For to år siden, den 27. november, modtog Leif Vesterlund en besked fra én af sine Facebook-bekendte. Den tilsyneladende harmløse besked førte til, at han nu i to år har kæmpet for at få sin digitale identitet tilbage fra hackerne.
»Jeg fik en meddelelse fra én af mine Facebook-venner i udlandet om, at han havde set mig på et billede fra Kenya. Jeg havde arbejdet i Kenya for 20 år siden, så jeg klikkede på linket, men der skete ingenting,« fortæller Leif Vesterlund til Version2.
Der var formentligt tale om, at Leif Vesterlunds Facebook-bekendte selv havde fået sin Facebook-konto hacket ved at få inficeret sin pc med malware.
Den lille detalje om en forbindelse med Kenya kunne hackerne se på Leif Vesterlunds Facebook-profil og bruge mod ham for at få lokkemaden til at virke mere overbevisende.
Dagen efter kunne Leif Vesterlund hverken åbne sin Google Gmail eller sin Facebook, og dermed begyndte problemerne, for det skulle vise sig at være umuligt at genvinde kontrollen.
Da Leif Vesterlund kontaktede supporten hos Google og Facebook, blev han bedt om at oplyse detaljer, som skulle hjælpe supporterne med at identificere ham som den retmæssige ejer af sine kontoer.
Hos Google blev han blandt andet bedt om at oplyse mailadresser på først tre og siden fem personer, han havde korresponderet med.
»Det, mente de, var forkert eller ikke nok. Facebook bad mig om at oplyse tre venners e-mail-adresser, som de så sendte en kode til. Jeg skulle så ringe til mine venner og få oplyst koden, som jeg indtastede, men det virkede ikke, og jeg fik ingen tilkendegivelse fra Facebook,« fortæller Leif Vesterlund til Version2.
Han har forsøgt at få hjælp fra venner og familie til at få sine kontoer tilbage, men efter to år stadig uden held. Hans gamle Facebook-profil eksisterer således stadig, selvom han nu har oprettet en ny.
Gennem sin søns Facebook-profil har han også kunnet se, at den eller de, der nu er i besiddelse af Facebook-kontoen, blandt andet har brugt de virtuelle Poker-penge, han havde optjent på den gamle profil. Hans største bekymring er dog, at han føler, at han er blevet krænket og bestjålet, fordi der nu er andre, der har kontrollen med blandt andet de billeder, han havde liggende på sin gamle Facebook-profil.
»Jeg forstår ikke, at Google og Facebook er ligeglade med, at vi er der som individer. Det er personlige sider, og man kommer til at føle sig som ingenting,« siger Leif Vesterlund til Version2.
Leif Vesterlund har også forsøgt at melde tyveriet til politiet, men uden held.
»De var meget søde, men sagde, at der ikke var nogen lovgivning. Der er ikke noget, der hedder identitetstyveri. Det gjorde bare, at jeg følte mig endnu mere krænket,« fortæller Leif Vesterlund.
Han har nu oprettet både en ny Facebook-profil og en ny Gmail-konto, men han er ikke længere daglig Facebook-bruger, som han var, før hans konto blev stjålet. Den nye Gmail-konto har dog fået en ekstra sikkerhedsforanstaltning for at forhindre en gentagelse.
»Jeg har opgivet mit mobilnummer på min nye Gmail-konto,« siger Leif Vesterlund.
Hos Google i Danmark ønsker man ikke at kommentere det konkrete forløb, men henviser til selskabets generelle anbefalinger for, hvordan man som enkeltperson kan beskytte sig mod at havne i samme situation som Leif Vesterlund.
»Det er meget vigtigt for os at beskytte vores brugeres sikkerhed og private oplysninger, og vi giver udelukkende adgang til en konto, når vi er helt sikre på, at det er den retmæssige kontohaver, der spørger,« siger talsperson Christine Sørensen fra Googles danske afdeling til Version2.
Google anbefaler, at man sikrer sig mod at miste kontrollen med sin konto ved på forhånd at oplyse telefonnummer, en alternativ e-mailadresse eller særlige sikkerhedsspørgsmål.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.