvis ikke du kan levere en hypercool iPad-applikation, så er du ikke interessant for kunderne,« siger Torben Lundberg til Version2.

Torben Lundberg har de sidste 15 år bevæget sig rundt i mediebranchen, hvor han blandt andet har arbejdet på Danmarks Radio, og her har fået erfaring med radio og tv. Men han også en del erfaring med de trykte medier især fra sin tid i Berlingske Media.

Mediebranchen skal tjene flere penge, hvis den skal overleve

En lækker iPad applikation eller en HTML5-hjemmeside er ikke billig at udvikle, derfor mener Torben Lundberg, at mediebranchen skal blive bedre til at tjene penge.

»Den store udfordring er, at vi ikke har penge til at følge med de store øvrige aktører. Vi kan simpelthen ikke nå at genere nok indtjening til, at finansiere meget af den investering i teknologi der skal til. Vi konkurrerer mod nogle internationale spillere, som er utrolig velhavende,« siger Torben Lundberg til Version2.

Han nævner at især Google er blevet en hård konkurrent, fordi de efterhånden sidder på store dele af annoncemarkedet. Samtidig tager Google også mere af brugernes opmærksomhed.

Mecom skal arbejde tættere sammen

Torben Lundberg vil bruge Mecoms størrelse til at gøre medierne mere konkurrencedygtige. De forskellige divisioner skal på tværs af landegrænser arbejde bedre sammen om teknologiløsninger. Det giver flere ressourcer og sparer i sidste ende penge.

Han nævner blandt andet muligheden for at genbruge mobile applikationer til forskellige aviser. Men også de innovative processer kan genbruges. Hvis nogen får en god idé i Polen, skal den hurtigt implementeres i Holland.

I første omgang skal han dog bruge mere tid på at lære de andre divisioner at kende.

»Jeg kender det danske marked, men jeg kender ikke det hollandske og det polske marked særlig godt. Og jeg har i første omgang en opgave i at finde ud af, hvordan de fungerer, inden jeg går ind i konkrete løsninger,« siger Torben Lundberg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Morten K. Thomsen

Hej David

Hvad er der galt med tegnsætningen i overskriften? Kan ikke helt greje, hvad du mener.

Se eventuelt sproget.dk:

"Anførselstegn (eller anførelsestegn) kaldes også citationstegn eller gåseøjne. Der er følgende hovedformer: »...« og "..."; mindre benyttede er de enkelte (ufordoblede) anførselstegn: ›...‹ eller '...' (se punkt 4). Anførselstegnenes form er primært et typografisk spørgsmål. Det er således ikke afgørende om anførselstegnene er dobbelte eller enkelte (jf. dog punkt 4), om de er placeret oppe eller nede, eller om de vender opad eller nedad. Hovedsagen er at de har en form der tydeligt adskiller dem fra andre tegn i teksten, og at man i øvrigt bruger samme type anførselstegn i hele teksten."

Vh Morten, Anden Udgave ;-)

  • 0
  • 0
#3 David Rechnagel Udsen

Hvad er der galt med tegnsætningen i overskriften? Kan ikke helt greje, hvad du mener.

Hej Morten

De danske medier har i lang tid hovedsageligt brugt »...«-anførelsestegnene fremfor »gåseøjnene«, som er set lidt ned på.

I selve brødteksten i denne artikel bruges »...«-anførelsestegnene (som i alle jeres artikler), hvilket jeg sætter stor pris på, da jeg finder disse langt pænere end alternativerne. Ja, det er en skam at den danske tastfordeling ikke indeholder tasterne » og «; noget som vi bør straks rette op på!

Men i overskriften bliver en anden type anførelsestegn brugt. Det er inkonsekvent og ser ikke særlig stilfuldt ud.

Personligt bruger jeg anførelsestegn alt efter hvilket sprog jeg citerer, fremfor hvilket sprog jeg skriver på.

Venlig Hilsen David

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere